Utroligt, men lige nu kan jeg ikke se over til skoven, så meget sner det i. Selv skråvinduerne er blevet dækket af fint lag hagl og sne. Det er typisk - lige når man begynder at fornemme foråret, så kommer der lige en sidste dosis vintervejr, krydret med en kold bidende vind. Drengene synes det var "mega nedren" vejr, da vi gik en tur før frokosten. Jeg synes bare det er fascinerende, især da vi gik mellem de høje graner på skrænten til ådalen. Det er utroligt som de kan svaje uden at knække. Abbi var vist mest på drengene hold, og var svært tilfreds med at komme ind til brændeovnen igen.

Nå, men min overbærenhed med vejret skyldes nok også primært vi blev færdige med at så det meste i forgårs. Men det er kun fordi de store har været hjemme det meste af påsken og har givet en hånd med. Det har været en uvurderlig hjælp. Faktisk gange to, for de fik tvillingerne med ud i traktorerne og væk fra computerne. Ikke at det var særligt svært at få dem med, men det er også lidt lettere når, de kan være med i hver deres, og få lov til at styre selv. Tænk, at om godt fire år er de klar til at tage traktorkørekort. Ufatteligt som tiden bare forsvinder. Det var Marie der nævnte det for mig for et par uger siden, da jeg sad i hendes køkken og drak kaffe. Jeg har længe gået og overvejet, om det meste fornuftige ikke var at få det hele solgt, eller i hvert fald bortforpagte jorden. Der er altid noget at give sig til, eller rettere der er altid noget der skal laves, alene vedligeholdelsen er mere rigeligt... og så kommer der (altid!) det uforudsete oveni. Det kan godt være det er en forretning, men det er sgisme ikke den bedste i verden. Jeg tør ikke en gang begynde at regne på min timeløn. Men det var rart at få det vendt med Marie, specielt efter den seneste inspektion fra mine forældre. Det er som at være tilbage i militæret, når han skal skridte ejendommen af. Det positive er, at jeg hvis jeg har overset noget der skal laves, så skal han nok finde det, og minde mig om alt det jeg i forvejen har dårlig samvittighed over. Som de revnede tagplader på maskinhuset, eller de store asketræer der er gået ud, og som bør væltes, inden de vælter og rammer den gamle grisestald. Pyt med jeg har en hånd i gips, jeg kan da snildt finde en stige frem og kravle op i fem meters højde for at skifte de pokkers tagplader, eller svinge en motorsav med én hånd. Det gør jeg da let som ingen ting!

Godt jeg har Marie som modvægt. Hun minder mig sådan om grisehandleren fra Matadors kone, altid så rolig og let at tale med. Akkurat som Hans var det. Hun er så også min kompagnon eller største kreditor, afhængig af hvilke briller man tager på. Jeg tænker meget over det hun sagde med drengene, at det vil blive lettere jo større de bliver og kan tage mere del i arbejdet. Umiddelbart var min reaktion, at det skal de ikke belastes med, men hun har måske ret i, at de har godt af det og af ansvaret. Også det hun sagde om Hans tænker jeg stadig meget over, han sagde præcis det samme som mig mindst en gang om året. Men det var aldrig om foråret når alt var blevet grønt, eller i løbet af sommeren han sagde det.

Jeg overvejer stadig hvad der vil være det rigtige for os at gøre. Også fordi der lige inden påske var der stormøde i firmaet omkring en ny koncern strategi. Det blev intet nævnt om it funktionen eller mit team, men jeg er ikke i tvivl om, at vi er væk om to eller tre år. Så er altid centraliseret i Sverige og vi er overgået til deres system. Så på den måde er altid i spil. Det bliver så tredje gang på hvad, 12-15 år. Men denne gang er det i det mindste med god varsel, at vinden vender så at sige.

Nå, der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Mens jeg har skrevet er snevejret drevet videre, og jeg kan igen se over til skovkanten, hvor der nu går en lille flok rådyr og græsser. Jeg skal også have set til hestene, og tjekket om de stadig har vand. Det kniber ind i mellem, når det bliver koldt... endnu et af de små herlige projekter der står i kø, og venter på at blive fikset.