Regn.

Ja, jeg ved godt nogle sikkert vil fremhæve at regn er en af grundbetingelserne for liv, og en del af hele cyklussen. Men lige nu er jeg ved at være godt træt af regnen, at der er vand alle steder. Engen er igen total oversvømmet, og det er næsten umuligt at se, hvor det egentlige å-løb er. De fleste af foldene står også under vand, og er ubrugelige, så vi har måtte bruge ridebanen og hallen, for at hestene kan komme lidt ud. Og markene, tja, jeg tør ikke en gang gætte på, hvornår vi kan komme til at så.

Morgenrideturen blev også usædvanlig kort. Oversvømmede stier og mudder, det var ikke lige sagen. Marcella var svært tilfreds med at vi hurtigt vente op, mens Hector bagved havde en fest. Marcelle går altid uden om vandpytterne, men Hector - Han skal altid lige igennem dem, og nogen gange virker det som, han stamper lidt med vilje for at få det til at sprøjte. Han er nok den mest besynderlige men også rareste hest, jeg nogensinde har haft. Pigerne i stalden elsker ham, og nusser tit med ham på staldgangen.

Jeg tror også hundene var glade nok for at komme hjem, selv om de om de skal tur under bruseren. Nu ligger de ved siden af mig brændeovnen og nyder varmen. Mens jeg nyder kaffen.

Planen for i dag var egentlig, at vi skulle forsætte på byggeriet af en hybrid mellem orangeri og hønsegård, men det bliver ikke til noget. Heldigvis kom vi langt i går, hvor både drengene og et par gutterne fra klubben gav en hånd med. Der dog lang vej endnu, men er der ikke et eller andet mundheld med godt begyndt er halvvejs fuldendt? Kunne vi da for pokker bare få lidt tørvejr... lidt positivt er der da i det. Jeg har skrevet lidt med Maria, og brokket mig over regnen, og nu kommer hun forbi med prinsessen og morgenbrød. Det er også længe siden vi har set dem, så drengene bliver ellevilde når de ser hende. 'Er hun ikke næsten sådan en slags lillesøster?', spurgte en af drengene forleden, da vi snakkede om hende. jeg kunne godt se, at han håbede jeg ville sige ja, så vi blev enige om, at jo, det var hun ok næsten. Åh ha, de drenge, de er lige der, hvor de ene øjeblik (næsten) er voksne, og vi snakker om store og alvorlige emner, og det næste øjeblik er de mine små drenge igen, med deres dejlige barnlige og naive tilgang til verden. jeg fatter ikke rigtig hvor tiden er blevet af... eller at det kan blive ved og ved med at regne.