Det var nu søndag morgen og William havde endnu ikke hørt fra Kathrine. Han var kommet tidligt hjem aftenen før, taget en taxa tilbage til lejligheden i håb om at Kathrine ventede på ham der, for at forklare undskyldende at hendes mobil ikke duede. Han skulle blive skuffet. Huset var mørkt og stille. Han tændte for fjernsynet og så højdepunkter fra lørdagens kampe, han faldt i søvn på sofaen.
   Hans tømmermænd, den følgende morgen var ikke så slemme som morgenen før, men den overvældende lugt af karry i luften, der var da han vågnede fik ham til at føle sig ret dårligt tilpas. Og så indse at Kathrine ikke var kommet hjem, han føler sig ligeså syg som dagen før. Aldrig i de fire år de havde været sammen, havde Kathrine ikke været der to nætter i træk.
   Han stod og kiggede ud af stuevinduet, langt væk i tankerne. Hvor kunne hun være? Han ringede til Louise. Louise sagde at hun havde set Kathrine fredag aften på en bar med den sædvanlige omgangkreds, men at hun forsvandt senere. Hun regnede med at Kathrine var gået hjem. William undrede sig over hvor hun var gået hen. Måske var hun ved sin mor. Men hvorfor ville hun blive der? William prøvede at huske en diskussion, han måske kunne have glemt. Han kunne ikke komme på noget. Alting synes fint som sædvanlig. Så hvorfor svarede Kathrine ikke engang på sin mobil?
   Han ville blive nødt til at ringe hjem til hendes mor. Noget William ikke havde gjort i to år. Tanken fyldte ham med frygt. William kom ikke så godt ud af det med Kathrines mor. Hun var ikke glad for at hendes datter havde planer om at gifte sig med en kontorassistent. Hun mente at hendes datter kunne klare sig bedre.William prøvede altid at modstå fristelsen at nævne at Kathrine heller ikke ligefrem havde et profitjob. Ja, William var kun kontorassistent, men Kathrine var kun sekretær. Ligemeget hvad blev han nødt til at ringe, den gamle flagermus burde vide hvor Kathrine var.
   Måske er det forståeligt at Kathrines mor var så beskyttende overfor sin datter. Siden hendes far døde for syv år siden af et pludseligt hjertestop mens han spillede golf, virkede Kathrine til at være det eneste hendes mor havde tilbage. Så kun det bedste var godt nok til hendes datter. Og så bekymret Kathrines mor var, var William ikke god nok til hendes datter. Hadet var gensidigt. Kathrines mors krav fik William til at undgå alle former for kontakt med hende så vidt muligt. Han hadede at skulle besøge hende denne underlige søndag; drikke af de små porcelænskopper; spise de præcist udskårede agurkesandwiches. Han hadede agurkesandwiches.
   Han blev nødt til at ringe til hende. Han havde intet valg. Der kunne være sket noget forfærdeligt med Kathrine. Han tog telefonen op og tastede nummeret fra telefonbogen. Som altid tog Kathrines mor altid telefonen efter cirka en time. Og som altid var det som om hun var blevet forstyrret i noget meget vigtigt.

"Hallo!"

"Hallo? Fru Thomsen? Hej, det er William."

Intet svar.

"Hallo, Fru Thomsen?" Det var som han ringede til Antarktis.

"Ja...Jeg er her."

"Jeg tænkte bare på om du har hørt fra Kathrine, hun kom ikke hjem igår aftes, jeg ved at hun sikkert er hos en ven, her efter arbejde, men jeg tænkte bare om hun måske havde snakket med dig. Jeg tror ikke hendes mobil duer."

Stilhed.

"Hallo, Fru Thomsen?" William syntes han kunne ane lidt hvisken.

"Nej, hun er ikke her, jeg kan ikke lige komme i tanke om hvor hun kan være... (stilhed) hun er sikkert ved en ven."

"Ja, hun er sikkert hos Louise, jeg skulle have ringet til hende." Igen stilhed. Han hadede det.

"Nå, jeg er ked af jeg forstyrrede dig. Så smutter jeg. Vi ses nok..."

"Vi ses," han hørte linjen gå død. Som samtalen med hendes mor forløb, var det ikke det værste han havde prøvet. Hendes ordforråd denne søndag morgen var ikke på sit højeste.

