Normalt har jeg altid svært ved at finde en sigende overskrift, men denne gang synes jeg der var flere der kom springende til mig. Som f.eks. "hvor f... blev tiden af", eller lidt mere positivt "høsten er endelig i hus". Men nu blev det min første indskydelse der vandt. For der er måske lige rigeligt kaos i mit liv i øjeblikket, men jeg fristes til at skrive, at hvornår er der ikke det?

Maria var forbi i morges med morgenbrød. Hun er højgravid med termin om få uger, men stadig temmelig energisk på trods af den kæmpestore mave. Badebolden, som hun kalder den, rummer en lille prinsesse. De sidste 3-4 måneder er hun som regel kommet forbi til en kop te i weekenden og er nogle gange blevet hængende og har spist med. Hende og kæresten gik fra hinanden lige inden påsken, og nu er hun indstillet på at skulle være alenemor. Vi fik (igen) snakket rigtig meget om fødsel og spædbørn. Faktisk har hun for nogen tid siden spurgt, om jeg vil være med til fødslen, sammen med en af hendes veninder. Ex'en taler hun ikke med længere, og hun vil under ingen omstændigheder have sin mor eller familie med. Jeg har sagt ja, men er alligevel sådan lidt i tvivl, om det nu er en god ide.

Jeg ved godt, at hvis jeg skal være helt ærlig for mig selv, så er jeg nok stadig vild(=forelsket) med hende. Men vi taler aldrig om de tanker, for jeg har virkelig svært ved at se mig selv i faderrollen for en nyfødt i min alder. Jeg har i forvejen nærmest to kuld, og selv om det er givende af være forældre, er det også utroligt hårdt de første år. Bevares, det var lettere anden gang, og måske endnu lettere eller mere rutinepræget for mig tredje gang. Der var der til gengæld to, hvilket var noget af en omgang. Det var vel også det er gjorde, at det gik galt mellem min eks kone (#2) og mig. Men Maria siger, at hun være rigtig tryg ved det hele hvis jeg er med, for som hun siger "du har prøvet det før, og i flere variationer", hvilket hun har ret. Tvillingerne var akut kejsersnit, men hvor jeg fik lov til at være med. Det var fuldstændig vildt at stå på den ene side af et forhæng, og lige på den anden side blev min eks "skåret op" og så kom der først en skrigende knægt ud, og minuttet efter en mere. Det glemmer jeg aldrig; at jeg stod der med to drenge, og var alene med dem de første mange timer, inden hun var blevet syet sammen og kom tilbage fra narkosen. De to store er født henholdsvis normalt og ved virkelig akut kejsersnit, hvor jeg ikke komme med, men pænt måtte vente udenfor. Der var nu en virkelig sød sygeplejerske til stede, for min søn var kun lige kommet til verden, så kom hun listende ud og sagde, at jeg lige kunne nå at komme ind og sige "hej" til ham, selv om det var imod protokollen.

Trods løfte til mig selv om det modsatte, så har jeg haft sindssygt travlt på arbejde, og (igen) arbejdet alt for meget. Men det meste af det har været rigtig sjovt og spændende. Og jeg kan ikke sige mig fri for, fantastisk at elske den del med at få et team af mennesker til at arbejde sammen og lykkes med ting. Det gør mig glad, ja vel nærmest høj, hver gang jeg oplever den synergi der er, når man med teamwork bare rykker igennem og skaber nogle resultater, som overgår alle forventninger. Det, og så se hvordan folk kan udvikle sig og vokse med opgaverne. Skåret ind til benet, er det nok det jeg brænder allermest for. Ja, bær over med mig kære dagbog, for jeg siddet alt for mange timer bag et rat i enten mejetærskeren eller en traktor i de sidste uger, og haft god tid til at overveje, hvad der skal ske efter sommerferien. Lige nu er jeg på 3. uge af fire ugers sommerferie, så der er heldigvis en uge endnu. Og høsten er i hus! Vi blev færdige i eftermiddags. Knap en time senere kom de første regndråber, så det var for en gangs skyld perfekt timing. Jeg kan godt mærke det på mit humør - at det bare er en lettelse og sådan en tilfredsstillende fornemmelse at være i mål med høsten. Det gør mig glad og det giver energi. Også bare det, at se det fysiske resultat i form af de høstede marker og en overfyldt lade. Det har dog været et nervepirrende år, først med tørke og så store mængder af regn, der kom alt for sent. For mit vedkommende ser det dog ud til at være gået ok, uden at vi slår nogen rekorder. Men med lave forventninger, bliver man jo glad for lidt. Tror vi har været heldige med nogle meget lokale byger og regn på det de kritiske tidspunkter, for jeg kan høre på nogle af mine naboer, der har jord længere væk, at der har høsten været rigtig ringe. Jeg ved godt at vejret altid vil variere, men jeg frygter helt ærligt at vi ser ind i meget større udsving i fremtiden på grund af klimaændringerne. Når jeg så lige er det i "hjørne", så er det tankevækkende og uendeligt trist, med at alle de kedelige klimarekorder man/jeg har hørt om hen over sommeren. Canada, Rhodos, Spanien og Sydamerika. Og jeg følger endda ikke særlig meget med, det er primært via radioen. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har set nyheder på tv eller nettet. Måske var det omkring nytår?

