Jeg skriver en sætning, for blot at slette den igen. Jeg taster ordene ind, og lader dem forsvinde. Det siger en hel del om, hvordan jeg har det - og om hvordan jeg er. Jeg handler, men trækker i land. Jeg tager initiativ, men fortryder. Jeg udviser én adfærd, men har det på en helt anden måde. I skrivende stund sidder jeg udendørs, alt for let påklædt. Mine fingre er stivfrosne, det er naturligvis fucking køligt. Jeg føler det i det mindste. For tiden er det som om, at kun fysisk stimuli kan føles.

For tiden er det som om, at på trods af, at alting til stadighed falder ned om ørerne på mig - så føler jeg ingenting. Jeg er erkendende og jeg rationaliserer. Jeg er realist, og kan derfor sagtens se, at ingenting fungerer optimalt. Jeg er lammet, og handler ikke på det. Jeg sidder stille og venter på noget. Hvad venter jeg på? Jeg aner det ikke. Lige nu venter jeg måske på, at en blåfarvning af mine neglebånd melder sig. Lige nu venter jeg måske på, at en eller anden elektrisk impuls i mit nervesystem gør, at jeg får ny inspiration, til et eller andet - uanset hvad det måtte være.

Jeg er begyndt at drømme om natten. Jeg drømmer om høje steder jeg gerne vil opdage. Jeg drømmer om at kravle højt op. Ikke for at ende med, at hoppe ned og slutte alt. Men blot for at befinde mig i en højde, som kræver at jeg fokuserer på noget. Følelsen af, at skulle koncentrere sig, for ikke at lade vægten falde. I værste fald ville mine ekstremiteter separeres fra kroppens akse, så snart at jeg rammer jorden. Det er jeg ikke interesseret i. Jeg er ikke interesseret i at dø, men jeg er interesseret i, på ny - at føle livet.

- KL.