"Hvad skal jeg dog lave, når vejret er så gråt og kedeligt?", tænkte Mikala, som sad i vindueskarmen og kiggede ud mod det stormfulde og disede efterårsvejr. Her havde hun siddet fra morgen til aften, siden hendes onkel fortalte hende om ulykken, som gjorde hende så chokeret, at det stadig føltes uvirkeligt for hende.

Samtidig mente hun, at det var umenneskeligt og endda i en så stor grad, at hun prøvede at bilde sig ind, at de stadig var her. Hendes største ønske var at kunne omfavne sin far eller snakke med sin mor om, hvad hun lærte, sidst hun var til dans. Ønsket var så stort, at hun stadig forsøgte at tale til dem, selvom hun gang på gang endte med at blive irriteret over, at de aldrig svarede tilbage.

Desuden gjorde tavsheden hende så ked af det, at hun kunne begynde på at græde. Hver gang hun intet svar fik, mindede det hende om, hvor barskt livet kunne være. Samtidig formindskede det hendes håb om, at tragedien blot var et mareridt. I stedet gjorde det hende klar over, at hendes forældre havde sunget deres sidste sang, og hun godt kunne droppe den håbefulde tanke om at se dem igen.

"Jeg bliver nødt til at vågne op fra fantasilivet og komme videre", mumlede hun op til flere gange, så hun kunne overbevise sig selv om, at indbildning ikke var vejen frem. Den erkendelse fik hende til at fælde tårer, som kildede lidt, idet de trillede ned ad hendes kolde kinder. Derfor tørrede hun forsigtigt øjnene og forsøgte at huske tilbage på sidste gang, hun så dem ved deres fulde fem.

Hun kom hurtigt i tanke om, at det var, da de snakkede om troen på det overnaturlige. Desuden mindedes hun, hvor hemmelighedsfuld hendes far blev, idet hun fortalte, at hun ikke længere troede på fabeldyr som drager og varulve. Faktisk virkede han så hemmelighedsfuld, at Mikala havde fundet hans dagbøger frem, men desværre var de enten blanke eller mange år gamle.

"Hvad kan den hemmelighed mon gå ud på?", spekulerede hun og gik irriteret ned fra vindueskarmen for at finde den morgenmad, som hun i et par dage havde undladt at spise.

Idet hun kom ud i køkkenet og åbnede køleskabet, fik hun kun øje på en liter mælk og en pakke solgryn. "Hvad laver solgrynene i køleskabet?", spurgte hun sig selv og åbnede pakken for at mærke, hvor kolde de var. Heldigvis føltes de ikke lige så kølige, som hun frygtede, selvom de naturligvis var anelsen koldere end sædvanligt.

"Det skal nok gå an", tænkte hun og tog en tallerken frem fra skabet, som hun kunne hælde grynene op i. Herefter tog hun fat i mælken, som hun hældte udover. Dog stoppede hun hurtigt op, eftersom mælken kom ud i klumper.

"Åh, hvor klamt", udbrød hun og kiggede på udløbsdatoen, som viste, at mælken var flere måneder gammel. Derfor tømte hun omgående mælken ved vasken og smed kartonen i skraldespanden. Hun kiggede igen i køleskabet for at se, om der var mere mælk, men der var intet at komme efter.

"Øv, hvad skal jeg nu putte på min mad?", tænkte hun og tog en ske frem fra skuffen for at prikke forsigtigt til de uappetitlige solgryn. Først efter nogle minutter fik hun sig selv til at tage en lille skefuld af maden, som var så tør og kedelig, at hun havde lyst til at spytte det ud igen. Alligevel tvang hun den hæslige morgenmad i sig, da hun kunne høre sin mave rumle som aldrig før.

Efter hun havde taget den sidste skefuld, begyndte hun igen at tænke over, hvad hendes forældre holdt skjult for hende. "Kan det mon handle om dengang, vi hørte, at det spøgede på loftet", tænkte Mikala, selvom hun ikke kunne se, hvorfor det skulle have nogen sammenhæng.

Hun prøvede at tænke videre, men hun kunne ikke finde på, hvad hemmeligheden ellers skulle omhandle. "Jeg opgiver. Gid, de dog bare var her, så jeg kunne snakke med dem", tænkte hun, idet hun mindedes sit afskedsbesøg.