Jeg kan da se, at jeg bringer mit kaos med ind i dette indlæg, beklager, men forhåbentlig giver det i det mindste lidt ro i mit hoved. De mange timer bag rattet har givet mig tid til at tænke tingene igennem, og jeg overvejer kraftigt at sige mit job op, og så bare gå all-in på landbruget. Rent økonomisk vil det godt kunne løbe rundt, selv om jeg selvfølgelig gå en del ned i indtægt. Men nu hvor jeg har købt en naboejendom, har vi så meget jord under plov, at vi sagtens kan leve af indtægterne. Men jeg kan til gengæld på ingen måde klare arbejdet helt selv. Vi fik alle fem en imponerende julegave af mine forældre i form af et arveforskud. Det kom som en kæmpe overraskelse for mig, mens mine søskende åbenbart havde fået det at vide. Men sådan er det jo. Jeg har for længst accepteret at jeg er familiens sorte får, og måske ikke altid er med i loopet på alle familie ting - men derfor kan det nu stadig overraske mig. Men de havde åbenbart snakket med en formue rådgiver, som havde rådet dem til at begynde at overdrage arven i form af afgiftsfrie gaver. Så det fik vi i julegave, og igen til drengenes konfirmation i foråret. Det blev til en samlet familie investering i en naboejendom, der længe er blevet misvedligeholdt. Det var egentlig Maries ide og hende der formidlede kontakten. Men alle ungerne var straks med på den. Jeg var nok den med det største forbehold, for jeg er meget bevidst om, at jeg nu forvalter en stor del af deres formue. Men omvendt, hvad pokker skulle vi ellers investere i? Det gør bare, at det ikke er lige så simpelt bare at sige mit job op. For jobbet giver en ekstra sikkerhed, og muligheden for hurtigere at få afdraget på en gæld, jeg synes er astronomisk høj. Men jeg er er så træt af helt det organisatoriske eller nok nærmere politiske fnidder, der er til andre afdelinger og selskaber i koncernen. Der er hele tiden nogen der skal tages hensyn til, der skal spørges til råds, eller endnu værre, der skal sige ok for vores ideer, som er på tværs af organisationen - så selv om det er indlysende hvad der skal gøres, skal det nærmest i udvalg. Og jeg har flere gange virkelig måtte kæmpe hårdt for at få selv små ting igennem. Det kan jeg mærke dræner mig for energi, og hvad er endnu værre, har påvirket mit humør. Både overfor kollegaer og specielt drengene. Jeg kunne mærke forskel allerede den første uge af ferien. Mærke hvordan jeg blev mere afslappet og gladere. Det samme kunne drengene, det sagde de begge to en aften vi havde lavet bål og sad og lavede snog brød og skumfiduser. Det var rart at have den gamle far tilbage. Det var en bemærkning der gik lige i hjertet på mig.

Tror i øvrigt det er min far, der har initieret det med arveforskuddet, for han er ikke længere helt på toppen. Hvor jeg førhen kunne forvente inspektion af ejendommen hver 3. uge, så går der nu længere og længere imellem de kommer forbi. Det har nu altid bare heddet, at de kom forbi for at sige hej til drengene, men min far startede (og gør det stadig), altid med at gå en runde i alle udbygningerne, bagefter i køkkenhaven for at slutte af med prydhaven og huset. Og jeg kunne være sikker på at få en bemærkning for alt det, han mente, ikke var i orden. Som regel kom den første bemærkning når han steg ud af bilen. Vi har godt en kilometer lang grusvej som indkørsel, og det er en evig kamp at holde den fri for huller og bare nogenlunde jævn. Specielt i regnperioderne. Men hans første kommentar var altid om vejen, men nu er det er som han accepterer, at alt ikke er lige efter hans bog. Ja, jeg har endda fået ros for nogle af de ting jeg har lavet. Som f.eks. renoveringen af ridehallen. Det ikke så tit jeg har hørt fra ham, at "det er da blevet rigtig godt". Ja selv til drengenes konfirmation fik jeg ros fra ham. Hmm, det kræver måske en lidt længere forklaring, men jeg springer bare ud i det. Hænger alligevel sammen med resten af kaos i mit univers.

