Morgensang i fællesrummet på Blåvandshuk Skole februar 1980

"Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
   jeg hører Vinterens Stemme;
   Thi også jeg er kun her på Træk,
   og haver andetsteds hjemme"

Tårerne presser sig på og jeg koncentrerer mig voldsomt om at holde dem tilbage. Viceskoleinspektøren står i hjørnet iført hans sædvanlige korte bukser med lange strømper. Han ser ud som om han aldrig har skiftet tøjstil siden han selv var en skoledreng. Han er ligesom bare fortsat som han plejer. Da jeg som tilflytter fra Sjælland kom til denne skole for et par år siden, synes jeg at det var lidt latterligt, men jeg lærte hurtigt at holde det for mig selv, for i dette lille samfund er han en stor mand. Han har en særlig fornemmelse for hvem der kunne tænkes at snyde for at synge med og lige nu ser han strengt på mig. Jeg plejer ellers at holde meget af morgensang. Det giver sådan en dejlig ro indeni før man går i gang med dagens timer og jeg holder specielt meget af denne sang, fordi den minder mig om at jeg ikke behøver at være fanget resten af mit liv på det her sted hvor mine forældre har placeret mig meget mod min vilje. Ikke græde foran de andre, minder jeg mig selv om.

Jeg havde jo set hvad der skete den dag vi var samlet alle klasserne i årgangen i et klasseværelse vi ikke plejede at være i. For at vi kunne være der alle sammen sad vi i dobbelt hestesko, den ene bagved den anden. Jeg sad bagved Hans fra klassen og kunne næsten kun se hans ryg, for han var meget højere end jeg. Det bankede på døren og en lærer bad om at måtte tale med Hans. Hun gik hen til ham og hviskede noget i hans øre. Jeg kunne se hans ryg krumme sig sammen og så gik hun. Nu græd han kunne jeg se på de bevægelser hans krop lavede og fordi han nu var lavere kunne jeg se ansigterne på den modsatte side. De to vittige drenge i klassen så med foragt og afsky på ham og sagde: "Nej, du tuder da ikke i klassen tøsedreng", "Pas på remouladeklatterne ikke bliver større af alt det tuderi". Det var deres evige fornøjelse at drille ham med hans hudproblemer. Pludselig rejste Hans sig op og styrtede ud af klasseværelset. Flere af os kiggede forundret på hinanden og drengene på den anden side grinede. Så sagde eleven som sad ved siden af den tomme plads at skolen lige havde fået besked om at Hans bedstemor var død.

Jeg koncentrerer mig om at tænke på noget andet. Det går faktisk ret godt indtil Viceskoleinspektøren retter sit anklagende blik mod mig. Jeg bliver nødt til at synge med, hvis jeg ikke vil "tale" med ham bagefter. "Thi kvidre vil jeg et ømt Farvel; måske det bliver det sidste". Så går det galt og tårerne vælter ud af mig. Mor sagde den dag, at hun kun fortalte mig sandheden, fordi jeg er så fornuftig og jeg har lovet hende ikke at fortælle Far, at jeg ved det. Hvis Far og lillesøster ikke må få noget at vide kan jeg jo heller ikke fortælle det til andre, for han opfører sig jo stadig som om han bliver rask igen. Han elsker at tale med folk og i sidste uge købte han kontorudstyr fordi han er ved at starte for sig selv. Han vil jo få et chok, hvis nogen refererer hvad jeg har sagt. Alle vil bliver kede af det og mor vil sikkert aldrig tilgive mig.

Nu har et par af mine klassekammerater opdaget at jeg græder. De fleste af dem er ret ligeglade, for jeg er jo bare en "militærunge" som de helst så flytte væk igen så hurtigt som muligt. Det er stadig ikke gået op for dem at min far er ejendomsmægler. Det bedste de ved er, at lade som om de vil spille fodbold med Henrik og "takle" ham så han vrider sig i smerte på den der måde som de synes ser så morsomt ud. Det ser ud til at fange pigernes interesse når de står og peger på ham og griner midt inde i fællesrummet. De andre "militærunger" kommer over og spørger bekymret hvad der er galt. "Er du også blevet lovet bank på vej hjem fra skole?" Jeg slår det hen og siger at det bare er fordi jeg synes sangen er så sørgelig og de ved jo godt at jeg tit får tårer i øjnene når vi synger salmer mens vi er til præst. Det er lidt fordi Farmor døde sidste år og jeg er synes det er synd for Farfar at han skal komme uden hende til konfirmationen.

Jeg går hjem igennem skoven. Det er en meget smuk vej, men jeg er bange for at møde de to drenge der plejer at spærre vejen for mig, når jeg når til stisystemet ved husene hvor vi bor. De plejer at nyde synet af hvor bange jeg bliver og så står vi ligesom bare der, mens de slår lidt på mig og råber "skide militærunge", "skrub hjem med dig". Inde i mig selv bliver jeg virkelig rasende, men jeg er så meget mindre end dem, at jeg ikke har en chance.

I dag møder jeg dem ikke. Jeg kan gå hele vejen hjem uden at blive generet. Solen skinner og det er dejligt vejr, selvom det er februar. Jeg går en anden vej hjem det sidste stykke. Det er bedre at gå på fortovet, der hvor bilerne kører, for så kan de ikke spærre vejen for mig uden at blive opdaget af de andre forældre. Jeg går forbi Hans hus og tænker på hvordan han mon har det. Han virker ikke som om han kan lide mig så godt og taler aldrig til mig ude på rideskolen, så jeg kan ikke spørge ham. Da jeg kommer lidt længere ned ad vejen ser jeg en bil i vores indkørsel. Jeg genkender ikke bilen. Den er sort og ser lidt uhyggelig ud. Pludselig løber det mig koldt ned ad ryggen og jeg stivner. For et øjeblik siden kunne jeg ikke komme hjem i trygheden hurtigt nok, men nu tør jeg ikke at gå hjem. Jeg står bare der midt på fortovet udenfor naboens lange indkørsel. Jeg kan se at nogen ser på mig derindefra, men i det øjeblik jeg vender hovedet ser jeg en hånd blive sat for munden og gardinet blive trukket for. Det er i det øjeblik at det går op for mig at nede af den lange indkørsel hos min venindes familie er alting trygt og godt, mens der inde hos os er sket det som ikke må ske. Min far er død.