Nogle gange er det sundt at blive mindet om, at der kan være glæde i selv de mindste ting man foretager sig. Men jeg ville ønske, at jeg var blevet mindet om det på anden måde. Og selvfølgelig er jeg taknemmelig for den al hjælp jeg får fra familien og vennerne - men f... hvor jeg hader at være afhængig af andre. Det gør mig virkelig skidt tilpas, psykisk, at være en byrde for andre på den måde. Men det er jo helt min egen skyld, som min mor var så flik at understrege i telefonen, da jeg ringede hjem. Ah, netop derfor jeg ikke gør det særlig tit. Og jeg ringede kun fordi jeg vidste de alligevel ville få det at vide, så jeg kunne lige så godt være på forkant og få det overstået. Det er altid så opmuntrende at blive spurgt om, hvornår man lærer at opføre sig som en voksen og... denne gang... at lade være at tosse rundt på den knallert. Det var som at høre et ekko fra en 35 år gammel skideballe, da jeg fik min første motorcykel. Den gang kostede det primært hudafskrabninger. Denne gang slap jeg knapt så godt fra det.

Det var så en åndssvag dum måde det skete på. Drengene ville absolut køre, fordi der var faldet lidt sne. De var ellevilde fordi de let kunne lave dognuts i sneen, lige så det fløj til at sider. Jeg tøffede egentlig bare rundt og holdt med de to krudtugler, da en af dem væltede og blev liggende, ville jeg skynde mig hen for sikre mig at han var ok. Bang så skred mit forhjul og bang, så var det mig der fik nærkontakt med den frosne jord. Min første reaktion var, som altid, bare at komme op igen, for at vise drengene, at det ikke var noget særligt. Men jeg var det med det samme klar over, at det var særligt, på den ikke særlig fede måde. Jeg orkede ikke lige skadestuen, så fik fat Jens, på min læge, der bor lige i nærheden. Eller det vil sige jeg fik fat i hans kone. Hun har islændere, og jeg leverer ofte hø og halm til dem, så jeg vidste jeg nok kunne tikke en tjeneste ved dem. De er så rare, og vi får som en regel en kop et-eller-andet sammen, når jeg smider hø af ved dem.

Hans dom var nu klar, afsted på skadestuen, sikkert brud på kraveben og underarm, brud eller bøjede ribben. Heldigvis kunne jeg få Marie til at se efter drengene. Jens gav et lift til skadestuen, mens han tørt konstaterede, du skal have noget smertestillende... og lappes sammen. Jeg gav ham helt ret, specielt i rækkefølgen.

Nu en lille måned senere, har jeg da fået slyngen af venstre arm, mens højre stadig er gips. Og ribbenene gør kun ondt hvis jeg hoster eller griner. Drengene er så vidunderlige og hjælper med at holde huset bare nogenlunde ryddeligt, og de store har været hjemme i vinterferien og et par weekender for at hjælpe. Ellers har naboer, kollegaer og venner været en uundværlig støtte. Selv Maria har været her et par gange, og hun kommer med McD til drengene og sushi til os om lidt. Hun startede (selvfølgelig!) med at ringe og skælde mig ud, for ikke at have ringet og spurgt om hjælp - men i det mindste fik jeg ikke at vide at jeg skulle opføre mig som en voksen - Og var lidt mopset over, at skulle høre om mit uheld fra andre. Heldigvis forventede hun ingen forklaring.

Jeg sidder sgu og bliver helt rørt over alt den hjælp jeg har fået. for uden den var alt smeltet ned. Når alt kommer til alt, har mine største frustrationer måske været i småtingsafdeling, som at være træt at være begrænset til joggingbukser og t-shirts som påklædning, og et håbløst et fingersystem ved tastaturet. Æhm, ok, der har så også været et par private gøremål, der har krævet tålmodighed og opfindsomhed. Men i det mindste har jeg ikke skulle råbe, jeg er fæææærdig til nogen. Sådan kan man blive taknemmelig for lidt, og pludselig glæde sig til det, man tager som en naturlighed i hverdagen.

De eneste mørke skyer i øjeblikket hænger i horisonten, i form af det kommende markarbejde. Det går mig på når jeg går i seng. Det, og så det er pokkers svært at finde en behagelig stilling at sove i. I værste fald bliver det maskinstationen der skal gøre arbejdet, selv om det kommer til at gå ud over likviditet og økonomien i det hele taget, så klar vi det vel. Nå, jeg trøster mig med, at kommer tid kommer råd.