Ja, det er selvfølgelig min computer, jeg mener. Eller en af de utallige i rækken af computere, jeg efterhånden har haft. Den dukkede frem, da jeg begyndte at lede efter julepynten på loftet sidste weekend. Og så måtte jeg lige se, om den stadig virkede - og om der måske var skjulte skatte på harddisken, i form af billeder og ungerne eller familien. Udover mit gamle login til fyldepennen, var der faktisk rigtig mange gamle billeder, som var lige ved at ryge ud. Billeder af drengene, da de var meget mindre, af de store, da de var noget yngre, billeder af Tina, af Hans, og ikke mindst min far.

Det har taget lang tid at få dem sorteret og overført til et sikkert medie. Og sikke en tur "down memory lane" og igennem følelsesregistret. Jeg begriber ikke hvor tiden er blev af. Det er som om fastforward knappen har været holdt nede i mit liv. Selvfølgelig kan jeg se at tiden er gået. Især på tvillingerne, der dels er skudt voldsomt i vejret, men som også er blevet et par unge drenge, der oftest er sammen med vennerne, eller sidder på deres værelser og gamer... også med vennerne. Heldigvis gider de mig stadig lidt i ny og næ, når jeg finder en gammel filmklassiker frem, som vi kan se sammen. Eller når vi starter maskinerne op og kører lidt om kap, eller tager ind til banen for at køre.

De store, ja de er sgi store nu. Eller rettere voksne, og læser henholdsvis 3. og 5. år på universitet, hvis jeg ellers lige kan tælle rigtigt. Begge kommer hjem i julen, med deres kærester, så vi bliver præcis 10. Og overholder reglerne. For jeg har inviteret Marie, sammen med hendes ældste datter og hendes datter. De havde svært ved at få familie kabalen til at gå op, som mange andre i disse corana tider. Så alternativet var at de tre skulle være selv juleaften, og det synes jeg ville være trist. Desuden kender jeg, og resten af min familie, efterhånden både Ida og Julie rigtig godt. Og så har Marie altid været der for mig, og for drengene. Hvor har vi tit spist sammen med hende og Hans, eller hun har set efter drengene? Når jeg alt for ofte, kom sent hjem fra arbejde.

Jeg har fundet et par rigtig gode billeder af Hans på den gamle computer. Jeg har fået dem rammet ind til Marie og Ida, så de får dem som julegaver. Desuden har jeg fået lavet to til mig selv, der skal hænge i vores "hall of fame", som de store kalder det. Det er nu bare den store væg ved trappen til 1. salen. Jeg syntes den var så bar, så her hænger der nu en masse familiebilleder. Det første af billederne er fra høsten, hvor vi står sammen ved mejetærskeren, klar til at gå i gang foran en endeløs kornmark. Det må være Maria der taget det, for det er fra sommeren 2017. Det andet af billederne er fra terrassen og er fra august 2018. Hans sidder i skæret fra aftensolen med hans pibe i mundvigen, og den store rododendron med de røde blomster er lige bag ham. Det har jeg selv taget, for jeg husker tydeligt den aften, hvor vi sad til lagt ud på aftenen, med en god flaske whisky. Det var en god og sjælden aften, hvor vi fik talt om alt muligt mellem himmel og jord.

Nu er Abbi kommet forbi, og har smidt sig på mine fødder, under skrivebordet. Hun mener vist, at det er på høje tid, at vi kommer i gang med vores aftenrunde i stalden. Men klokken og er også over otte, og rutinen skal jo holdes. Det holder hun strengt på. Så vi kan komme ind igen, og få den sidste godbid. Og så skal jeg have de computer glade drenge til at have børstet tænder.