Som en gammel bortjaget ulv fra sit kobbel, har jeg søgt tilflugt på en lille høj! Herfra kan jeg se de andre kobler tumle rundt og glæde sig ved livet sammen.
Jeg slikker stille mine sår og tankerne falder på om jeg er overladt mig selv, til den evige søvn indhenter mig?
Der er ikke kræfter til at blive en ny alfa i et nyt kobbel, dertil er jeg for slidt og pelsen er for grå.
Jeg lusker på sikker afstand af de andre ulve rundt og længes efter deres leg, jagt og tryghed ved hinanden.
Der hører jeg ikke længere til, det er en verden der er lukket og den har ikke plads til en gammel ulv.
Vinteren nærmer sig og jeg må jage alene eller gå til hvis kræfterne ikke holder, måske ser jeg et forår mere, måske en sommer til, men den bliver stadig alene.
Jeg er ikke bange for den evige søvn, men jeg ønsker den ikke endnu og dog virker det som det eneste realistiske mål nu!
Jeg har ar over alt, der er sår der ikke vil heles og hvordan jager man når man er skamskudt en gang for meget?
Jeg sænker hovedet ned i buskene på min lille høj, så længe de ikke kan se mig, kan jeg vel hvile lidt her!