Merle vågnede svedende op midt om natten. Hun havde haft sit mareridt igen, det samme mareridt hun havde haft så længe hun kunne huske. Hvad mareridtet præcis handlede om vidste hun ikke rigtigt, det eneste hun kunne huske var at hun så sig selv som meget lille, omkring 2 år og at hun var hos nogle fremmede mennesker, en mand og en kvinde, som virkelig elskede hende. Hun kunne altid mærke kærligheden i starten af drømmen, men den ændrede sig hurtigt og blevet meget dyster. Der var nogle mænd der kidnappede hende, nogle mænd med blodrøde øjne, der tog hende fra alt den kærlighed og omsorg som de to mennesker gav hende. Hendes psykolog (som hendes forældre havde tvunget hende til at gå til) havde fortalt hende at det var en måde at komme af med sine frustrationer på at hendes rigtige forældre havde givet hende væk. Det gav ingen mening for hende, for hun var glad for sine adoptiv forældre og hvor de rødøjede mænd kom ind i billedet kunne psykologen ikke svare på. Der var selvfølgelig den fact at hun havde set sig selv i drømmen på samme tidspunkt som hun var blevet fundet midt ude i en ørken væk fra alting, det eneste omkring hende var en kæmpe cirkel i sandet som ingen anede hvor kom fra. Hun var blevet adopteret et par måneder efter af sine nuværende... nej eneste forældre rette hun sin tankegang. De betød virkelig alt for hende, hun var opdraget med en masse kærlighed og selvom hun havde to ældre søskende som var hendes forældres rigtige børn, havde hun aldrig følt forskel. Derfor ønskede hun ikke at vide hvem hendes biologiske forældre var, de havde nok givet hende væk af en grund. Hun var glad der hvor hun var og kunne ikke have ønsket sig et bedre liv.

Hun kiggede på uret og så at klokken næsten var 6, hendes vækkeur ringede alligevel snart så hun kunne ligeså godt stå op. Efter at have taget et bad gik hun ned i køkkenet for at få sig noget morgenmad, hvor hendes ældste bror, Simon, sad. 'Hvad laver du så tidligt oppe' spurgte Merle ham, ikke at hun behøvede svar, han havde nok været oppe igen hele natten for at spille playstation. 'Åh du ved jeg ville bare se min kære lillesøster før hun tog i skole' svarede Simon sarkastisk. Han havde altid været det sorte får i familien, og med ingen skolegang, job og stadig boende hjemme som 25-årig var det klart hvorfor. Merle og hendes anden bror, Mathias, havde begge været lidt mere ambitiøse. Mathias var i fuld gang med at læse til pilot, imens Merle selv havde en drøm om at blive arkitekt, lige nu var hun stadigvæk i gang med at læse på gymnasiet, hun var i gang med hendes 3. år. 'Jamen når du så gerne vil bruge lidt kvalitetstid med mig kan du jo køre mig i skole så er jeg fri for at tage bussen' sagde Merle smilende. Simon rejste sig op 'den var jeg selv udenom' sagde han og gik op, Merle havde egentligt regnet med at han ikke ville gøre det, men kom ned 10 minutter senere fuldt påklædt. Merle kiggede chokeret på ham, 'altså jeg kan jo ligeså godt køre dig i skole og vente på at butikkerne åbner så jeg kan købe det nye fifa-spil' sagde han ved synet af hendes blik.

Da Merle ankom til skolen, med hjælp fra hendes bror, stod hendes to bedste veninder foran hoveddøren, Clara og Cille, og ventede på hende. 'Vi var lige ved at blive bekymrede for dig da du ikke var med bussen' sagde Cille, 'hvordan fik du liiiige din bror til at køre dig, har du bestukket ham med et nyt spil?' spurgte Clara og kiggede undrende efter bilen der var på vej væk, 'nej jeg tror han er midlertidigt sindssyg' sagde Merle og grinede. 'Det var ærgerligt du ikke var med bussen, der starter en ny fyr på skolen i dag og daamn han er lækker' sagde Clara, 'ja han er lige til at savle over og jeg siger helle for ham han er min' sagde Cille, 'neej det kan man ikke' råbte Clara og de to begyndte en større diskussion om hvem han tilhørte. Merle sukkede, hun havde aldrig rigtigt været særligt interesseret i fyre, ikke fordi der ikke fandtes flotte fyre, for det gjorde der helt bestemt, og slet ikke fordi hun ikke havde haft fyre der var interessede i hende , for det var der også helt bestemt. Faktisk var hun en af de mest populære piger på gymnasiet, hun havde altid været en af de mest populære piger så længe hun kunne huske. Hendes udseende tiltrak rigtig mange fyre, ikke kun på grund af hendes lange smukke brune hår eller hendes helt lyseblå skinnede øjne. Hendes udseende var helt specielt, lidt ligesom om hun slet ikke tilhørte denne verden. Folk sammenlignede hende altid med en fe eller en engel og snakkede om at hun havde en speciel glød omkring hende. Derfor havde hun heller ikke så mange rigtige veninder, alle prøvede selvfølgelig at blive venner med hende på grund af hendes status hos fyrene, men Cille og Clara var de eneste de næsten var venner med hende fordi de kunne lide hende som hun var, med næsten var det fordi Merle kunne være en meget speciel pige, hun havde store humørsvingninger og kunne gå fra at være glad til at være mut og gå helt ind i sig selv, de sagde aldrig noget fordi de var bange for at blive uvenner med hende og miste deres status hos fyrene. Grunden til at hun viste alle disse ting var fordi hun vidste hvad folk tænkte og hvorfor de gjorde som de gjorde. Det var ikke fordi hun kunne læse tanker, men mere som om