De gik hånd i hånd gennem Paris gader. Hver gang de kom til en forhindring imellem dem løftede han hendes hånd op og over, så de ikke behøvede at give slip. Det føltes godt og trygt. Han lod hende ikke i stikken midt i den kæmpestore by og hun følte sig varm og elsket. De havde gået sådan i flere dage nu. De havde set så utroligt meget og bare nydt det. Det var første gang i mange år at hun var i udlandet og hun sugede alle indtryk til sig i fulde drag.
Han var vant til at rejse meget, men her havde ingen af dem været før.
Hun så kærligt på ham. Alt var gået så hurtigt i deres forhold og hun havde nogen gange lidt svært ved at følge med ham. Hendes natur var mere reserveret og han virkede til at kende hele verden. Det gjaldt desværre også alle kvinder i verden, men hun var jo faldet for hans udadvendthed, sikkert fordi der var noget hun kunne lære af den.
De havde mødtes til en firmafest. Hun havde observeret ham på afstand i et stykke tid. Hun var interesseret i at lære ham bedre at kende, men han var svær at komme i nærheden af. Han var ikke reserveret, nej han gik rundt og hyggesnakkede med de andre gæster. Han udvekslede håndtryk med flere af dem han talte med. Det virkede lidt gammeldags, men han var jo også kendt for at være lidt "aristokratisk". Hver gang han skulle lige til at gå ned ad trappen fra området ved toiletterne, gik han tilbage igen ud på toilettet, eller mødte en ny at trykke hænder med. De samtaler de havde deroppe virkede lidt upersonlige, men hun havde været alt for optaget af at tjekke ham ud og tænke over om han var noget for hende, til at undre sig. Han opførte sig jo altid som om han kendte alt og alle, ligegyldigt hvor han kom.
Jacob var altid et stort smil. Sådan en flink fyr. Alle kollegerne var betaget af hans personlighed, for han kunne altid kontrollere sin irritation, selv når visse kunder var direkte modbydelige. Han var også så fantastisk effektiv. Han drønede rundt som en maratonløber og virkede aldrig til at blive rigtig træt. De yngre ansatte løb han let fra og de så op til ham. Det kom frem at han i sin fritid deltog i et omfattende frivilligt arbejde, hvor han var leder for en stor gruppe. Det var han meget beundret for. Sikke en energi han havde. Når han talte lød han som om han kom fra Kongefamilien. Hans familie var alle meget veluddannede og velformulerede. Dette gav ham en ekstra troværdighed, fordi man ubevidst stolede på hans ord, på samme måde som med nyhedsoplæseren i Tv.
Selvom Anna havde et udadvendt job var hun et meget privat menneske. Hun elskede dybe samtaler med mening i og small talk var bare noget hun havde tillært sig, for at kunne udføre sit arbejde. Følelsen hun stod tilbage med efter overfladiske samtaler var lidt tom og upersonlig.
Hun havde begået den fejl at have et forhold til sin bedste ven, før hun mødte Jacob. Antonio var altid med til familiefesterne og hun havde den der vidunderlige følelse af bare at kunne være fuldstændigt sig selv, sammen med ham. Anne elskede at være i hans selskab. Han var som den storebror hun aldrig havde haft og han gav hende selvtillid. Nogen gange for meget selvtillid, for hun blev lidt oprørsk af hans påvirkning. Men så skete det! Til en dum fest, hvor de begge var blevet fulde. De blev de enige om at de da sagtens kunne være hinandens elskere, så længe de begge var single. Det fungerede perfekt, lige indtil hun blev forelsket i ham. Det lykkedes hende at spille skuespil ret længe, men en dag gik det ikke længere og hun kom til at indrømme det. Det var så slutningen på det venskab. Hun havde savnet ham frygteligt i starten.
