Anna stod foran det mørkegrønne komfur og stirrede på fiskene på panden. Det rev i næseborene og hun var ved at kaste op. Hun vidste godt at andre mennesker syntes dette var den mest fantastiske duft i verden, men det var det altså bare ikke for hende.
Det havde aldrig være et problem før, at hun ikke havde lyst til den slags. Der havde altid være god plads til forskelligheder i hendes familie. Nogle få gange havde hun været på besøg hos nogen som ville blive meget skuffede, hvis man ikke tog et stykke af den oksesteg de havde givet mange penge for og gjort sig umage med. Så havde hun tygget sig igennem noget af det, selvom det voksede i munden på hende, for at være høflig. Hun havde senere udviklet en hel taktik med at gemme kødet inde i kinden, undskylde sig med at hun skulle på toilettet og spytte det ud i kummen. Hun havde aldrig regnet med at det skulle blive nødvendigt at lære metoden videre til sin søster og bruge den næsten hver dag. Det havde hun aldrig forestillet sig.
Men nu stod hun altså der i køkkenet, med det mørkegrønne køleskab og komfur, i bevidstheden om at hun ikke fik lov til at gå nogen steder, hvis hun ikke stegte de fisk. Ligesom i vinterferien hvor hun ikke så andet end de 200 kvadratmeter hus, som hun gjorde rent fra ende til anden, ud fra den ugeplan han havde skrevet til hende. Han havde udformet et skema for hver dag, med det han kaldte "en almindelig arbejdsdag" til hende. Efter denne arbejdsdag kunne hun så måske få lov til at gå ud til de andre om aftenen, men kun hvis hun havde gjort det ordentligt. Det fik hun så ikke lov til. Hun fandt aldrig helt ud af hvorfor, men han blev ved med at spørge om hun troede at der var runde hjørner i huset. Det var ikke et udtryk hun havde hørt før, men hun forstod at der var noget han ikke var tilfreds med. Han sagde også et andet ord hun ikke forstod. Det var stuearrest. Hun var sikker på at hun ville huske de turkis og lilla vægge med groteske store blomster, i det tidligere soveværelse, resten af hendes liv.
Til sidst var hun blevet så desperat for at se andre mennesker, at hun var kravlet ud af vinduet, hoppet over den lille hæk og gået hen til sine venner på det grønne område bag husene. De sad og snakkede på gyngerne ved de ny udsprungne hybenbuske. Anna havde nydt den lune sommeraften i fulde drag. Der var flirt i luften og i et par timer var alt som før. Da han opdagede det, skældte han kun ud over at hun havde knækket en af hæk planterne. Det var nu Benny som vredt trampede på planten, mens han højt råbte dyreplager. Det var på den måde han opdagede at Anna var ude. Benny havde set hvordan han druknede hvalpene i en spand ved siden af hundegården, imens Molly stod og hylede.
Han havde ikke boet i huset så længe før børnene på vejen fandt ud af, at man ikke måtte røre ved hans stensætning, men gerne måtte snakke med hans hund Molly, gennem hønsenettet til hundegården hvor den stod hele dagen. Det havde en hanhund fra en af de andre veje åbenbart hørt om, for han havde lige så fint fulgt stinettet bag om haverne, havde snuset sig frem til Molly bag hønsenettet og selvom han var halvt så stor som den sorte labrador, havde han ordnet hvad han skulle ordne og pænt løbet hjem ad stien igen. De havde alle sammen glædet sig til de hvalpe, men de var ikke ægte, så han ville ikke have dem.
For et halvt års tid siden havde de siddet Anna, lillesøster, mor og far, i deres nattøj en søndag og spist morgenmad hele formiddagen. Køkkenet duftede af frisk kaffe fra Mors orange kaffemaskine og friskbagte rundstykker. Morfar havde brugt opskriften i bageriet dengang han arbejdede.
De havde som sædvanligt vendt hele verdenssituationen med emner som retfærdighed og respekt for hinandens forskelligheder. Hendes far gjorde meget ud af at forklare hvordan han forstod tingene, uden at trække sine meninger ned over hovedet på resten af familien. Det startede som regel med et eller andet der stod i en avis. En artikel blev læst op og så gik snakken. Den ene mening var lige så god som den anden. Annas far var kunne tale længe og han var meget veltalende. Det var nok derfor han var så god til at sælge huse.
Hun havde elsket de morgener, ligesom hun elskede julefrokoster hos mormor og morfar, hvor alt mellem himmel og jord blev vendt, så der ikke kunne være meget tilbage at være i tvivl om.