Drengene og jeg har spist en hel del på mexicansk restaurant det sidste års tid. Vi skal godt nok køre lidt efter det, men de laver den bedste chili con carne, efter min mening. Drengene går nu altid efter deres burritos. Det er super lækker mad, og der er altid rigeligt af det, så jeg har også haft mine teams med på restauranten så mange gange, at det nu efterhånden er tradition, at det er der vi skal spise, når vi holder afdelingsmøder. På den måde er vi kommet til at kende M, der er tjener i restauranten. Hun hedder (også) Maria, så for nemheds skyld kalder jeg hende altid M, når jeg omtaler hende. Synes det lyder bedre end at begynde på Maria #1 og Maria #2. Det var egentlig B2 der startede det hele, da han en aften roste maden overfor hende. Hun havde sagt mange tak, og så hviskede hun til ham, at så skulle han bare smage hendes mad, for den var meget bedre, end den drengene lavede køkkenet. Det var hans straks fyr og flamme for at smage, så inden vi havde set os om, endte det med, at hun kom forbi en søndag og lavede mad sammen med drengene. De stod i køkkenet det meste af en dag, og lavede de mest fantastiske retter.

Så det var selvfølgelig mexicansk mad de ville have, da jeg spurgte dem om menuen til konfirmationen. Min første tanke var, hvad ville gæsterne dog tænke, men så tænkte jeg "det er drengenes fest", så selvfølgelig skal de have lov til at bestemme. Så sådan blev det. M var straks med på ideen, specielt da hun havde opdaget at vi havde fryseren fyldt med oksekød. Vi har en del Hereford kreaturer gående på engen, så hvert år slagter vi et par af de største tyrekalve i oktober/november måned. Men jeg ikke altid så god til at få det solgt, så som regel er den ene fryser altid proppet. Hvilket minder mig om, at jeg i år SKAL huske at få det solgt, inden vi slagter. Nå men til konfirmationen havde vi et kæmpetelt i haven til gæsterne, mens M og et par af hendes kokke lavede mad i køkkenet og på et par store grills. Det var nok en anderledes menu til en konfirmation, men hvor det bare lækkert - jeg tror kun det var min mor der synes, at det var en mærkelig ide, men der var det min far tog mig i forsvar ved at rose maden. Jeg er ret sikker på, at det både var fordi han faktisk var vild med maden, men også fordi han godt kan lide M. Hun har så sødt og ydmygt et væsen, og er meget respektfuld over for ældre mennesker, specielt min far har hun været meget opmærksom på. Og det er lige efter hans hoved.

Vi spiser stadig jævnligt ved M, men det er også blevet til at hun kommer ofte forbi og besøger os. Så har hun lige en ret eller to med, jeg kan sætte i fryseren, og servere for mine forældre hvis de kommer forbi. Pernille mener i øvrigt hun har en crush for mig, jeg har nu slået det hen. Men måske har hun ret? Tænker lige ved mig selv, om jeg spiller på to heste? Jeg mener Maria var forbi i morges, og M kommer faktisk forbi i aften. Hun regnede med at køre fra restauranten ved otte tiden, så hun er omkring klokken ni. Hun har sagt, at vi da skal fejre at høsten er overstået. Drengene er på fodbold-ryste-sammen tur i forbindelse med de lægger to årgange sammen for at kunne stillet et hold. Så det er bare M og mig. Det har det nu været før, som regel har vi så bare gået eller været på en ridetur i skoven. Hvilket minder mig om en ridetur vi havde i forsommeren, hvor vi red igennem de gule rapsmarker. Jeg rider normalt aldrig i markene når der er afgrøder, men lige den dag var der "magi" i luften. Hvor var hun bare en syn for guder med det lange sorte hår flagrende i vinden mode de gule marker. Men nej, jeg skal IKKE have en så ung kæreste igen. Selv om mit held på datingmarkedet, lader meget tilbage at ønske. Suk, hvor var det ynkeligt da jeg forsøgte det først på året. Så hellere gå til tandlægen og få lavet et eller andet voldsomt... uden bedøvelse.