Jo mere han tænkte på det, Kathrines mors stille, ligegyldige maner var formentlig en indikation på at hun vidste noget som William ikke gjorde. At hun vidste at Kathrine havde det godt. Alligevel gav det ingen mening. Hvorfor så det ud som at William var den eneste der ikke havde en idé om hvad der foregik? Han kunne spore den samme attitude hos Louise. Men hvorfor kontaktede Kathrine ham ikke? Hun måtte vide hvor bekymret han var. Han troede i det mindste, at han kunne se Kathrine på arbejdet imorgen. Nej, det kunne han ikke. Han arbejdede der ikke længere. Han var arbejdsløs. Han havde mistet sit job. Og også hans kæreste, var pist væk. Hvad helvede skete der med hans liv.
   Han gik tilbage til vinduet. Han kunne se hele vejen fra syd henover floden og helt ud til udkanten af byen. Tæt på dominerede den sorte stille bygning skylinen. Til højre for den, reflekteredes den tidlige morgensol i videnskabscenterets glasfront. Det høje tynde vandtårn, der stod ved siden af, strakte sig op i den kolde og klare blå himmel. Synet af hans hjemby virkede altid så roligt, syntes han. Det at han kunne se lang væk, helt ud i uendeligheden. At han ikke var fanget fysisk, som han følte sig fanget mentalt.

Han havde brug for at tale med en. Men hvem? Med fortvivlelse indså han at der ikke var nogen han kunne ringe og sige hej til. Han kendte Peter fra kontoret, og Niels, men han kunne ikke rigtigt kalde dem nære venner. Der var Morten, hans fætter, men han havde ikke set ham i et stykke tid. Ja, i de perioder hvor han havde brug for en skulder, så det ud til at Kathrine var hans eneste ven han havde tilbage i byen og nu også hende, hun forsvandt for øjnene af ham. Han kunne selvfølgelig ringe til sin far. Bare ringe for at sige hej. Hvis han kunne tale med nogen var det hans far. Han gik tilbage til telefonen, satte hånden på røret, men gik tilbage til vinduet. Han blev nødt til at finde ud af noget først, før han kunne tale med nogen. Han tænkte tilbage, på hvordan han var endt i denne situation.

Williams familie boede nu I den nordlige del af landet. Der flyttede de til for hele ti år siden. Samme tid som William startede på kontoret. Før det havde Williams far arbejdet på havnen, men mistede jobbet da William var fjorten. Tiden efter var virkelig streng. Det eneste seriøse jobtilbud han fik i fire år, var i den nordlige del af landet. Det var en svær beslutning for hans far at tage. Enten at blive i fødebyen eller flytte hele familien langt nordpå. Men jobtilbudet var for godt til at han kunne afvise det. Så de flyttede.
   Men William blev. Hans fødeby var for ham verdens navle.. Han havde sluttet HH med gode resultater. Lige før hans far fik jobtilbudet, fik William en god chance for at arbejde på et kontor. Selvom det ikke lige var hvad han havde planlagt for fremtiden, så det ud som det var en god mulighed.
   Og endnu bedre, hr. Bang, kontorets direktør, var en god ven af familien. Han ville først starte som kontorassistent. Men hvem ved, sagde Hr. Bang. Han kunne ikke se hvad der skulle være I vejen for at William kunne blive direktør som ham en dag, med lidt hårdt arbejde. Han var en rigtig direktør; betydningsfuld, positiv, entusiastisk, ambitiøs...

Så da William havde valget mellem at blive I fødebyen, eller flytte nordpå med hans familie, besluttede han sig til at blive, det var en svær beslutning. Han var tæt på sin lillesøster, Clara, fem år var hun på det tidspunkt. Og han elskede sin mor og far. Men igen, hans fødeby var et og alt. Han elskede stedet for alle dets fejl. Og kontoret var en stor mulighed. Og som hr. Bang sagde, om et par års tid kunne han blive direktør. William havde ingen idé om han skulle blive eller flytte.
   Den faktor der fik ham til at træffe det endelige valg var hans onkel Erik. Onkel Erik var ejendomsmægler, han sagde at der var en ledig lejlighed på en vej, nær ved hans barndomshjem. William kunne bo der til en minimal husleje, siden 'William var familie'.
   William tog hen for at se på lejligheden, der lå på en bakke, han elskede den. Han elskede panoramaudsigten over hans fødeby. Spændningen over at have sit eget sted at bo. Han fortalte det først til sin lillesøster, og bagefter hans forældre. Han ville blive i sin fødeby. Så, efter et tårefyldt farvel, tog hans mor, far og lillesøster nordpå uden ham.
   I starten var det underligt at bo for sig selv. Han var overrasket over hvor ensom han følte sig. Selvom han havde venner på arbejdet. Og hans familie kom ned og besøgte ham i ny og næ, eller han tog nordpå for at besøge dem.
   Mere end alt, var han glad for at se sin far arbejde igen. Da han første gang besøgte sin familie efter de var flyttet, opdagede han forskellen med det samme. Hans far havde fået stoltheden tilbage. Han grinede igen. Fortalte vitser. Nøjagtigt som han kunne huske ham fra hans barndom.
   På dette tidspunkt gik alting altså godt for William. Han var glad for sit nye job på kontoret. Det var let. Han havde fået en masse venner. Hr. Bang virkede glad for hans arbejde. Et par år efter han var startet, begyndte en ny pige at arbejde der. Hun virkede genert og kejtet. I starten var det hårdt for hende, alle var efter hende, fordi det så ud som om hun ikke lavede andet end at mistænke folk. Det var kun William der kunne lide hende. Han kunne faktisk lide Kathrine med det samme. Han bestemte sig for at tage hende under sine vinger.
   Efter fyraften, prøvede han at lære hende bedre at kende. Det var meget svært. Hun var for genert, han kunne næsten ikke få et ord ud af hende. Alligevel syntes han at det virkede som om hun kunne lide ham ligeså meget som han kunne lide hende. Han tog chancen og inviterede hende ud. En søndag eftermiddag besøgte de kunstmuséet. Det varede ikke længe før de brugte hvert et sekund i hinandens selskab.

