Sidder og sumper ved computeren i dag. Kan bare ikke tage mig sammen til at komme i gang. Tanker flakker omkring, job, Maria, økonomi, det hel kommer en tur igennem kværnen. Tvillingerne er afleveret i børnehaven.

De bliver hentet af mine forældre i eftermiddag, de skal se noget børneteater. Har aftalt at de tager dem med hjem bagefter, så de kan hygge sammen hele dagen i morgen.

I aften kommer Maria forbi. Jeg håber vi endelig kan få snakket sammen face-to-face. Jeg burde være glad, men jeg er i virkeligheden mest af alt nervøs og lettere græde færdig. Nok mest af alt fordi jeg mangler søvn, dels på grund af de elendige mareridt om bil uheldet, dels fordi drengene har været bøvlede de sidste dage. På skift har de ikke kunne sove om aftenen, grædt om natten eller vågnet alt for tidligt... i går kiggede jeg på uret da b2 kom ind i soveværelset lysvågen og krævede morgenmad - klokken var 4.34!! Skaden var sket, så jeg kunne lige så godt stå op. Tja, jeg kunne strengt talt bare været gå i seng, da drengene var afleveret i børnehaven - men jeg den slags dur jeg bare ikke til, har svært ved at sove, hvis jeg først har været oppe et par timer. I går havde jeg sat mig for, endelig at få startet på renoveringen af det gamle drivhus. Det er længe siden jeg købte materialerne, uden jeg er kommet videre, så nu skulle det altså være. Men det blev det så ikke til alligevel.

Selvfølgelig valgte traktoren at strejke lige præcis den dag, jeg havde allermest brug for den. Den har ellers virket upåklageligt, og startet velvilligt hver gang jeg har haft brug for den. Bare der var strøm på batteriet og benzin i tanken. Hans var (selvfølgelig) heller ikke hjemme, han var ellers min første livline. Nu står den delvist adskilt, og hoveddelene ligger pænt på række på gulvet i maskinhuset... og venter på Hans kommer mig til undsætning i dag eller i morgen. Jeg har måtte kaste håndklædet i ringen. Suk.

Nå, men det med tvillingernes manglende samarbejdsvilje omkring sovetider, har gjort mig hel klar omkring, at jeg ikke skal have flere børn. Har mailet frem og tilbage med Maria i går, men mail er bare sådan en dum måde at diskutere følsomme emner på - det er for let at misforstå hinanden, og jeg frygter vi har været på afveje i vores mails. Hun var her i weekenden, men der blev aldrig rigtig tid til, at vi kunne snakke sammen fortroligt. Nu må jeg se, hun dukker op ved syv tiden. De store sover ved kæresterne i aften, så vi har da heldigvis huset for os selv. Det var ellers været en hyggelig weekend, hvor de store har været hjemme og hygge for en gangs skyld. Lørdag aften brugte vi på diverse spil, pigerne mod drengene... vi vandt - I går grillede vi og bagte snobrød, efter heksen var blevet sent af sted. Men hold da fast der bliver hurtigt lavvande i køleskabet, når der er fire glubende teenagere i huset. Nå ja, tvillingerne og Maria tager også godt fra... syntes ellers jeg havde rigeligt fredag eftermiddag - men jeg måtte alligevel ud og handle søndag formiddag.

I øvrigt har jeg fået et par henvendelser om jobs via LinkedIn. Det er jo positivt, bortset fra det er jobs i hovedstadsområdet. Egentlig spændende jobs, men med stor risiko for, at jeg ender i samme stressede situation som tidligere. Desuden gør afstanden, at jeg har tanket pænt nej til begge henvendelser. Men det styrker da selvtilliden lidt, at der faktisk er nogen der (tror de) kan bruge mig. Når vi nu er ved job, så har jeg mailet med både Helle og Thomas, to af mine gamle kollegaer... Helle skrev mest om det seneste sladder i firmaet. Jeg burde holde min sti ren, eller hvad det nu hedder, og lade være med at interessere mig i den slags... og da slet ikke blande mig. Men jeg har ikke helt kunne ladet være med begge dele, selv om jeg ikke ønsker at bringe andre i samme situation som mig. Thomas skrev om et par gode råd, og om jeg kunne huske hvad der var aftalt med en af mine gamle kunder. Jeg har svaret ham så godt jeg kunne, jeg skylder måske ikke firmaet noget, men jeg vil gerne hjælpe Thomas. Også selv om bringer vreden mod Kenneth frem igen... hmm, sidder så alligevel og tænker at det er lige så meget min egen fejl, at jeg ikke sagde fra i tide, men var lidt for naiv og grådig.

Så nu kommer Hans, kan se hans gamle Landcruiser komme op af grusvejen, så er der håb om traktoren kan komme i gang igen... nå, ja og undertegnede også for den sags skyld.