Juleferie, tja alle bruger den vel forskelligt. Alt efter hvad man har af traditioner og synes det er vigtigt at bruge tiden til.

For mig har det altid været en tid til at hygge med familien, og til at få slappet af og ladet batterierne op. Så jeg har altid glædet mig til højtiden. Men i år er det som om glæden er væk. Eller, jeg glæder mig jo til at se de to store igen, når de kommer i morgen. Og selvfølgelig også resten af familien, men det er som gnisten er væk. Og jeg ved jo godt hvorfor - og det er bare min egen tåbelighed og naivhed der er årsag.

Det hele startede vel først på året, hvor min datter besluttede at sælge "sin" hest, da studiet og kommende job stjal al hendes tid. Hun havde fået et godt bud, via en veninde der kendte en, der stod og manglede en god stabil hest. Jeg har aldrig været rigtig god til at sælge ud af hestene, for jeg knytter mig til dem. Reelt set var det også min hest, miss Money Penny, da hun solgte hendes egen for et par år siden. Netop af samme årsag. Men bakket godt op af Maria og Pernille fik hun mig overtalt. Dels var det en fuldstændig absurd pris, dels havde vi tre hopper der skulle fole i foråret, så jeg kunne godt bruge den tomme boks. Så den del af beslutningen var egentlig fornuftig nok. Hvad de så ventede med at fortælle til sidste øjeblik, var at der fulgte en hest med i bytte. Tror de sagde den "var lidt vildt", men den var så flot, og Maria og Pernille ville elske at arbejde med den. Så jeg lod mig overtale, også til den del. Med det selviske motiv, at så ville Maria komme forbi næsten dagligt. Jeg ved det, dybt tåbeligt, for hun havde jo en anden kæreste, og jeg havde selv datet lidt, efter vores brud. Men var (og er) bare ikke klar til at give slip.

Når jeg tænker tilbage, så vil jeg lige til mit eget forsvar sige, at det var... jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det, en trist periode måske... i mit liv. Op mod julen sidste år mistede jeg pludselig en gammel ven, og så en god veninde. Faktisk en af mine første rigtige kærester, som jeg via fælles venner, stadig holdt kontakten med. Hun mistede sin mand for mange år siden, så deres to piger var pludselig alene i verden. Godt nok voksne børn, på alder med mine de største. Det ramte mig hårdt, eller for at være præcis, tanken om, at havde det været mig så havde tvillingerne været alene. Og hvem skulle så tage sig af dem? Det var nok den primære grund til at begav mig ud på datingsiderne igen, for at finde en ny mor til drengene. Når jeg skriver det nu, kan jeg godt se at det var den dårligste grund i verden. Måske skulle jeg tage mig sammen, og skrive dagbog noget oftere? Siden det hele virker så åbenlyst nu. Men jeg lover, det gjorde det ikke den gang, jeg var sikker på, at det fordi jeg "bare" ville have en kæreste, med alt det nu indebar. Det løb nu ud i sandet, efter ganske få dates. Pigerne var rigtig søde, men jeg var (dybt suk), håbløs. Dating er ikke som at cykle, i hvert fald ikke for mit vedkommende. Tænker at det har noget at gøre med min dåbsattest, eller rettere datoen på den. Og så jeg måske ikke har været særlig social de sidste år. Efter jeg stoppede som træner og udøver i klubben har jeg været meget mere alene. Jeg elskede træningen og kammeratskabet, men jeg måtte erkende at min krop var for slidt, specielt knæene kunne ikke holde til det længere. Nu holder de til et par løbeture om ugen, så længe turen ikke er over 11 kilometer. Det er grænsen, hvis jeg ikke skal halte og havde ondt dagene efter. Corona, fuldtidsjob og landbrug har så heller ikke bidraget positivt til mit sociale liv. Det skal jeg seriøst at have ændret på i 2023 - tænker jeg kunne tyvstarte og invitere nogle venner på besøg mellem jul og nytår. Har længe skrevet med nogle af gutterne fra klubben, om at vi skulle mødes og lave et eller andet. Tænker jeg kan invitere dem på lidt ræs, så vi kan få forbrændt nogle at julekalorierne mens vi har det sjovt.

Nå, det var den hestehandel jeg var ved at fortælle om. Jeg har på fornemmelsen, at det her bliver værre, end den sædvanlige rodede omgang jeg skriver. Men hovedsagen er, at det giver mig styr på tankemylderet. Jeg havde jo også lidt insider viden om Marias forhold. Ikke hun nogensinde beklagede eller betroede sig til mig. Men via Pernille havde jeg fået at vide, at det var op og ned i forholdet, og at hun var sikker på, at Maria stadig var vild med mig. Måske var det bedre, hvis jeg aldrig fået den viden, men Pernille havde talt over sig en weekend, hvor hun var blevet hængende, og vi begge fik lidt for meget rødvin og lidt mere for meget gin. Det overraskede mig faktisk, for jeg havde mødt kæresten et par gange, og han virker (desværre) som en rigtig rar og sympatisk fyr.

