Det er meget tidligt, men jeg kan ikke sove. Jeg har igen drømt at min Far står bag min seng i mørket og jeg tør ikke åbne døren til soveværelset for at se om Mor er oppe. Jeg vil i det hele taget bare helst undgå soveværelset. Det var jo der han døde for kun 4 måneder siden og jeg er stadig ikke helt sikker på at det var en rigtig beslutning ikke at se ham da han var død. Måske bebrejder han mig for det? Men jeg var jo derinde om eftermiddagen og vi talte hyggeligt sammen, så på en måde har jeg sagt farvel, selvom jeg ikke vidste at det blev den dag. Jeg går ud i køkkenet og ser efter Mor. Der dufter ikke af kaffe, så jeg ved allerede at hun ikke er der. Huset er helt stille. For enden af køkkenbordet står Fars stol. Ingen sætter sig på den. Dengang han levede synes jeg det var sjovt at sætte mig der, for så kom han forbi og aede mig ovenpå hovedet inden han gik videre ind i stuen og øvede sig på sin guitar.
Det rumsterer ude i gangen og min 6-årige lillesøster Lise kommer ud i køkkenet. "Hvor er Mor henne?" spørger hun.
Jeg svarer ikke, for jeg er faldet lidt i staver mens jeg står og ser på køkkenvasken. Det var her vi stod og vaskede op, da Mor kom ud og fortalte at, nu var han død. Jeg kan huske at jeg mekanisk fortsatte med at vaske den vinrøde plastiktallerken af, imens jeg koncentrerede mig om at holde tårerne tilbage, for ikke at skræmme Lise. Vi havde hver fået vores egen tallerken i personlige farver, som det var vores opgave at holde ren, for Mor havde nok at gøre med at passe Far. Jeg kendte hver en detalje i de beige gardiner med orange striber, for jeg brugte dem til at fokusere på, når jeg ikke måtte græde. "Hvor er Mor henne?", spørger hun igen.
"Kom, skal vi kravle op på køkkenbordet?" siger jeg. Jeg kravler op på bordet og hjælper min søster det sidste stykke. Hun kan næsten selv komme op. Vi kigger over på naboens hus på den anden side af stien. Vi har tit siddet der om formiddagen i weekenderne og grinet når Knud kommer fuld hjem fra værtshus og ikke kan finde nøglehullet. Jeg tror vi betragter ham lidt som landsbyens original. Til venstre nede ad vejen står min klassekammerat Hans' mor helt ude på vejen. "Hvorfor står hun der, hun skal da passe på at hun ikke bliver kørt over", siger min søster. Det er tydeligt at hun kigger i retning af naboens hus, eller er det vores?
"Er hun derovre?". Tænker jeg
Nu kommer Mor ud af døren ovre på den anden side af stien. Hun lister sig ud af huset og sniger sig over stien, men Hans' mor har set hende og er åbenbart tilfreds med sin mission, for hun skutter sig i kulden og går tilbage til sit hus.
"Er i allerede oppe?" spørger Mor, da hun kommer ind i køkkenet. "Hvor har du været?" spørger min søster.
"I ved jo godt at vi skal flytte ikke?" spørger Mor.
Vi kan ikke blive i vores eget hus, for mor står tilbage med en stor gæld, fordi Far var ved at starte for sig selv, da han døde og Mors løn kan slet ikke betale udgifterne. Mor har fundet et sødt lille rækkehus et andet sted i byen, som vi skal flytte i om kort tid. Vi har tegnet og indrettet, så vi er ved at vænne os til tanken og jeg er gået den vej med Lise når jeg har hentet hende i børnehaven, så hun hár set hvor hun kan lege og føler sig tryg. Men vi kommer til at savne vores egen vej.
"Hvad nu hvis vi ikke skal flytte så langt væk?"
Mor fortæller at hun har været ovre og forhandle med naboen, om at leje underetagen af hans hus, så vi kan blive på vejen. Jeg har aldrig været inde i naboens hus og jeg vidste ikke at det var så stort at man kunne leje den ene etage ud, men det er da pænt af ham, at han giver os den mulighed. "Vi skal over og se huset i eftermiddag", siger Mor. Lise er spændt for hun kan så godt lide hans hund.
Jeg cykler af den lange vej gennem skoven og efterhånden bliver jeg glad for at vi kan blive i vores vante omgivelser. Så snart jeg kommer ind på skolen fortæller jeg glad mine venner at vi bliver boende på vejen. Noget føles forkert. De ser mærkelige ud i ansigterne og reagerer lidt skeptisk. Nogen skæver over mod Hans, som ser skyldbetynget ned i jorden. Han er ikke særligt stolt af hans mors interesse for at sladre, men hvad skal han gøre? Hans' mor har holdt øje med Mor og Knud i et stykke tid og hun havde åbenbart synes det var en god idé, at fortælle hendes opdagelser videre til alle mine venners mødre i telefonen, her til morgen. Inden jeg ser mig om sladrer hele skolen om at min mor og Knud er kærester...
Jeg er rædselsslagen ved tanken om at den lokale landsbytosse skal være min stedfar. Kan det virkelig passe, at Mor har løjet for os?
Vi er gået over stien til naboens hus. Han viser os rundt over det hele og vi skal drikke kaffe oven på. Knud er gået nedenunder for at hente hunden, så vi kan hilse på den. Jeg tager mod til mig og spørger Mor: "Skal vi egentlig bo her hver for sig, eller som en familie?". Hun ser lidt underlig ud i ansigtet et øjeblik og siger så: "Som en familie!".
Det løber mig koldt ned ad ryggen og jeg føler mig fanget i en fælde. Min tryghed forsvinder ud af kroppen på mig.
Men det er jo kun 4 måneder siden?