Der var gået et år inden hun havde lært Jacob at kende, så alt burde være godt. Det var det også indtil den tidligere elsker hørte rygtet. Siden da havde Antonio lagt mange kræfter i at få hende tilbage. Han ringede næsten hver dag for at spørge om hun havde det godt og for at tjekke om Jacob behandlede hende ordentligt, som han sagde. Bare den mindste sprække der kom i forholdet opdagede han. En dag havde Jacob sagt til Anna, at han ikke var sikker på at de skulle blive gamle sammen. Det havde såret hende dybt! Så var han gået efter morgenbrød og straks ringede Antonio. Det var som om han kunne læse hendes tanker og han fik lokket hele historien ud af hende. Han ville komme og hente hende øjeblikkeligt, for han kunne ikke holde ud at hun var ked af det. Hun fik dog overtalt ham til at blive hjemme.
Forholdet til Jacob var efterhånden blevet meget tættere. Anna havde mødt hans familie og hans nærmeste venner. De havde taget godt imod hende og hun havde næsten glemt den sårende bemærkning han kom med den dag. Nu var de taget på romantisk ferie i Paris og hun følte sig lykkelig og forelsket.
Det var en lille ting som nagede hende. Hun havde på fornemmelsen at hun var gravid. De sidste par dage før de skulle af sted havde hun haft alle symptomerne og selv hendes datter havde spurgt om der var noget hun ville fortælle. Anna havde nu skubbet det væk. Det var nok bare fordi hun var bange for at flyve, at hendes krop sendte signaler.
De satte sig på en fortovscafé og fik en kop kaffe. Anna sendte Jacob et kærligt blik, men vidste ikke rigtigt hvor hun skulle starte. Han så på hende med det der gennemborende blik som afslørede at han allerede havde regnet ud hvad hun ville fortælle. "Nå men så må vi vel hellere få fundet et apotek?", spurgte han smilende.
Næste dag stod hun tidligt op. Hun havde nærmest ikke sovet af spænding og hun var musestille da hun tog testen, så han ikke vågnede. Hvad end resultatet var, ville hun have tid til at vænne sig til tanken alene og finde et ansigtsudtryk som passede til lejligheden. Uanset hvad svaret var, betød det en stor forandring i hendes liv. Hun var nødt til for altid at sige farvel til sin beskytter og bedste ven, hvis hun var gravid. Selvom hun godt vidste at det vel var på tide, var det alligevel en sorg som hun var nødt til at holde for sig selv.
Forventningens glæde rullede ind over hende da hun så at prøven var positiv. Hun så på Jacob, som sov dybt og smilede. Om lidt når han vågnede kunne han læse på hendes ansigt at han skulle være far. Han kunne altid læse hendes ansigt. Han vågnede og så på hende. Han sagde ingenting - undersøgte hende bare. "Du er gravid", sagde han og smilede til hende.
Den sidste dag i Paris var ligeså dejlig og kærlig som de første havde været, blandet med de praktiske forberedelser til at rejse hjem. Anna tænkte meget på hvordan hendes datter mon ville reagere og på flyveturen hjem. Det optog de fleste af hendes tanker. Lige præcis den dag havde transportarbejderne valgt at strejke, så havde det ikke været for receptionistens forbindelser, var de slet ikke kommet til lufthavnen i tide. Nu sad de i flyet og småsov. Der var sket en fejl med billetterne, så der var et par sæder imellem dem.
Anna var egentlig lettet, for nu behøvede hun ikke at skjule sin flyskræk. Hun koncentrerede sig fuldstændigt om at berolige sig selv. Hun glædede sig til at fortælle sin datter om barnet og give hende ret i, at der var noget hun gerne ville fortælle. Gad vide hvordan hun ville tage det? De havde trods alt kun været de to i lang tid og det kunne jo godt være at hun blev lidt jaloux. Mon hun ville acceptere at Jacob flyttede ind, eller var det bedre at de fandt et andet sted sammen, hvor de kunne starte på en frisk? Der var så meget nyt at tage stilling til og fremtiden så kærlig og lys ud.
Antonio måtte give slip på hende og acceptere kun at være en fjern bekendt. Det ville ikke falde ham let, men når han hørte at hun var gravid ville han vel miste interessen af sig selv.
