Min gamle farfar benyttede en hver lejlighed til at komme med (gamle) ordsprog, hvilket vi unger synes var enormt fascinerende. Min far krydrede det så lidt ved at sætte dele af forskellige ordsprog sammen og digte lidt videre. Et af hans lød for eksempel "nød lærer nøgen mand at springe over hvor pigtråden er lavest" - Det var så først da vi blive lidt ældre at de begyndte at give mening, og være sjovere end farfars.

Lige efter påske lod jeg mig lokke til tage en opgave, jeg aldrig burde have påtaget mig. Men det er jo altid lettere bagefter at se, hvad man skulle eller ikke skulle have gjort, end når man står midt i det. Kenneth solgte i hvert fald ideen godt; muligheden for at vi fik en stor ordre fra en ny kunde. En kunde der vel og mærke hidtil havde været i folden ved at en af vores konkurrenter. Nu var chancen der for os, da vi var blevet bedt om komme med en analyse af deres installation - jeg kan stadig huske samtalen på Kenneths kontor, hvor han ivrigt forklarede (=overtalte) mig, om alle de gode ting, der ville komme ud af dette for firmaet, og selvfølgelig også for mig, en klækkelig bonus, og rejser til kundens lokationer i Italien, Frankrig osv... et par dage med interviews hvert sted, og så en efterfølgende analyse og rapport med vores anbefalinger. Jeg skulle have sagt nej, men på det tidspunkt var jeg fuldstændig med på ideen. En fjer i hatten til mig og fremgang for firmaet - win win win... Hvad vi ikke lige aftalte, var at jeg skulle være fri for andre opgaver, samt det fulde omfang af den opgave der ventede.

Godt to måneder senere, en fritstilling og en ødelagt Touran rigere, er det let nok at konstatere jeg nok skulle have sagt nej til opgaven. "Af skade bliver man klog - men sjældent rig", og jeg er da blevet klogere, meget klogere.

Selvfølgelig voksede opgaven undervejs, kunden puttede mere og mere ind, og Kenneth tog i mod timerne med kys hånd og sagde ja - for der efter at bringe de "gode nyheder" videre til mig. To gange var det via mobilen, mens jeg ventede i lufthavnen... så den tid der var planlagt til lidt sightseeing rundt omkring, når jeg nu var afsted, blev i stedet for brugt på ekstra møder eller foran computeren. Men i stedet for at protestere, eller i det mindste lige at stoppe op og overveje det fornuftige i situationen, knoklede jeg på - firmaets ve og vel, og alt det der pladder.

De første advarsler om, at jeg overskred mine fysiske grænser, valgte jeg overhøre, på trods af jeg var ved at falde i søvn bag rattet flere gange... hurra for bumlestriberne i vejsiderne. Jeg tror jeg har sovet mere de sidste 14 dage, end jeg har gjorde måneden for inden bilen blev totalskadet. Det har været som at have tunnel-syn, stort set alt andet end projektet blev lukket ude, og jeg trak store veksler på de store og familien, for at få familie kabalen til at gå op. Vanvittigt, kan jeg sagtens se... nu.

Maria, min engel, forsøgte ellers flere gange at råbe mig op. Det forstår jeg nu. Hun blev flere gange min livline, ved ringe præcis lige når jeg sad i kø på motorvejen eller var kommet for sent fra et møde, og ikke kunne nå hjem og hente tvillingerne som aftalt - og jeg selvfølgelig ikke kunne fat i andre til at overtage. Hun har godt nok forsøgt at ruske mig mentalt, hvor jeg blot har sagt, at det kun lige var en uge mere, så var det lige et par dage mere osv. Hun har taget sig af både de store og små, og ja påtaget sig et ansvar som jeg aldrig havde forestillet mig hun ville eller kunne. En fredag eftermiddag lærte jeg det så på den hårde måde, stresset og træt overså jeg en parkeret bil, og krøllede Touran'en godt og grundigt i et alt andet end kærligt sammenstød med en ældre Ford.

En uge senere havde jeg sagt så meget fra og Kenneth så meget i mod omkring projektet og arbejdet generelt, at jeg fik en fritstilling som belønning for min indsats. Ironisk nok var opgaven færdig for min side på det tidspunkt, der manglede kun den afsluttende præsentation for kunden. Så jeg kunne bare have stukket piben ind, og lært lektien til en anden gang. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det var derfor han tillod sig at sparke mig ud.

Lige nu er mit indre et kaos af modsat rettede følelser. Tvillingerne sover trygt, efter at have været udenfor og lege hele dagen. De store er taget til fest ved en kammerat, og vender først tilbage i morgen formiddag. Sidder på terrassen med lidt vin, nyder udsigten og duften af kaprifolierne - fred og ro... bortset fra mine tanker. De første dages lettelse over, at være "kommet ud af trædemøllen", er ved at blive afløst af andre følelser. Bl.a. følelsen af være blevet vraget og smidt væk - jeg har altid forladt mine tidligere arbejdspladser med en god fornemmelse, også selv jeg altid selv har sagt op. Men at blive sagt op, og tilmed fritstillet med det samme, skulle aflevere nøgler, id-kort... ja, jeg føler mig faktisk ydmyget, vraget og kasseret i den grad. Ingen tvivl om, at vores veje nok skulle skilles, men det kunne være gjort på en anden og mere værdig måde. Jeg fik dårligt nok sagt farvel til mit team eller mine kollegaer. Og jeg aner faktisk ikke hvad de har fået at vide om årsagen til mit pludselig exit. Jeg har ikke hørt fra nogen af dem, selv ikke fra mit eget team. Men jeg har heller ikke ville kontakte dem. Jeg ville ellers gerne have sagt pænt farvel og at jeg havde været glade for vores samarbejde, Men jeg er bange, for at det vil gøre dem forlegne, eller følte at jeg forsøgte at udspørge dem.

Et andet sted lurer en blanding af angst og panik. For hvad skal jeg nu? Jeg er helt sikkert lettet over, at jeg, jeg havde nær skrevet" slap ud i live", men det er jeg mener. Mere, at nu er der skåret ned på arbejde, slut med at arbejde i døgndrift, hvor længe har jeg ikke tænkt i de baner, uden at gøre noget som helst ved det. Det her er chancen for noget nyt, en kæmpe mulighed for jeg i ro og mag kan finde ud af hvad jeg vil nu. Jeg får løn stort set resten af året. Desuden har jeg bonusaftalen på skrift, så jeg forventer ingen knas med Kenneth på det punkt. Økonomien er sikret året ud. Alligevel spøger panikken et sted i mit sind, lige uden for rækkevidde af fornuften.

Hvad nu hvis jeg ikke et job? Seks måneder går forbløffende hurtigt, og hvem ved hvad Kenneth kan finde på? Jeg kunne sikkert godt finde et lignende job, men så er risikoen for at alt er ved det gamle alt for stor. Så hvad pokker finder jeg så på? Lige nu er jeg på rimelig bar bund... og det er måske derfor panikken lurer. Jeg ved godt, at det ikke bare kommer sådan lige, og jeg nok lige skal have det hele lidt mere på afstand.

Kommer tid kommer råd... det handler vel blot om tålmodighed, og troen på det nok skal komme...