Desværre gjorde det hende hverken mere positiv eller afklaret. Tværtimod huskede hun tydeligt, hvor væmmeligt det var at skulle se sine forældre trække vejret for sidste gang. Følelsen af at være forsvarsløs og ude af stand til at hjælpe sine forældre fra døden var forfærdelig. Hun hadede sig selv for, at hun ikke havde forhindret det, selvom hun inderst inde vidste, at det hverken var hendes eller deres skyld.

Alligevel trøstede det hende lidt, at hun nåede at sige ordentligt farvel til dem. Hun vidste med sig selv, at det var et bedre valg end at undlade at se dem igen efter ulykken. Mikala var dog samtidig klar over, at det var hendes livs stærkeste familieforhold, hun mistede. Derfor lovede hun dem, at hun nok skulle klare sig og dermed vise dem, hvor gode de havde været til at tage sig af hende.

"Det er det bedste, jeg nogensinde har sagt", tænkte Mikala, der følte sig nødt til at holde sit ord. Dog vidste hun, at det ikke ville hjælpe at være alene for tiden, så hun skyndte sig at ringe til sin dansepartner, som hun havde kendt i næsten al den tid, hun kunne huske.

Idet Mikala ringede ham op, kunne hun høre hans telefonsvarer, hvilket frustrerede hende. Desperat prøvede hun at ringe til ham igen, men igen kunne hun blot høre, at han ikke havde tid til at tage telefonen, men hun meget gerne måtte indtale en besked.

Det gjorde hende kun endnu mere desperat, men alligevel ville hun ikke forstyrre ham mere, hvis han var optaget af noget vigtigt. I stedet lagde hun mobilen fra sig for at vente på at blive ringet op. Imens gik hun ind på Youtube for at afspille popmusik, som hun ofte gjorde, når hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle lave.

Heldigvis nåede hun kun at afspille enkelte sange, inden hendes telefon brummede. Hun tog den omgående og sagde: "hej Mikkel".

"Hej Mikala. Hvordan går det?", spurgte Mikkel med sin dybe, men optimistiske stemme.

Det går ikke så godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Faktisk har jeg det rigtig skidt, men jeg vil hellere snakke med dig ansigt til ansigt frem for over telefonen. Derfor vil jeg spørge dig, om du har nogen mulighed for at komme forbi i dag?", snøftede Mikala.

"Joh, jeg havde nu tænkt mig at tage til springgymnastik, men hvis det er meget vigtigt, må jeg bare melde fra i dag", svarede Mikkel for at give udtryk for, at han prioriterede hende højere end springgymnastik, som ellers var den hobby, han gik mest op i.

"Det er rimelig vigtigt, så jeg vil blive virkelig glad, hvis du kommer. Jeg har nemlig brug for din hjælp", fortalte hun for at tydeliggøre, hvor vigtigt det ville være for hende.

"Ok. Jeg kommer hurtigst muligt", svarede han, eftersom han sagtens kunne fornemme, at Mikala havde brug for hjælp.

"Tak Mikkel. Du er bare den bedste. Vi ses om lidt", sagde Mikala, som allerede følte
   sig en anelse mere optimistisk end i sidste uge, hvor hun var ved at sulte sig selv.

"Vi ses", afsluttede Mikkel med at sige beroligende.

Mikala lagde telefonen fra sig, så hun kunne få taget sig sammen til at fjerne det værste roderi i huset. Desværre virkede det meget uoverskueligt, da hun både kunne se bøger og tøj på gulvene samt spindelvæv i hjørnerne.

"Øv, hvor er det dog hårdt at skulle klare sig selv", klynkede Mikala, der på trods af de negative tanker tog sig selv i nakken og begyndte på rengøringen, hvilket ikke var lige så besværligt, som hun frygtede. Tværtimod oplevede hun det som mere afstressende end at sidde i vindueskarmen og have ondt af sig selv.

Desuden viste uret i værelset, at tiden gik hurtigere, end hun troede. De sidste mange dage føltes ellers som en evighed, men imens hun var beskæftiget, fløj tiden af sted. Dog mente hun ikke, at det udelukkende var godt, da det forøgede hendes bekymring om ikke at kunne nå at blive færdig.