De var kommet godt igennem paskontrollen og nu stod de på lufthavnens parkeringsplads. Hun var ved at ændre tidszonen på sin telefon, da den ringede. "Hej skat hvor er det godt at høre din stemme, kan du huske hvad du spurgte mig om inden jeg tog af sted?", "mener du det med barnet?". Glæden strømmede ud af telefonen og Anna stod der midt på en græsmark og var så lykkelig. Hendes datter havde taget det mere end godt!
"hvornår kommer i hjem?"
Tårerne trillede ned ad kinderne mens hun kæmpede med at kontrollere sin stemme. "Vi er på vej, men vi bliver lige lidt forsinkede", sagde Anna med påtaget ro. "Hvad er der galt mor, jeg kan høre at der er noget galt?". "Det er ikke noget, vi kommer snart". Hun så på Jacob, som sendte hende et advarende blik.
De var kommet kørende ad landevejen. Solen skinnede og hun følte at alt gav mening og faldt på plads. Snart ville de være hjemme hos hendes datter og hun havde allerede tydeligt vist at hun var glad for nyheden om at hun skulle være storesøster. Det var længe siden Anna havde været så lykkelig. Pludselig smed han voldsomt bilen ind til siden. Hun blev meget forskrækket og begyndte at ryste. Havde de været ved at køre galt? Han så på hende med nogle underlige øjne. Hans pupiller var helt smalle og han lignede næsten et krybdyr. Han var pludseligt blevet helt vildt rasende og var slet ikke til at kende. "Og hvad vil du så gøre ved det?", sagde han hadefuldt.
Hun havde det som om hun havde haft et blackout, hvor hun havde sagt eller gjort noget meget forkert, som hun ikke længere kunne huske. Hvad var ellers grunden til at han pludselig var en helt anden? Hun sad og så på ham med øjnene helt spærret op. Hun var chokeret og kunne ikke huske spørgsmålet, for hun anede ikke hvad han talte om. Så løb det hende koldt ned ad ryggen og det begyndte at gå op for hende. "Hvad mener du?", prøvede hun. "Ja, hvad vil du gøre ved at du er gravid?", sagde han, med en stemme hun ikke kendte. Hun kunne ikke røre sig ud af flækken. Det mest naturlige for hende ville være, lige at gå lidt væk fra ham, for at tænke sig om, men hun sad der et sted på landevejen og var dybt afhængig af at han kørte hende hjem. Hun sad bare der og rystede indtil hun brød sammen. Han begyndte at slynge om sig med ondskabsfuldheder. "Det er ikke et barn, det er en klat som aldrig skulle have eksisteret", sagde han. "Jeg synes du skal få en abort".
Stille tog Anna sin kuffert ud af bagagerummet. Han steg ud og rullede den hen til døren for hende. Hendes datter kom ud og åbnede døren, tog et blik på sin mor og begyndte at græde. Jacob gik med ind og hilste falskt, som for at bevare facaden. I det øjeblik Anna kom ind i sit hus knækkede benene sammen under hende. Hun sank sammen på gulvet og følte sig kold og svag. Jacob forsvandt i en tåge og hun blev liggende der i flere timer, imens hendes datter holdt om hende og strøg hende over håret.
Dagen efter havde hun fået kæmpet sig i bad. Hun nåede kun at få håndklædet omkring sig inden telefonen ringede. Det var Jacob. Imens hun stod der og dryppede vand på gulvet, fortalte han hende sin hemmelighed. De mennesker hun havde set ham trykke hænder med, var kunder. Hans mange "venner" holdt ham i et jerngreb, som deres private leverandør af stoffer til deres fester. De var fast besluttet på at få ham ud af det forhold han havde til Anna, fordi hun så tydeligt havde givet udtryk for sin holdning til den slags. Han var bange for at barnet var skadet af hans eget forbrug og derfor pressede han kraftigt på for at få gennemtrumfet en abort.
Anna valgte at beholde barnet, men chokket havde stresset kroppen for meget. Udtrykket i ansigtet på hendes datter, da sygeplejersken fortalte at barnet var dødt, stod mejslet i Annas bevidsthed for altid.