... kan hun se en mørk skikkelse komme gående i retning mod hende. Det forskrækker hende, og hun kan mærke, at hendes hjerte begynder at slå hurtigere og hurtigere. Alligevel samler Pernille mod til sig og går videre hen mod tårnet for at vente på det, hun kom for. Hun stopper først op, idet hun kan høre en lyd oppe fra tårnet. Lyden er lige så høj og klingende som kirkeklokker, der ringer. Faktisk minder lyden så meget om kirkeklokkers ringen, at hun bliver i tvivl, om det er et tårn eller en kirke, hun befinder sig ved.
Pernille tager sin lighter op af lommen, så hun kan afgøre, hvad det er for en bygning. Den blafrende flamme fra lighteren får hende til at opdage en stor sten, som ved første øjekast ser ganske almindelig og kedelig ud. Alligevel vil hun være helt sikker i sin sag. Derfor slæber hun sig med små skridt over til stenen. I det samme som hun når over til stenen, får hun øje på nogle små, rødfarvede tegn, der ser ud til at være nymalede. Faktisk er tegnene så nymalede, at malingens konsistens stadig er flydende. Derfor er skriften så utydelig, at hun bliver nødt til at sætte sig på hug for at tyde den. Idet hun får sat sig, ser hun, at der øverst på stenen står 1995-2013. Længere nede står et navn, som hun skal til at læse, netop som hun kan mærke en beskidt og blodig hånd på sin højre skulder.
Hun vender sig tilbage og skriger en sortkappeklædt herre ind i hovedet. Hendes krop ryster, og hjertet slår endnu hurtigere end før. Den kappeklædte herre tager hende hårdt om maven, som om han prøver at hive luften ud af hende. Hun kan mærke, at det langsomt får hendes angst til at forandre sig til tomhed og bekymring. Disse følelser får hende til at tænke på sin humørsvingende klassekammerat Martin.
Selvom det er et halvt årti siden, har hun stadig ikke glemt ham, eftersom han har gjort et ikke nødvendigvis godt, men i hvert fald særligt indtryk på hende. Indtrykket er faktisk så særligt, at hun stadig kan se ham for sig. Hun kan både forestille sig Martins korte, lyseblonde hår og ansigtet, hvor der var så mange bumser, at det som regel var det første, man lagde mærke til - ellers skulle det da lige være hans flotte, lyseblå øjne. Hans hudfarve var lys, og påklædningen var som oftest en mørkelilla hættetrøje, mørkeblå hængerøvsbukser og en sort T-shirt, hvor der stod: Den, der ler sidst, ler bedst.
Hun har altid undret sig over, hvorfor Martin iførte sig en T-shirt, hvor den tekst var påtrykt. Ifølge hende levede han alligevel ikke sit liv efter det budskab. Tværtimod kan hun huske, at der opstod en episode i 7. klasse, hvor han selv endte med at blive leet af.
Denne episode foregik i et af frikvartererne, hvor de var alene i klassen for at udføre deres duksetjans. Denne duksetjans irriterede Martin meget, fordi det hindrede ham i at komme ud i det varme og solskinsstrålende sommervejr. Faktisk irriterede det ham så meget, at han brokkede sig mere, end han gjorde rent. Derfor begyndte Pernille at blive mere og mere træt af ham. Til sidst blev hun så irriteret, at hun spurgte ham, om han ikke ville holde kæft?
"Nej, jeg vil sgu ej!", bandede Martin, som ikke var i humør til at få stillet det spørgsmål.
"Hvis ikke du holder op med at have ondt af dig selv, går jeg! Er det forstået?", spurgte Pernille, som ikke havde lyst til at skændes.
"Du skal ikke være så næsvis, Pernille! Det vil ende galt", svarede Martin, der var ved at blive irriteret over hendes kække spørgsmål.
"Det vil ende mere galt, hvis man bliver ved med at kaste med sten, når man selv bor i glashus!", sagde Pernille bestemt og satte kosten på plads, så hun kunne komme udenfor og snakke med sine gode veninder fra klassen i stedet for at skændes med Martin.
"Hvis du efterlader mig, så jeg får hele ansvaret for at gøre klassen ren, vil du få det betalt!", lød det truende fra Martin, som blev så frustreret, at det tydeligt kunne ses på hans kropsudtryk.
Alligevel ignorerede Pernille ham. Idet hun skulle til at smække døren til klasseværelset i, bremsede Martin hende ved at løbe hen og lukke døren.
"Vil du godt give slip?", lød det meget bestemt fra Pernille, som kiggede stirrende på ham.