hun kunne føle folks følelser og intentioner og handlinger. Det var også derfor hun tit havde dårlige dage hvor hun gik ind i sig selv, for hvis der var for mange dårlige vibrationer omkring hende påvirkede det hendes humør utroligt meget, og det gjorde det meget ofte fordi folk var så jaloux på hende. Det var ikke det eneste underlige ved hende, der skete mange underlige ting ved hende. Som at tingene tit skete som hun ville have det hvis hun virkeligt brændende ønskede sig noget, som dengang hendes mor havde købt hende den dyre dukke da hun var 5 år fordi hun bare skulle have den, også selvom de slet ikke havde råd til den, eller dengang hun havde fået hendes bror, Simon, til at smide alt tøjet og løbe rundt i haven, fordi hun var sur på ham. Han var 15 og hun var 8 år. Det var også som om hun kunne kontrollere vejret, når hun var meget sur regnede eller tordnede det tit og når hun var ekstremt glad skinnede solen og fuglene sang højere end normalt. Hun kunne også tit mærke ting før de skete, små ting som at hun tog sin telefon op før den ringede men også store ting som dengang hendes bedstemor døde, hun sad i klassen og kunne føle der var noget galt, så hun løb ud af klasselokalet og bare løb, hun lod bare hendes ben følge hende selvom hun ikke anede hvor hun skulle hen, men lige pludselig stod hun foran hendes bedstemors plejehjem hvor ambulancen allerede stod der og var ved at lægge hende ind i bilen. Disse ting var også grunden til at forældrene havde tvunget hende til at gå til psykolog, da hun var lille havde hun kommet til at fortælle sin mor om disse ting og moderen var straks blevet bekymret. Merle lærte senere at holde tingene for sig selv fordi ingen troede på hende, nu gik hun kun til psykolog fordi hun stadig havde den mærkelige drøm. Hun vågnede tit skrigende op om natten så derfor ville hendes mor ikke lade hende stoppe. Da de nåede deres klasselokale diskuterede Cille og Clara stadigvæk, men Merle ønskede virkelig de ville stoppe fordi hun havde fået hovedpine af deres vibrationer og så stoppede de brat. Det var næsten aldrig noget Merle gjorde med vilje, hun havde ikke lyst til at kontrollere andre folks handlinger, men det skete bare automatisk og lige nu var hun glad for det. De gik ind og satte sig på deres pladser og nåede det lige før klokken ringede og læreren kom ind. Merle begyndte at tegne på sin notesbog, det hjalp altid når hun fik ondt i hovedet og af en eller anden grund hjalp det også til at holde alle vibrationerne ude. Hun behøvede aldrig at koncentrere sig i timerne fordi hun kendte altid svarerne på alting, hun kunne mærke det på sin lærer. Alle hendes evner irriterede hende og hun ville ønske hun bare var en helt normal pige, der skulle kæmpe med lektierne og ikke kunne føle hvad andre tænkte. Hun var stadigvæk i gang med at tegne, da læreren præsenterede den nye dreng i klassen. Merle kiggede ikke op, men kunne mærke på alle de andre piger hvor lækker han var, vibrationerne steg i lokalet og Merle fik bare mere ondt i hovedet. Hun fik lige hørt læreren bede ham den nye dreng om at tage plads, men orkede stadig ikke at kigge op. Hun lagde faktisk ikke mærke til noget før hun hørte en drengestemme 'er du okay, du ser lidt bleg ud?', Merle kiggede forbavset op ved siden af sig og så den smukkeste dreng hun nogensinde havde set, hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, hun blev helt svedig og kunne ikke få et ord ud, hun gloede bare på ham. Drengen smilte forsigtigt 'skal jeg køre dig på sygehuset, du ser virkelig ud som om du er ved at besvime?', først der vågnede Merle op, 'øøøøh neej neej det er bare lidt hovedpine, det er allerede ved at gå væk' sagde hun og indså at det var sandt nok, hvor mystisk, det plejede aldrig at gå helt væk før hun havde ro og fred omkring sig. 'Jeg hedder Malek' sagde drengen og rakte sin hånd frem, Merle plejede at undgå at give hånd for så blev tankerne og handlingerne endnu kraftigere, men hun gjorde det alligevel, fordi hun ikke ville virke underlig, eller i hvert fald alt for underlig. Hun kunne ikke stoppe med at stirre på Malek, der var noget meget mystisk ved ham, som hun ikke helt kunne pointere. Og hans navn, det var lige så underligt et navn som hendes eget, hendes havde stået på et armbånd som hun havde på da de fandt hende, men ingen anede hvor navnet stammede fra. Hendes forældre havde valgt at beholde navnet fordi de synes det var så specielt og flot. Og så ikke at forglemme hans skønhed, han var virkelig noget særligt, lidt som om han ikke var af denne verden, præcis som andre sagde om hende. Resten af timen brugte hun på at finde ud af hvad det var ved ham der var så anderledes end alle de andre, hun prøvede på at lade være med at stirre på ham, men nogle gange var fristelsen for stor. Han kiggede dog slet ikke på hende og fokuserede kun på undervisningen og skriblede hele tiden notater. Hans smukke øjne havde et helt koncentreret udtryk og hans mund med de smukkeste læber pressede sig lidt sammen for også at udtrykke koncentration. Merle rystede på hovedet, nu måtte hun stoppe, hvorfor fik han hende til at føle sådan? Hun havde aldrig følt det mindste for andre drenge før og så at have det sådan med en fyr hun lige havde mødt, nej det var for besynderligt.