Først stressede bekymringen hende, men eftersom hun mente, at hun var stresset nok i forvejen, valgte hun at tage det roligt. Derfor sagde hun til sig selv: "Hvis bare stuen og værelset er pænt, må det være fint i første omgang".

Dog var selv den opgave stressende, så hun gav sig ikke tid til at slappe af. Tværtimod skruede hun en anelse op for tempoet, og inden længe var stuen pæn og nydelig. Det fik Mikala til at ånde lettet op og skynde sig ind på værelset. Her var der næsten pænt i forvejen; gulvet var ryddet og sengen var redt. Kun skrivebordet var rodet med tomme chipsposer og sodavandsflasker.

Alligevel ville hun stadig ikke give sig god tid, da hun mente, at Mikkel kunne være der når som helst. Derimod prøvede hun at spare tid ved at putte de tomme flasker i chipsposerne, hvilket heldigvis lykkedes for hende. Faktisk gik det så godt, at det tog hende under ti minutter, og dermed nåede hun at blive færdig, i samme øjeblik som det ringede på døren.

"Puha, det var heldigt, at han først kommer nu", tænkte Mikala, som skyndte sig at komme ud i bryggerset for at lukke ham ind, men til hendes store forskrækkelse kunne hun se en ulvelignende skikkelse gennem glasdøren. Det syn gjorde hende så bange, at hun næsten følte sig nødt til at ringe efter hjælp. Dog ville hun først sikre sig, at det ikke var et mareridt, så hun lukkede øjnene for at knibe sig selv i armen. Straks efter åbnede hun øjnene og opdagede, at ulven var forsvundet til fordel for Mikkels dejlige ansigt. Derfor droppede hun at ringe efter hjælp og skyndte sig i stedet for at åbne døren, så hun kunne give ham en stor krammer.

"Hvor er det dejligt at se, at du ikke helt har mistet dit gode humør. Men hvad var det, der havde gjort dig ked af det?", spurgte Mikkel og klappede hende blidt på skulderen.

Mikala blev stille, da hun kunne mærke, at følelsen af at være fortvivlet og trist dukkede op igen. Alligevel samlede hun mod til sig og fik fremstammet, at hun havde mistet sin far og mor på grund af en bilulykke.

"Er det rigtigt? Ej, det gør mig virkelig ondt at høre. Men heldigvis kan jeg fortælle dig, at du kan komme til at møde dem igen", sagde Mikkel, der gav hende en ekstra krammer for at virke forstående, men også optimistisk, eftersom han hellere ville hjælpe hende til at komme videre i livet frem for at være med til at følge hende helt ned i kulkælderen.

"Nå, hvordan det?", spurgte hun forundret.

"Jo, ser du. Der er et univers langt mod nord, som kaldes Overraskelsernes Land. Men der er mange, som endnu ikke har haft evnerne til at kunne se lyset for enden af regnbuen", fortalte Mikkel belærende.

"Hvad er det for noget sludder, du kommer med, Mikkel?", spurgte Mikala, der fik øje på Mikkels store dragetatovering, som han bar på sin muskuløse overarm.

"Det er ikke noget sludder, og jeg ved, at det vil løse alle dine problemer. Hvorfor tror du ellers, at man kalder det Overraskelsernes Land?", svarede Mikkel, som lød overvældet - især, da han udtalte landets navn.

"Undskyld, men har du drukket?", spurgte Mikala og kiggede undrende på ham, da hun ikke forstod en meter af, hvorfor han kom med sådan en gang vås.

"Ja, det har jeg faktisk. Jeg har nemlig drukket mjød af Klamyratras hjerteformede krystalglas", svarede Mikkel, hvis øjne blev meget klare af ren stolthed over at kunne sige dette.

"Stop, stop, stop. Jeg forstår ikke, hvad du mener. Men jeg ved, at det overnaturlige ikke findes, og det bliver du nødt til at forstå. Der er nemlig en grund til, at man kalder det for det overnaturlige", sagde Mikala, der tog sig til hovedet, da hun nægtede at tro på Mikkels fantasihistorier.

"Det kan du have ret i. Men den eneste grund til, at det ord eksisterer, skyldes folks uvidenhed. Intet er overnaturligt, med mindre man selv vælger at gøre det til det. Desuden er dine forældre også i Overraskelsernes Land", forklarede Mikkel, som nikkede bekræftende for at få hende til at forstå, hvor vigtigt det var, at hun stolede på ham.