"Om jeg vil give slip? Det skal jeg vise dig, om jeg vil!", sagde Martin truende, der fortsat holdt døren lukket.
"Du skal ikke true mig! Er det forstået, Karl Smart?", spurgte Pernille, som prøvede at virke endnu mere bestemt.
"Jeg vil sgu gøre, hvad det passer mig!", svarede Martin, der begyndte at slå og sparke ud efter hende, mens de første tårer gled ned ad hans rødmossede kind.
"Stop!", lød det fortvivlet fra Pernille, som blev skræmt over, at Martin ville gøre hende ondt.
"Hvad er det, jeg skal stoppe? Kan du sige mig det?", svarede Martin flabet, som blot blev voldsommere.
Pernille følte sig mere og mere magtesløs, men til hendes held kom læreren tilbage til klassen for at forberede næste times undervisning. Idet læreren åbnede døren, troede han ikke sine egne øjne. Han blev meget vred på Martin, som han tog hårdt fat i for at følge ham direkte hen til skoleinspektørens kontor.
Efter læreren havde fulgt Martin hen på kontoret, og alle sad omkring det runde træbord, spurgte inspektøren om, hvad pokker der var foregået, siden Pernille skulle udsættes for vold?
"Frikvarteret startede ud med, at vi var alene i klassen, fordi vi var dukse. Det irriterede mig grænseløst, at jeg skulle gøre rent i stedet for at komme ud i det dejlige sommervejr", svarede Martin med en indre frygt om, hvilken straf han ville få.
"Jah? Hvordan håndterede du så denne irritation?", spurgte inspektøren, der ikke kunne forstå, hvordan en duksetjans kunne føre til vold.
"Jeg brokkede mig som en gal. Det må åbenbart have irriteret Pernille, siden hun sagde, at hun ikke ville høre på mig", lød det fra Martin, som virkede meget bekymringsfuld, i og med at han kiggede ned i bordet.
"Hvordan reagerede du, da Pernille sagde det?", lød det spørgende fra inspektøren, der virkede upåvirket, selvom Martin så ud til at være ved siden af sig selv.
"Det gjorde mig kun endnu mere irriteret og gal, men jeg prøvede at kontrollere mit temperament", svarede Martin, hvis største ønske var, at han havde undgået voldshandlingen.
"Hvorfor endte du så alligevel med at blive voldelig?", spurgte inspektøren, som kiggede ham alvorligt i øjnene.
"Fordi hun ville efterlade mig alene i klassen. Jeg prøvede at standse hende ved at spærre døren, i håb om at vi så kunne løse problemet igen. Desværre virkede hun ikke specielt medgørlig. Tværtimod begyndte hun at stirre på mig, som om jeg havde gjort noget forkert. Det gjorde mig så usikker, at jeg ikke kunne klare det længere, fordi jeg jo i forvejen var frustreret", fortalte Martin ærligt, selvom han var klar over, hvilken konsekvens det sandsynligvis ville føre med sig.
"Du ved aldeles godt, at vold og overgreb fører til bortvisning, og der er ingen undtagelser - heller ikke for dig!", forklarede inspektøren tydeligt, så Martin kunne forstå alvoren ved sin handling.
Den kommentar syntes Martin var hård at modtage. Derfor prøvede han at beskylde Pernille for at have slået ham først, men det gjorde kun inspektøren mere irriteret. Af den grund tog hun ham straks i hætten for at smide ham ud af skolen for sidste gang. Med hævngerrige tanker måtte han derfor vandre hjemad og til Pernilles ærgrelse, så hun ham aldrig igen.
"Gid, den dumme episode aldrig var sket, så Martin ikke blev bortvist", mumler hun, idet fuglekviden får hende til at vågne op fra dagdrømmen.
"Ha, siger du det, Pernille? Det var sgu da din og kun din skyld, at den såkaldt dumme episode opstod!", svarer den kappeklædte herre med en iskold og hånende stemmeføring, som forskrækker Pernille, fordi hun tydeligt kan genkende stemmen.
Dig? Hvad laver du her?", spørger Pernille, som bliver overrasket, men også chokeret.
"Jeg ville egentlig have spurgt dig om det samme. Det er bare ikke lige så sjovt, når man nu ved det", svarer Martin med en flabet attitude og putter hånden i en af de påsyede kappelommer.
"Hvad mener du? Hvorfra skulle du vide, hvad jeg laver her?", spørger Pernille forvirret.
"Åh, ja. Hvordan kan det mon være? Jeg skal lige tænke mig om", svarer Martin fortsat flabet og fortsætter ligeledes med at sige: "Jo, nu mindes jeg det. Jeg sendte dig jo en sms fra vores fællesvenindes telefon".
