Nu våger jeg det så: At gøre mig selv til fortaler for noget så risikabelt som sidste nye mode. Mange har prøvet før og er blevet så frygteligt til grin, at de ikke mere kunne vise sig offentligt uden falsk skæg og solbriller, og dét uden at skelne til hvad eller hvor køn man var i forvejen! Alvorligt talt (seriøst!), så er moden i dag umoden i morgen. Det er den gule banan som bliver beundret af alle, som dagen efter har fået de første frastødende brune pletter og må udskiftes. Udseende frem for alt! Ingen gider skrælle modebananen for at se hvad den indeholder.
Engang var moden skruet sådan sammen, at alle skulle ligne hinanden. Det store spørgsmål dengang var: Skal man være sig selv, eller skal man være som alle andre? Valgte man forkert, hvilket dengang ville sige at man ville være sig selv, blev man genstand for andres nedladenhed, afsky eller endda vrede. Havde Grosserer Andersen fra den lokale brugs valgt at udskifte bukser med kjole bare for en enkelt varm sommerdags skyld, kunne han ligeså godt lukke butikken og dreje nøglen om. Og lige meget om han så gik i bukser resten af sit liv, ville han aldrig slippe for sladderen om den dag han ikke gjorde det.
Det store spørgsmål i dag er meget lig det man spurgte dengang, men alligevel er resultatet helt anderledes: Skal man være som alle andre, eller skal man være sig selv? Vælger man forkert i dag, hvilket vil sige at man vil være som alle andre, er der risiko for at man bliver genstand for andres nedladenhed, eller i værste tilfælde helt overset. Hører lysegrønne sokker sammen med et sort jakkesæt? Svaret kan være fuldstændig ubetydeligt, for i dag er det dig som bestemmer. Men du er først med på moden når du har skabt din helt egen groteske stil - så vil folk beundre dig for dit klare mod til at være komplet ligeglad med hvad andre syntes.
Det kan således lade sig gøre at iføre sig et par jeans med hængerøv (såkaldte 14-dages bukser, fordi man kan gå 14 dage uden at gå på toilettet, så meget plads er der i dem!), et par gule boksershorts (helst trukket godt op om ørerne), en afstumpet blå T-shirt og en kort armygrøn jakke fra en genbrugsbutik (gerne med praktiske lynlåse på ryggen), vandre ned ad strøget i København og stort set ikke blive bemærket. Er dét ikke fantastisk!
Alligevel holdes moden i kort snor - især på arbejdsmarkedet. Bankdirektør Poul Erik Hanskuskammesig møder pligttro op i den velrenommerede filial hver dag i sit stiveste puds og forventer til gengæld at alle andre omkring ham gør det samme. Han ved, at afviger han blot en millimeter sætter han en bevægelse i gang hos personalet som ikke ville kunne stoppes. Møder en medarbejder op med spraglet slips, kan det kun skyldes første arbejdsdag og så skal han nok holde op med det inden frokost. Automatisk finder den nye ind i rytmen og aflægger enhver strittende personlighed. Hans kolleger får det nærmest dårligt ved tanken om at en medarbejder opfører sig anderledes. Og det hele bliver begrundet af at det er for kundernes skyld. Hvem ville turde have med pengesager at gøre, hvis bankrådgiveren sidder med hængerøv og uplejet hår? Næ, et jakkesæt og nydeligt slips - så slapper vi af. Så ved vi med det samme at han er troværdig og har forstand på det han siger. Måske skulle vores automekaniker overveje at iklæde sig jakkesæt og slips, før vi tror på ham når han fortæller os alle de dårlige ting vores bil fejler?
Det starter allerede i de mindste klasser i skolen. Møder lille Peter op med nathue på hovedet er der ikke grænser for de andres drillerier. Møder han derimod op med rød hanekam er der ingen grænser for hvad hans kammerater vil gøre for at imponere ham. Men begynder Klaus også at møde op med rød hanekam, er han blot en billig efterligning af Peter og ikke værd at bruge sin tid på.
Et utal af blade med respekt for sig selv, har en modeserie i stil med "Stjæl de kendtes stil." Og modeeksperter landet over flokkes for at komme i tv og præsentere deres billige udgaver af de kendtes nyeste modeopfindelser. Spørgsmålet i dag er altså blevet til: Skal man være sig selv, eller skal man være en billig udgave af de kendte? Nej, mode kan man ikke blive klog på...