Vi støder indimellem på debatter, hvor det udtrykkes at den muslimske verden kan trænge til en reformation. Det underforstås at det kunne bringe muslimer til at ligne os andre lidt mere. Jeg vil gerne med dette antyde at det er en misforståelse af begrebet "reformation."
Reformationen i vor verden skyldes Martin Luther, der forargedes over Paven og Pavehoffets måde at styre Romerkirken på. Hans opfattelse af kristendommen stemte ikke med det ukyske skørlevned og frådseri der prægede Vatikanet. Derfor vendte han hjem til Tyskland med idéer om forandringer. Han havde ikke noget imod at mænd og kvinder omgikkes hinanden, men han tog afstand fra cølibatets hykleri. Han ville have en kristendom, hvor man gik tilbage til Kristus selv, hans liv og tanker. Han ville have Bibelen, som det eneste vidnesbyrd om ham, til at træde frem i forgrunden. Kristi ord alene var den eneste sandhed man havde at holde sig til. Derfor oversatte han Det nye Testamente til tysk. Så kunne jævne folk høre de sande ord. Men det gjorde det ikke mindre vigtigt at folk så hørte efter! Luther stod ikke for slaphed i troen og ulydighed imod Gud. I den forstand var Luther streng. Men der stod ikke i Bibelen at man ikke måtte gifte sig. (Selv i dag, tror nogle endda, at Jesus selv faktisk var gift. Men det er en anden historie!)
I kølvandet på Luthers religion blev kalkmalerier malet over. For "ordet alene" skulle alt handle om. Man kan sige, at reformationen var en slags fundamentalisme, en stræben efter den rene oprindelighed. Væk med billeder og tant.
Luther siges at kunne kobles med "determinismen." Det vil sige troen på tings forudbestemthed. Det vil ikke sige at vi mennesker kan forudsige alt, men Gud kan og gør. På den måde kan man kalde Luther for et middelaldermenneske, trods det at han faktisk levede i renæssancens periode. Et middelaldermenneske er et der bor i faders hus. Der er vægge, loft og Fader laver reglerne. Man kan gå ud, gå nye veje og tvivle på verdens orden, som vi kender den. Men så er man et renæssancemenneske. Et der tror på menneskets frie vilje. Et sådan skal Erasmus af Rotterdam have været.
Renæssancen dukkede op i det katolske Italien og kan være sat i gang af tyrkernes erobring af Konstantinopel, hvor en strøm af kloge folk vandrede bort derfra. Så trods det at Romerkirken i Luthers forstand var "reaktionær," blev Italien absolut progressivt på mange andre områder. Derfor er det nok ikke rimeligt at forbinde alt moderne med reformationen. Snarere tværtimod.
Moderniteten, hvor tvivlen synes at have opvejet troen på mange måder, er nok opstået i både den nord og sydeuropæiske verden. Ikke mindst Frankrig har skabt mange nye tanker, trods det katolske tilhørsforhold. Men tanker er ét, noget andet er at give dem et fundament. Og hvad det sidste angår, kan den reformerte verden nok score nogle points. For Reformationen har hyldet den gode dagligdag. Man blev ikke frelst ved at betale for aflad og messer, men ved at passe sin dont og sin familie. Kort sagt ved at bestille noget. Udvise den gode daglige flid. Det er noget der kan give de kreative ideer substans.
Reformationen er måske den del af kristendommen der mest ligner muslimernes "salafisme." Så umiddelbart bør debattørerne udskifte ordet reformation med renæssance. Renæssance betyder genfødsel. Umiddelbart tænker man her på genfødslen af den græske civilisation. Ironisk kender vi måske kun til denne fordi araberne (og andre folk i Mellemøsten, inklusive Ægypterne) har husket den for os. De har bedrevet uundværlige historiske bidrag, selvom disse måske er ældre end Islam.
Denne erindring om den græske civilisation m. m. har bidraget til at relative vort syn på verden og historien. Den har udvidet vor horisont, lært os at se ud over vort eget tillukkede middelalderhus. I dag ved vi at tvivlen har bragt os vidt. Vi har vænnet os til at tænke: "Kan det virkelig passe at man ikke kan bygge noget der kan flyde?" Så tvivlen er vigtig for os. Tvivlen lærer os at sandheden nok kan støtte sig til gamle bøger, men egentlig befinder sig i fremtiden. Galilei (som var katolik) lærte os: "Søg! For ellers vi ved intet." Det er empirismens evangelium, og denne opfordring har vi haft glæde af.
Vi erfarer gennem vor viden om antikken, at middelalderen ikke går tilbage til tidernes morgen. Den opstod på et bestemt tidspunkt! Og derfor forstår vi også, at selvom middelalderen ophørte med renæssancen, så kan den komme igen!
Vi mennesker er forsynet med en kalkskal omkring vore hjerner. Denne skal kan billedligt talt opfattes som en begrænset horisont. Middelalder er at vore tanker har en skal omkring sig. Man har en barriere der ikke kan gennembrydes. Som jeg ser det, er det ikke en optimal måde at være menneske på. For hvor var vi i dag, hvis vore forfædre alle havde haft det sådan?