"Hvordan har du fået fat i Malenes telefon?", lyder det bestemt, men fortvivlet fra Pernille.
"Vend dig om, og du vil få svaret, lille skat!", siger Martin nedladende.
Pernille vender sig for at kigge nøjere på gravstenen. Til hendes store chok står der: 1995-2013 - Malene Nielsen.
"Jah, det er trist, at man må dø i en så ung alder, bare fordi man ikke kan lade være med at blande sig i andres frikvartersdiskussioner", lyder det dystert fra Martin.
"Hvordan kan sådan en lille detalje få dig til at slå din egen veninde ihjel? Er du syg i hovedet, eller hvad fanden er der gået galt?", bryder det ud af en meget trist Pernille, som mærker en stor tomhed og fortvivlelse over at se Malenes gravsten.
"Detalje? Jeg blev bortvist. Ja, jeg kom endda på lukket institution, fordi den bindegale inspektør meldte mig for vold til de offentlige myndigheder", svarer Martin højlydt til Pernilles dumtstillede spørgsmål.
"Hvad har det med Malene at gøre?", spørger Pernille, der bliver sorgfuld og utrøstelig.
"Det var Malene, der var skyld i, at jeg blev anmeldt. Hun havde nemlig filmet det hele fra et af vinduerne", svarer Martin oprevet.
"Hvor ved du det fra?", bryder det ud fra en undrende Pernille, som bliver så påvirket, at hun lader tårerne få frit løb.
"Nu har jeg jo selv været til privatfest med hende for nylig. Mod slutningen af festen havde hun fået drukket sig så stangvissen, at hun i sin brandert kom til at fortælle det", forklarer Martin, som begynder at hidse sig op over den belurende møgtøs.
"Du kunne sgu da også bare have ladt være med at blive så voldelig over sådan en lille ting, din morderiske galning!", lyder det vredt fra Pernille, som ikke længere vil virke empatisk.
"Du kunne også bare have ladt være med at svare mig igen, så der aldrig var sket noget! Faktisk prøvede jeg at undgå at blive voldsmand, men det var svært, når sådan en møgkælling fremprovokerer ondskaben selv!", svarer Martin, der tager en blodig dolk op af lommen, eftersom han ikke vil spilde mere tid på at diskutere.
Inden Pernille når at svare, stivner hun af skræk. Med nød og næppe får hun samlet mod til sig for at råbe om hjælp, selvom hun ved, at ingen vil kunne høre hende. Derfor går det efterhånden op for hende, hvorfor omstændighederne er, som de er. Dermed indser hun også, at en sølle sms-besked har lokket hende lige i Martins fælde.
Den erkendelse får hende til at føle sig virkelig dum, men alligevel har hun ikke tænkt sig at lade det være hendes sidste aften. Derfor forsøger hun at løbe væk, men falder i det samme over en sten og ender forsvarsløs på jorden. Idet hun er ved at rejse sig igen, ser hun, at Martin tager dolken over hovedet, imens han siger: "Den, der ler sidst, ler bedst".
Som den sidste udvej prøver Pernille at forsvare sig ved at slå ud efter ham, men inden hun rammer ham, har Martin stukket dolken helt ind i hendes hjerte. "Jeg stolede på dig!", får hun fremstammet, mens hun langsomt falder ned mod den hårde jord, og lyset fra hendes klare øjne går ud.
"Yes, endelig slap verden af med den bitch", siger Martin tilfredsstillende og tager den blodige dolk op i hånden for derefter at fjerne liget. I det samme som han skal til at skjule liget under jorden, hører han stemmer inde fra skoven. Derfor løber han i stedet omgående hjem for ikke at blive opdaget på gerningsstedet.
Straks efter han er kommet hjem, lægger han sig i sofaen for at hvile sig. Imens han prøver at slappe af, kommer han til at gennemtænke alle sine oplevelser med Pernille. Disse tanker plager ham, fordi han ikke kun kommer i tanke om de uheldige episoder, men også de stunder, hvor de har hjulpet og støttet hinanden gennem den daglige tilværelse. Eftersom tankerne plager ham mere, end de gør ham glad, beslutter han sig for at negligere dem ved at læse. Derfor rækker han sin hånd ud for at tage en tilfældig bog ned fra bogreolen. Denne bog viser sig at være en digtsamling, i og med at der på første side står et rim, som han læser højt. Det hjælper dog ikke på hans plagende tanker, eftersom der står:

Kvinder der bløde
af at pines til døde
vil atter genopstå
og morderen vil forgå