Hun stod op og gik forsigtigt ud i køkkenet. Hendes krop gjorde ondt og hun passede på ikke at lave alt for pludselige bevægelser. Forsigtigt lukkede hun skabet op og fandt hovedpinepillerne frem. En skarp smerte fór gennem det forreste af hendes hoved, da hun lænede nakken bagover for at sluge pillerne. Hænderne rystede, da hun svag som et udsultet barn, tog fat i kaffefiltret og satte det i tragten. Maven snørede sig sammen og hun begyndte at græde. Alle de ting der blev sagt i går, usikkerheden over hvor hun nu stod og hvad der ville ske. Stille satte hun sig ved køkkenbordet og holdt om sin runde mave. Hun var allerede dybt forelsket i det lille væsen derinde og hun havde glædet sig så meget til at blive Mor. Alt blev ligegyldigt for hende, udover at mærke efter om barnet i maven var ok. Kunne det have taget skade af den behandling? Risikerede hun at abortere? Hun var 5 måneder henne og hvis barnet blev født nu, var det ikke sikkert at det overlevede og hvor meget kunne maven egentlig beskytte mod udefrakommende slag? I lang tid sad hun bare der og mærkede kærligheden blandet med den sorte samvittighed og græd til der ikke var flere tårer tilbage. Så fik hun en underlig ro indeni sig og et eller andet sted vidste hun at barnet var ok. Hun skulle aldrig udsætte sin datter eller søn for den slags igen, det lovede hun det lille væsen inde i maven. På en eller anden måde ville hun finde en måde at beskytte barnet på og til sidst komme ud af det rod hun var endt i.
Da han stod op var han i strålende humør. Han sang og talte i det der høje toneleje som hun vidste, betød at han ville få lyst til at invitere gæster eller at invitere de to på besøg hos nogle andre.
"Godmorgen skat, hvor er det en dejlig morgen. Skal vi ikke tage ud at besøge nogen i dag? Jamen hør, hvad er der da galt med dig, hvorfor græder du? "
Hun så på ham med sorg i øjnene og var et øjeblik i tvivl om hendes hukommelse svigtede hende, eller om han havde haft et blackout og havde misset et helt døgn.
Hun rejste sig besværet og gik ud på badeværelset, for at gøre det hun ikke havde turdet indtil nu. Hun var nødt til at tjekke om hun var begyndt at bløde. Nu hvor han var stået op var der kun ét sted i lejligheden hvor hun kunne være sig selv og vise sit sande ansigt. Fra nu af var hun nødt til at tage et falskt smil på og hun kunne ligeså godt begynde med makeuppen, for den kom til at tage lang tid i dag, hvis hun skulle komme til at se bare nogenlunde troværdig ud. Hvis der var noget hun ikke var i humør til i dag, var det at besøge andre, men han måtte gerne gå uden hende, for ærligt talt ville hun gerne være lidt alene, det havde hun virkelig brug for nu.
Til hendes store glæde var det intet blod at se og det gav hende håb og mod. Hun lagde omhyggeligt en makeup som skjulte gårsdagens oplevelser og gik ud af badeværelset. Han havde sat sig til at spise og så vidste hun at han var beskæftiget i et godt stykke tid.
"Hej skat, jeg har lavet morgenmad kommer du ikke?"
Først ville hun sige nej tak, men hun ombestemte sig, for hun havde brug for tid. Hun satte sig ned og spiste, imens hun satte sin mest venlige maske på. Så ringede telefonen og hun skyndte sig ind i soveværelset. Imens han talte pakkede hun et par af hendes vigtigste ting sammen og stak hånden ind mellem bluserne i hendes side af skabet. Her var de papirer hun skulle bruge, kopieret og pakket for et par måneder siden, med hjælp fra hendes veninde, resten var hos hendes Mor. Nu var det bare om at komme af sted i en fart. Hun lukkede forsigtigt døren op ud til gangen. Hun kunne høre ham snakke og grine som om alt var i skønneste orden.
"Min kone, ja hun har det også godt"
Forsigtigt åbnede hun fordøren. Et lille bitte knirk og han stod i gangen. På et øjeblik smækkede han døren i og stillede hele sin kæmpe krop foran døren, så hun ikke kunne komme ud. Området omkring hans øjne blev meget mørkere og øjnene stod ud af hovedet på ham. Han havde allerede afbrudt telefonsamtalen og hun vidste godt hvad der ville komme.
Som en storm lige i ansigtet på hende gav han sig til at råbe ufatteligt højt og hun kunne intet høre af hvad han sagde, for når han gjorde det fløj hun ud af sin krop, og var kun til stede på et lille punkt, i et fjernt hjørne af billedet på væggen. Her var hele hendes bevidsthed imens og den så ned på hendes krop som blev råbt af og sparket til. Hun ventede bare på at det skulle gå over, som hun havde gjort så mange gange før - ligesom i går, da han sparkede hende i maven og sagde at han ville have en abort. Der havde stået 4 mennesker ved busstoppestedet og set på, men intet gjort. Da han var færdig og hun var blevet helt svag og stille, gik den ene mand med dem ind i bussen og så ganske lidt på hende, måske for at se om hun var ok. Hvordan havde han kunnet lade hende tage med denne lunatic hjem? hvordan skulle hun kunne tro at hun var bedre værd, når ingen greb ind? Men hun vidste jo godt hvor skræmmende han var når han gik amok og de fleste almindelige mennesker turde ikke tage kampen op med en 130 kg. vanvittig person, med kæmpe øjne, der råber så højt at det mere lyder som brøl.
Pludselig kom hun til sig selv. Maven - ikke maven! Hun hørte en kraftig mørk stemme, som fra et rovdyr. Den kom ikke fra ham og han stod pludselig helt stille og så helt overrasket ud. På trappen hørte hun fodtrin og klokken begyndte at ringe vedholdende, så bankede det på døren med knyttede næver.
"Jeg ved godt hvad du laver og at du står lige derinde. Nu lukker du op og lader hende gå!"
Det tog ½ time, hvor han nægtede at flytte sig. Politiet kom og han blev tam som en hund, for han vidste godt at hans betingede dom nu ville blive til fængsel.
Roen, trygheden, hendes brors bekymrede øjne da han tilbød hende sit værelse, så hun kunne være lidt sig selv. De dæmpede stemmer som tog hensyn til at hun behøvede ro. Hun kunne høre at der blev ringet til hendes søster og mormor. De første dage kunne hun kun græde, sove og forsøge at spise. Lægen sagde at barnet nok skulle klare sig og at hun under ingen omstændigheder måtte gå tilbage til ham. Det havde stået på længe nok! 8 år faktisk. Efterhånden var hun bare blevet en skygge af sig selv som ingen kunne kende. Ingen selvstændige meninger, altid læse hans ansigt og vogte på hans kropssprog, altid tilpasse enhver handling til hans humør og være evigt på vagt for forandringer omkring øjnene, eller måden han gik på.
En følelse af enorm styrke og kærlighed fyldte hende og hun vidste at hun var ude af det for evigt, for aldrig, aldrig kunne hun byde sin datter det som hun havde budt sig selv.