Atter var det blevet morgen, idet Mikala blev vækket af en skingrende høj lyd. "Åh, hvem er det dog, der ringer på dørklokken?", mumlede Mikala og kiggede over mod Mikkel, der stadig lå og snorkboblede i sofaen.

Da hun ikke forstod, hvordan Mikkel kunne sove i den larm, rystede Mikala på hovedet og rejste sig op for at se, hvem der stod udenfor og ringede for fuldt drøn. Idet hun åbnede døren, opdagede hun, at det var en ung og veltrænet mand med nøddebrunt hår, der tydeligvis var dækket helt ind i hårvoks. Desuden var denne høje, bredskuldrede gut iført politiuniform, hvilket ikke kom helt bag på Mikala.

"Må jeg få Deres tilladelse til at komme indenfor?", spurgte betjenten med sin dybe, men fredelige stemme.

"Jah, det må du da", tøvede Mikala og viste betjenten ind i huset.

"Hvad sker der her?", lød det fra en forvirret Mikkel, der vågnede, idet han så politimanden.

Politibetjenten kiggede over mod Mikkel og forklarede, at han ville undersøge, om bilulykken i virkeligheden var en ulykke. Han lod igen blikket vende sig mod Mikala, der ikke så helt tilpas ud.

"Hvad er det så, du gerne vil vide?", snøftede Mikala.

"Jo, Jeg er blevet sendt ud for at spørge dig, om du har nogen mistanke til, at de blev myrdet?", svarede betjenten, der ellers godt kunne fornemme, at det var et hårdt spørgsmål. Han havde mest af alt lyst til at give hende en krammer, men nøjedes med at række hende køkkenrullen, så hun kunne tørre øjnene.

"Mine forældre har altid været venlige og imødekommende, men også lidt specielle og alternative på mange måder. Men jeg har aldrig kunnet forestille mig, at nogen ville myrde dem".

"Er du sikker på det? Vi ved jo alle, hvor velhavende og succesfulde de var. Og vi i politiet har erfaret, at det er et typisk motiv for mordere. Derfor bliver jeg nødt til at bede dig om at tænke nøjere over, om der er nogen, du kan have mistro til".

"Jeg ... jeg ved det ikke. Men jeg har stadig svært ved at forestille mig, at nogen kunne finde på at slå mine forældre ihjel", gentog Mikala.

"Var det ikke godt nok for nu?", afbrød Mikkel, der stod og aede hende på ryggen, eftersom han blev meget påvirket over at se sin bedste ven blive så ked af det.

"Jo, lad os sige det. I må undskylde, at jeg blev nødt til at spørge ind til det, men det er jo altså mit job", lød det fra politimanden, som ønskede dem begge en god dag.

Efter betjenten havde fået sit overtøj på, og døren var lukket i, blev der kortvarigt stille. Først efter at have kigget på hinanden med et blik i øjet i op til flere minutter, spurgte Mikkel, om hun havde lyst til at tage nordpå mod Overraskelsernes Land, eller om hun lige skulle komme sig?

"Jeg er stadig i tvivl, om jeg skal tro på, at der eksisterer et fantasiland. Det er jo ikke et Harry Potter-univers, vi lever i. Dog har jeg oplevet mindst lige så mærkværdige ting i løbet af de sidste par dage. Derfor føler jeg efterhånden, at jeg alligevel er mig selv mest tro ved at give dig chancen for at bevise, at virkeligheden ikke altid er, som man tror, den er", svarede Mikala for at vise sin tiltro til sin bedste ven.

"Yes, jeg ved, du vil komme til at blive glad for dit valg om at tage derop. Du vil komme til at elske de flotte blomster, der har dufte lige fra kokos til pebermynte. Desuden er der solskinsstrålende sommervejr og fugtigt græs, som hver dag vil minde dig om, at livet godt kan være en dans på græsstrå", fortalte Mikkel på en så oprigtig måde, at Mikala slet ikke var i tvivl om, at han selv mente det.

"Man plejer altså at sige en dans på roser, men en dans på græsstrå lyder også til at være et godt stikord til et fantastisk univers. Jeg håber bare, at det ikke kun er fantasi. Der er nemlig mange, som kunne have behov for sådan et land. Derfor vil jeg føle mig heldigere end nogensinde, hvis jeg som en af de få kan tage med til Overraskelsernes Land", sagde Mikala, som begyndte at blive mere og mere misundelig på Mikkels fantastiske oplevelser.

Mikkel smilede og gav hende en krammer for at vise, at hun nok skulle få det bedre.

"Hvor er det godt, at jeg har dig", komplimenterede Mikala, der følte glæde over at få taget hånd om sig.

"Åh, hvor er du sød", takkede Mikkel, idet han gav hende et kys på kinden.

Mikala kiggede genert ned mod det varme egetræsgulv. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller tænke. Hendes hjerte hamrede efter at vise, hvor glad hun var for ham, men samtidig vidste hun, at det ikke kunne lade sig gøre - i hvert fald ikke lige nu og her. I stedet rettede hun igen sit blik mod Mikkel for at spørge, om de ikke hellere måtte komme af sted inden solnedgang.

"Jo, det bliver vi nok nødt til", svarede Mikkel, der langsomt gav slip på Mikala.

"Nå, jamen så lad os pakke", sagde Mikala, som spekulerede over, om hun havde sagt det rigtige, eller om hun burde have ladet kærligheden vinde.

Mikkel kiggede undrende på hende, selvom det jo gav sig selv. Han vidste, at Mikala aldrig havde været i Overraskelsernes Land, og dermed kunne hun heller ikke vide, at man ikke behøver at pakke, eftersom alt vil forsvinde under rejsen fra de to verdener.

"Du behøver altså ikke at pakke", forklarede Mikkel, der skulle til at uddybe, idet han blev afbrudt af Mikala.

"Jamen, hvad skal jeg så have på? Og hvad med cremer og dufte?

"Det vil være spild af tid at pakke, fordi alt, hvad du pakker, vil alligevel forsvinde undervejs. Man kan ikke have ting fra denne her verden med sig til Overraskelsernes Land".

Mikala kiggede undrende på ham og vendte sig for alligevel at tage et par kjoler og nederdele med.

"Du må selv bestemme, hvad du vil have med. Men du kommer selv til at bære tøjet, hvis du ikke vil lytte", kommenterede Mikkel så bestemt, som han kunne.

"Så må jeg jo gøre det. Jeg kan jo ikke rende nøgen rundt", svarede Mikala, der så på Mikkel, som om han lige var faldet ned fra månen.

Mikkel smilede skævt og lod fortsat Mikala pakke, hvad hun ville. Imens tog han sin mobil ud af opladeren og fandt sit overtøj frem igen. Efter han havde fået lynet sin jakke, kom Mikala igen ud fra værelset. Under armen slæbte hun på den største rejsekuffert, Mikkel nogensinde havde set.

"Nå, skal vi se at komme af sted?", spurgte Mikala.

"Ja, det må vi hellere. Vi bliver jo nødt til at komme af sted, så længe vi kan se, hvor vi går", svarede Mikkel, idet han åbnede døren for at følges med Mikala til Overraskelsernes Land.