Tror bare, at jeg har været glad for det kvindelige selskab fra Maria, M og Pernille for den sags skyld, for drengenes skyld. Ja, selvfølgelig også for min egen, for de tre er blandt mine gode venner, men jeg kan rigtig godt li den indflydelse de har mine drenge. Det er så rart, for det er noget helt andet, end når nogle af gutterne er på besøg. Det er bestemt også hyggeligt, men det bliver som regel enten noget med atv'erne, crosserne eller måske fodbold. Det kan det nu også være med pigerne, men det er ret ofte de hygger med noget helt andet, og på den måde får snakket om nogle af de ting, som drengene ikke lige får snakket med mig om. Tror også de har fået et par fif til, hvad de skal gøre med pigerne. Men det er gætværk fra min side, for hverken drengene eller nogen af pigerne har løftet sløret for, hvad det er de snakker om. Og sådan skal det også være, jeg er glad for at de kan være fortrolige og vide, at jeg ikke får det at vide. Ha, selv om jeg måske har mere brug for de råd de får.

Tror dette indlæg slår min rekord for rod og kaos. Beklager, men det er nok nøgleordet lige nu. Jeg tænker som sagt meget over mit job. Jeg har seriøst overvejet at bede om "bare" at blive projekt- eller teamleder. Det er i forvejen en stor del af det jeg laver i forvejen, selv om jeg ikke burde gøre det. Og det har været en af årsagerne til de mange timer på arbejde. Men jeg føler, at det er det der har været banet vejen for vores succes. Og vi har fået teams fra tre lande til at kunne arbejde som ét team på trods af alle forskellene. Og jeg synes i al beskedenhed at vi har udført små mirakler. Men måske er det ikke prisen værd? Jeg er i hvert fald megatræt af, at det til tider er gået ud over drengene. Det er på ingen måde fair af mig. Noget helt andet er, at planen er at de skal på idrætsefterskole næste år. Og så er de her ikke længere til at hjælpe til med alt det praktiske. De har virkelig knoklet meget i år, både inden høsten, men især under, hvor de kørt korn fra, presset halm og stort set gjort det ud for mindst en fuldtidsansat. De to store har også været hjemme og hjælpe med, og i dag har den store knægt været forbi og køre traktor. Men det er ikke fair overfor dem, for ofte er det fra dag til dag jeg har brug for hjælp. Og jeg ved det er svært for dem at få det til passe ind i job/studie. Selv om det er sjældent de siger nej, så skal det ikke gå udover dem, at jeg har valgt at dobbelt jobbe.

Det er da heldigvis ikke en beslutning jeg skal træffe her og nu, selv om jeg er nødt til at få det gjort. Også ifølge min læge. Jeg var et sundhedstjek i maj måned, tror jeg det var, fordi jeg igen var begyndt at tabe mig og miste appetitten. Han rådede mig til at tage det mere med ro, selv min krop og mine "tal" var ok. Han var i øvrigt forbi forleden, for at snakke om hø til deres heste. Vi fik en øl sammen i haven, og snakkede om lidt løst og fast, da han spurgte, om jeg havde overvejet at skrue lidt for tempoet. Og så sagde han noget, der fik mig til at tænke en ekstra gang. Han fortalte at blandt naboerne har jeg fået øgenavnet "duracell bonden" i stedet for ny bonden. Nu har vi alle øgenavne herude, så det var der ikke noget overraskende i. Han er selvfølgelig selv doktoren, selv om nogle også kalder ham kanylen. Men som han sagde, selv duracell batterier bliver flade. Hvilket han selvfølgelig har ret i. Hov der kommer en her, der mener hun er blevet glemt i min dagbog, og det har hun da ret i. Efter Abbi fik fred savnede både drengene og jeg en hund i huset, så vi fandt Donna i internatet. Et lille forpjusket gadekryds fra en familie, der ikke ville hende alligevel. Hun er nu vokset en hel del i den tid vi har haft hende. Hun er så mild og utroligt kvik. Der gik ikke ret mange dage, så var hun klar over at et pift betød, at jeg ville have hende til noget. Og hun elsker at være med mig, om det så er i en af maskinerne, eller med ved siden af hestene. Hun skal være hvor jeg er, så lige nu står hun ved siden af mig, og venter på at blive nusset. Måske det også var på tide at komme lidt i gang igen. Skal lige have tjekket at hestene er ok, og tjekket foldene.

Tak for dit øre og undskyld rodet.