Williams forældre var glade for Kathrine. Sådan en seriøs, stille pige. Det eneste problem var Kathrines mor. Det første der indikerede problemer var da Kathrine insisterede på at han skulle tage en smoking på til det første møde med hendes mor. Mødet gik ikke så godt. Smokingen hjalp ikke. William følte at han blev forhørt. Hun blev ved med at spørge om hans 'udsigter for fremtiden'. Om hvordan han kunne 'tage vare' på hendes datter. Kathrine prøvede at hjælpe. Hun blev ved med at gentage at William kunne blive direktør en dag. Men til ingen verdens nytte. Kathrines mor havde truffet en beslutning. William var bare ikke god nok. William havde aldrig følt sig så rippet før.
   Stadigvæk, var der en bonus, på en måde gjorde moderens attitude at Kathrine elskede ham endnu mere. Faktisk gik der ikke lang tid efter det første møde før Kathrine flyttede ind hos William. Alligevel fik han indtryk af, at hun gjorde det ligeså meget for at irritere sin mor, som for at vise sin uafhængighed, og som for alt andet. William var lykkelig. Han kunne forestille sig moderens ansigt. Det tilfredsstillede ham, ingen tvivl. Udover det, vidste han at han ville spendere resten af sit liv med denne stille, smukke pige der havde indtaget hans hjerte.
   Så William, fandt i starten af tyverne sit liv. Han havde et relativt godt job med gode fremtidsudsigter. En kærlig, hengiven kæreste. En god lejlighed i centrum af byen. Han havde aldrig været mere lykkelig.
   I de næste fire år ændredes ingenting. Deres liv var rutine, men en rutine de begge elskede. William og Kathrine var hengivne overfor hinanden. De ville bruge alt deres tid sammen. De arbejdede sammen. De var kendt som kontorets turdelduer. Hver lørdag tog de ud og handlede. Søndag, besøgte de Kathrines mor, medmindre William kunne finde en gyldig undskyldning, ellers gik de ture, spiste frokost på en lille café eller besøgte en af muséerne.

I tre år levede de det samme liv. Nu var William seksogtyve. Kathrine var fireogtyve. Da William stod ved vinduet, måtte han indrømme, at de sidste par måneder var tingene begyndt at ændres. Kathrine var begyndt at bruge meget tid med sine egne venner. Mennesker som William åbenbart ikke skulle møde. William havde også bemærket at hun var begyndt at gå mere i byen. Hun synes også skuffet over William, af en eller anden grund. At William stadig var kontorassistent. Og nu er han ikke engang det mere. De havde endda haft et par skænderier. På et tidspunkt, truede Kathrine hele tiden med at forlade ham, midt om natten. Uden at give en grund.

Og så lige pludselig på kontoret, døde hr. Bang. Hjertestop. Det var et chok for alle. Men specielt for William. Hans chance for at få et bedre job fløj lige ud af vinduet. Værst af alt, Jørgen blev den nye direktør. Det var sikkert fra den første dag, at Jørgen ikke regnede William for andet end en ydmyg kontorassistent.

William kunne ikke undgå at se hvor meget Jørgen sværmede om Kathrine. Han gjorde endda Kathrine til hans personlige sekretær. Som om Jørgen manglede en personlig sekretær. William hadede ham mere og mere. Nu har Kathrine ikke været hjemme to nætter i træk. Nu har William mistet sit job. Nu ville han ikke blive direktør. Hvordan ville Kathrine tage nyhederne? Vidste hun det allerede? Hvad kunne Jørgen have fortalt hende?

Nu var det søndag morgen. Han kigger stadig på udsigten, han følger den bølgende pagaj langsomt flyde hele vejen ned igennem floden. Han kunne ikke se det fra vinduet, men han forestillede de små begejstrede der løber rundt på dækket, som han selv gjorde som barn. Forældrene sidder i baren og får deres første morgenøl. Den konstante lyd af de brummende og summende motorer. Havmågerne der cirkler rundt i håb om at få lidt mad. Hans tanker gled igen hen på Kathrine. Dette var virkelig seriøst. Han frygtede det værste. Måske var der en anden.