En morgen hvor de skulle til at rejse sig fra bordet i køkkenet, havde moren kaldt dem hen til sig ved vinduet:
"Prøv lige at se derovre", sagde hun
De så hen over stien der adskilte naboens grund fra deres. Efter stien kom den urørlige stensætning, som skråede opad til naboens indkørsel. Ved fordøren stod en mand i en meget underlig stilling og bevægede sin hånd frem og tilbage foran låsen. Det så ud som om han havde problemer med at balancere. Da det ikke lykkedes ham at få nøglen i nøglehullet, forsøgte han sig med bryggersdøren og efter lang tids forgæves forsøg lykkedes det ham endelig.
De grinede alle sammen!
Der gik rygter om at han var blevet smidt ud af sin kæreste, som ikke længere kunne holde ud at han havde viet sit liv til det lokale værtshus.
Han kom ud i køkkenet igen.
"Det kan jo være at du får en mand der godt kan lide fisk" engang og så er det jo vigtigt at du har lært hvordan man tilbereder sådan en", sagde han imens han lænede sig ind over Anna for at overvåge hvad hun lavede. Det vendte sig i hende i mødet med den velkendte aura.
Når de var færdige med at spise ville han sætte sig med avisen og overvåge hende vaske op. Hun havde tit undret sig over hvad der stod i hans avis, for det virkede til at han intet vidste om verden. F.eks. havde han ikke opdaget at kvinder kunne tage en uddannelse og ikke behøvede at være stavnsbundet til køkkenet.
Anna stirrede længselsfuldt ud af køkkenvinduet hen over stensætningen og stien. Naboens dreng rettede på sit hår, mens han smilede og blinkede til hende. Men Anna så lige igennem ham. Det var slet ikke ham hun så på.
Anna vågnede langsomt fra febermareridtet. De sidste par uger havde hun opholdt sig på sit værelse, efter at lillesøsteren smittede hende med skoldkopper. Mareridtene blev ikke bedre af feberen. Derfor var hun så vant til mærkelige lyde og indre billeder, at der gik et stykke tid, før det gik op for hende, at de kom fra virkeligheden. Inde på den anden side af væggen råbte lillesøster hjælp og bankede på væggen ind til Annas værelse. Kom og hjælp mig råbte hun, med en stemme Anna ikke havde hørt før. Det lignede ikke hendes søster at blive bange for noget som helst. Nogen buldrede ned ad trappen og faldt på det glatte flisegulv i hallen. Det var ham. Fuld og klodset. Noget foregik udenfor vinduet. Anna fik sig stablet på benene og skyndte sig i tøjet. På vej mod døren ud til gangen fór hun sammen, da det bankede på hendes rude. Hun vendte sig om, og der stod hendes mor og rystede på hovedet, imens hun vinkede Anna hen til sig. Så snart mor havde sikret sig at Anna havde forstået budskabet, gik hun hen til søsterens vindue og råbte til hende at hun skulle åbne vinduet.
Anna klatrede ud af vinduet, som hun havde gjort det så ofte før. Udenfor var lillesøster allerede ude i haven og mor sagde bare løb, vi skal over til naboerne, jeg har talt med dem. Der var ikke tid til at tænke over det. Det var bare med at komme afsted. Naboerne tog venligt imod dem og bød dem velkommen. De voksne hviskede sammen. De skulle passe på, at lillesøster ikke hørte hvad der var sket. Det var allerede alt for overvældende for hende at være i dette hus. "I kan sove i gæsteværelset, jeg har allerede dækket op til jer", sagde nabokonen til Anna, som tog lillesøster i hånden og puttede hende på sovesofaen. Det var ikke første gang hun havde puttet sin søster i dette hus.
De fremmede møbler, i værelset, som Anna kun kendte som kontoret, virkede uvirkelige. De hørte ikke til her. Annas tanker begyndte at vandre. Det var her, hun havde stået midt i stuen en dag, efter at læreren i skolen havde forklaret hvad skilsmisse var, og følt en dyb taknemmelighed over sin trygge familie. Det var godt, hun ikke vidste dengang, hvad der ville ske.
Morgenen var ikke til at holde ud. De søde naboer havde lavet morgenmad og talte venligt og afdæmpet. De havde udvist et kæmpe mod. De havde simpelthen forlangt bilnøglerne fra ham og de beskyttede mor, mens hun pakkede nok sammen til, at de kunne klare sig et par uger. Så nu stod bilen pakket og klar udenfor. Så snart de havde spist, ville de alle tre køre op til mormor og morfar. Endelig var der håb om lidt tryghed.
Alligevel kunne Anna mærke smerten i både krop og sjæl, mens hun sad der i det velkendte køkken og så over på huset på den anden side af stien, som hun havde lært at hade. Det var som om de venlige mennesker havde stjålet Annas liv. Det var jo deres hjem, indtil for kort tid siden. Indtil den aften hvor Anna stod ved køkkenvasken sammen med lillesøster, og mor kom ud i køkkenet med det der udtryk i ansigtet. Nu er han død, sagde hun.