"Hvor ved du det fra?", spurgte Mikala og så skeptisk på ham.

"Alle døde vam ... øh, mennesker bliver hentet af de dansende elverpiger, som tager dem med til Klamyratras hus, hvor de fester fra morgen til aften", fortalte Mikkel og kiggede hende i øjnene for bedre at kunne vurdere, hvordan hun ville tage imod oplysningen.

"Okay, okay. Hvor ligger så det her Overraskelsernes Land, som du kalder det?", spurgte Mikala for at fantasere med, eftersom hendes største ønske var at se sine forældre igen.

"For enden af den regnbue, som ligger skjult bag bjerge, søer og skove. Men jeg vil kunne vise dig vejen derhen", fortalte Mikkel, der prøvede at virke så overbevisende som muligt.

"Hm. Det lyder for så vidt spændende. Derfor vil jeg gerne overveje at rejse af sted for at finde dette fantasiland, hvis du til gengæld vil støtte og hjælpe mig, så længe jeg har behov for det. Er det en aftale?", spurgte Mikala, som valgte at se det som en mulig vind-vind-situation.

"Top. Det er en aftale. Jeg har længe haft lyst til at vise dig Overraskelsernes Land", svarede Mikkel med et stort og bredt smil, da han var glad for at have overtalt hende.

"Dejligt, at vi er enige. Men det er ved at blive koldt, så skal vi ikke hellere snakke videre inde i varmen?", spurgte Mikala, som lod sin højre arm vise vejen ind.

"Jo, selvfølgelig", svarede Mikkel og gik ind i bryggerset for at smide sin mørkeblå vinterjakke og sine regnbuefarvede Nike-sko.

"Det er sgu nogle fede sko, du har fået dig", komplimenterede Mikala, der længe havde beundret Mikkels tøjstil.

"Tusind tak", sagde Mikkel, som ligeledes komplimenterede Mikalas rosenrøde kjole.

Mikala smilede kærligt og lod Mikkel komme først ind i stuen. Han fik straks øje på filmhylden, hvor der stod hundredvis af film. Mikkel opdagede hurtigt, at de var opdelt efter filmgenre. Derfor tog det ham ikke lang tid at finde Percy Jackson og uhyrernes hav, som han havde haft lyst til at se, siden han så den første film af serien.

"Er du frisk på at se filmen?", spurgte Mikkel og tog filmen ned fra hylden.

"Jah, det kan vi da godt. Det er jo en smaddergod film", svarede Mikala, som straks tændte fjernsynet og satte filmen i dvd-afspilleren.

Imens satte Mikkel sig til rette, så han kunne være klar til filmaftenen, som inden længe var begyndt. Dog måtte der først bruges tid på reklamer, hvilket irriterede dem så meget, at de brokkede sig, indtil de kunne genkende Percy Jackson og hans søskende.

"Yes, endelig begynder filmen", udbrød Mikkel og lod sig falde tilbage i lænestolen.

Mikala svarede ikke, men nøjedes med at nikke. Desuden kunne hun se på Mikkel, at han alligevel var så opslugt af filmen, at han sandsynligvis ikke ville kunne høre, hvad hun sagde.

Som tiden gik, kunne Mikala bedre og bedre fornemme, hvor lidt hun havde sovet på det sidste. Alligevel ville hun ikke lægge sig til at sove, da hun var i hyggeligt selskab. Derfor forsøgte hun at holde sig vågen, så længe hun kunne. Desværre varede det kun ti minutter, inden filmen blev afbrudt af, at Mikkel kunne høre en højlydt snorken.

Først troede han, at lyden kom fra fjernsynet, selvom ingen i filmen sov. "Synes du ikke, at det er mærkeligt, at de snorker uden at sove?", spurgte Mikkel og kiggede over mod Mikala, som var havnet i drømmeland.

"Nu forstår jeg det bedre", mumlede han. Desuden lagde han mærke til, at hun hverken havde dyne eller tæppe over sig. Derfor slukkede han for filmen og hentede hendes varme dyne.

"Sådan. Nu fryser du ikke længere", hviskede Mikkel og lagde dynen over hende.

Herefter lagde han sin mobil til opladning og smed sig i sofaen.