Det var så en værre møghest vi fik i bytte. Kugleskør araberhoppe som når de værst. Men jeg så det som chancen for at være sammen med Maria. Som jo var og er fantastisk godt selskab, men som (kan jeg godt se nu), jo var perfekt til at udfylde rollen som drengenes mor, hvis der skulle ske mig noget. Så jeg tror det var en del af det hele. Og selv om jeg siden fik talt det igennem med de store en rolig weekend. Vi fik aftalt, at de tager sig af drengene, hvis jeg går bort. Og de er sikret økonomisk. Men jeg stadig, til dette øjeblik holdt fast i tanken at det skulle være Maria og jeg. Så da hun i weekenden, ved vores årlige lille jule-heste-hygge-afslutning glad vidste en flot (og dyr!) forlovelsesring frem, og samtidig strålende fortalte hun var gravid, faldt min verden sgu lidt sammen. Jeg kunne se at Pernille blev mindst lige så overrasket som mig, da vi udvekslede et blik lige efter nyheden.

Det kom så oveni, at vi måtte pludselig sige farvel til Abbi forrige weekend, og det var på en eller anden måde dråben, der fik mit humør i knæ. Jeg og drengene er stadig knust over Abbi, selv om vi vidste hun var gammel, og selv om hun fik en værdig afsked, så er huset stadig utrolig tomt uden hende. Jeg tager stadig mig selv i at finde mad frem morgen og aften, eller kalde når vi skal ud og gå.

Tænk nu sidder jeg her, i lidt bedre humør end da jeg startede. Eminem har så også gjort sit fra anlægget, og min fornyede selv indsigt i, hvor f... naiv jeg til tider er og lader følelserne styre i stedet for fornuften. Som f.eks. med bilen. Lang historie, som heldigvis er mere lykkelig end min håbløse forelskelse i Maria. Vi fik ny koncernchef den første januar, og der gik ikke længe inden min chef også fik ny chef. Han ryddede godt og grundigt op i den gamle ledergruppe og i strategien, og det var mildest talt tiltrængt. Min chef røg så som en af dem i det næste lag af ledere, så for første gang i 17 år har jeg nu en kvindelig chef. Først var jeg loren ved tanken, for jeg har ikke gode erfaringer på den front. Men nu ville jeg ikke bytte for noget i verden. Nok er hun skrap, men det tænker jeg man skal være i den position. Men hun lytter, og hun handler. Ikke mere centraliseringsbullshit i vores funktion. Tvært imod. Hun gav mig ret hurtigt ansvaret for teamet i både Tyskland og Sverige, med tilhørende løn og firmabil. Jeg har aldrig ejet en ny bil eller en BMW. Ok, fair nok jeg ejer så heller ikke bilen, men jeg lod mig for blænde af tilbuddet af overtage min eks chefs spritnye bimmer. Nok en gang tænke jeg, at det kunne imponere drengene... og Maria. Drengene er stadig ellevilde, tror jeg egentlig også Maria var eller er. Men helt ærligt? Ja, den kører fantastisk, men jeg føler mig lidt som en lille skoledreng når jeg sætter mig bag rettet, det er nærmest som et cockpit i et kampfly med alle de funktioner. Men den udfylder stadig bare det basis behov, i at få mig fra A til B. Og det klarede min gamle Toyota lige så godt. Og det ærgrer mig hver gang jeg sætter mig bag rattet, eller ser på min lønseddel, at jeg ikke var lidt mere fornuftig. Everythings comes with a price. Næste år er jeg fornuftig og tænker mig ordentlig om!

Nå, på tide at lave noget fornuftigere end sidde her og ha' ondt af mig selv. Skylder måske mig selv at skrive, at det går godt med at være landmand. Godt hjulpet af en god høst og høje priser, selv om det er på en uendelig trist baggrund. At jeg så for en gang skyld var heldig ved at være langsom, har ikke gjort det værre. Men ved rent og skært held, fik jeg solgt en stor del af høsten på det rigtige tidspunkt. Tænker jeg hellere må være aktiv, og måske få dækket bordet til morgen, så er det da gjort. Orker ikke helt at hele familien, inklusive mine søskende og en del af deres afkom kommer. Men fordelen er vel, at jeg kan gemme mig i værtsrollen og så undgå alt for mange spørgsmål om jeg stadig er single.

Hov, glemte rabarber hesten. Der må jeg rose pigerne for et godt arbejde. Jeg havde aldrig troet at den fik rytter på ryggen, uden omgående at vippe vedkommende af. Hun var faktisk rigtig sød og rolig ved vores juleafslutning.

Glædelig jule kære ven, og tak for dit øre.