Jeg tror langsomt vi er ved at få pip af at være sammen konstant... drengene og jeg. Jeg mener, det er tæt på at være 24-7. Ikke at vi er sammen i døgnets 24 timer, nok mere det, at vi primært kun ser hinanden. Eller de ser mig, jeg er trods alt på kontoret et par dage om ugen.

Jeg ved ikke ligefrem, om de savner skolen, men kammeraterne i skolen og til fodbold savner de i hvert fald. Tja, det er vel i hele taget den kendte hverdag de savner. Der var trods mere variation end nu, hvor det er morgenmad, skole/undervisning ved at tænde computeren.. og når undervisningen er slut, så slukkes den igen... hvorefter gamer computeren startes. De eneste tidspunkter de dukker frem, er når der skal laves aftensmad, der er frokost eller de er sendt på gåtur med Abbi. Dagene er kommet til at ligne hinanden alt for meget, og på det sidste har de været en del i totterne på hinanden. Hvilket virkelig har været en test af min tålmodig og mine ringe pædagogiske evner.

Weekenden blev så en fin afbrydelse, hvor vi fik kørt en del om lørdagen, og de fik brændt en masse energi (og benzin) af. Jeg havde inviteret Kim og hans unger til at køre med os... så knægtene havde virkelig en fest, specielt B1. Det lykkedes ham flere gange at overhale mig, lige på det mest mudrede sted på banen, og selvfølgelig at få sendt en "god" byge af mudder i min retning... men jeg fik nu revanche senere, så vi blev enige om våbenhvile på den front. Han kører faktisk rigtig godt, han har en fandenivoldskhed og et temperament, der gør at han kæmper for at vinde, men som også bringer ham ud i problemer nogle gange. B2 er meget mere kølig og analyserende, og tager ikke unødige chancer, men venter hellere til de andre laver en fejl, så han kan overhale. Jeg ved ikke om den ene strategi er bedre end den anden, men mange bliver overraskede over, hvor forskellige de er, når de nu er tvillinger. Men de er "bare" søskende, som har fødselsdag samme dag.
Efter ræset fik vi grillet pølser i det fri, og lavet pandekager over bål. Sjovt som det smager i det fri, selv om pølserne blev lidt brankede, og pandekager som regel enten liiie blev lidt sorte, eller måske lige knapt done.

Søndag formiddag fik jeg lokket drengene med ud og lufte hestene. Første gang de var med i år, for de gider det ikke rigtig længere. Det er som om, at det var sjovere da de kunne ride sammen med Maria... egentlig burde jeg nok sælge dem, men jeg nænner det ikke, og nu har jeg heldigvis et par piger, der er lykkelige for at få lov til at passe krikkerne, og som behandler dem rigtig godt.

Jeg håber weekenden effekten holder en par dage, og gerne ugen ud. I dag har været god, og jeg synes de har været bedre til at koncentrerer sig om undervisningen. Så jeg skal have fået på noget til næste weekend... men hold fast hvor jeg glæder mig, til verden forhåbentlig bliver normal igen. Bare de små ting, som kunne gå i biffen eller svømmehallen med drengene... det bliver så skønt, når det er muligt igen.

Apropos normalt... så tvangsindlagde jeg drengene til at se Bidens indsættelsesceremoni, eller det meste af den. Jeg er godt nok spændt på, om han kan forene USA igen, eller skaden er blevet for stor. Nogen mener sikkert, at det er typisk amerikansk og alt for meget. Men jeg kan godt lide den højtidelighed, der er om indsættelsen af en ny præsident.. det kan også være, at de mange uniformer... de bragte minderne min egen militære karriere frem. Men man husker nok altid bedst de sjove og gode ting, som kammeratskabet og sammenholdet, når det er kommet på afstand... det er jo også det vi dyrker, når jeg ses med de gamle "krigerkammerater". Men men... jeg husker mig stadig ind i mellem på, at værdsætte min egen seng, et varmt bad - eller det at kunne åbne et fyldt køleskab... det lyder sikkert åndsvagt, men det var det, der ind i mellem fik mig igennem øvelserne. Specielt vinternætterne på vagt eller patrulje, hvor man var træt, beskidt og frøs så tænderne klaprede - specielt vagterne var dræbende... eller det at sove med støvlerne og uniformen i bunden af soveposen, for de ikke skulle blive bundfrosne.. Så var det mere festeligt, når nogen havde kunne snige sig forbi en bager, og nærmest tømt disken for wienerbrød.

Det kan være jeg skulle bage sammen med drengene i morgen - hvis vi bager rigeligt og smider noget i fryseren, kunne vi tage det med i sommerhuset i weekenden, så er der lidt afveksling igen. Hvilket er bydende nødvendigt... og jeg tror vi alle vil have godt at blive blæst godt igennem.