Da klokken endelig ringede pakkede hun hurtigt sammen og halvløb ud af lokalet, hun havde brug for frisk luft og det skulle bare være nu. Men hun nåede ikke langt før Cille og Clara nåede op på siden af hende. 'Vent på os hvorfor har du så travlt' spurgte Cille, Merle svarede ikke men kiggede bare på hende, hovedpinen var vendt tilbage 10 gange stærkere. 'Hvad skete der lige mellem dig og den nye' sagde Clara, 'hvor er det bare typisk at det er dig der får hans opmærksomhed, men det er altså mig der har taget veto ret på ham', 'hallo det passer ikke jeg sagde det først' sagde Cille og heldigvis begyndte de deres diskussion igen uden at Merle behøvede at sige noget. Hun holdte virkelig af hendes to veninder, men når hun fik sine nedture var det virkelig svært for hende at fokusere på andet end det, det var som om hun forsvandt ned i et dybt hul. Da hun kom udenfor, indåndede hun den friske luft og fik det straks bedre. Cille og Clara var ikke gået med hende ud og hun regnede med at de godt kunne mærke på hende at hun gerne ville være alene, det var også derfor hun holdt af dem, de kendte hende så godt og vidste hvornår de skulle lade hende være alene. 'Jeg troede du havde fået det bedre', hørte Merle en stemme bag sig sige, hun vendte sig om og der stod Malek. Merle kunne mærke alt luften forsvinde ud af hende, hun kunne ikke trække vejret og hele hendes krop sitrede. Hun rømmede sig for at tage sig sammen, 'det troede jeg også' sagde hun og tvang et smil frem. Malek smilede tilbage, hvor havde han dog et smukt smil tænkte Merle, hvor var det dog svært at tage sig sammen foran ham, han måtte virkelig tænke hun var underlig. 'Skal jeg køre dig hjem' spurgte han hende, 'du har da ikke bil med du var da med bussen' kom Merle til at sige uden at tænke sig om, 'altså øøh det sagde mine veninder i hvert fald', hvor var hun dog dum nu vidste han jo de havde snakket om ham, hvor pinligt. Malek prøvede at skjule et smil, 'en ven lånte min bil, men han har afleveret den, så hvad siger du? Skal jeg køre dig hjem'. Normalt plejede Merle aldrig at pjække, selv ikke når hun havde det værst, så holdte hun bare smerten ud, men der var noget ved Malek der tiltrak hende så kraftigt så hun ikke kunne sige nej og før hun vidste af det sad hun i hans bil, ikke en hvilken som helst bil men en splinterny Audi. Egentligt behøvede hun heller ikke at blive kørt hjem for hun kunne mærke at hovedpinen næsten var væk, præcis ligesom i klasselokalet da han snakkede til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige så hun stirrede bare ud af vinduet og nød stilheden. Før hun vidste af det var de uden for hendes hus, 'så er vi her' sagde Malek og smilede endnu engang sit fortryllende smil, 'tak' sagde Merle, men kunne ikke få sig selv til at stå ud af bilen og væk fra ham. 'Er der noget galt' spurgte Malek med en bekymret stemme, 'nej jeg er bare ikke så glad for at pjække og jeg fortryder det lidt nu' løj Merle, eller en hel løgn var det ikke, men det var ikke den største grund til det. 'Skal jeg køre dig tilbage' spurgte Malek, det ville være for pinligt tænkte Merle 'nej jeg må hellere gå ind og hvile mig lidt' svarede hun ham, 'tak fordi du kørte mig hjem og undskyld jeg har været lidt underlig, men jeg har svært ved at samle mig når jeg har så stærk en hovedpine', 'jeg synes overhovedet ikke du har virket underlig' sagde Malek så det skal du ikke tænke på. Merle steg ud af bilen og så ham køre væk, sikke en underlig dag tænkte hun og begyndte at gå ind, men efter kun et par skridt stoppede hun op. Hun havde ikke fortalt ham hvor hun boede! Hun vendte sig om og kiggede efter bilen, men kunne ikke se den mere. Hun fik kuldegysninger ned langs ryggen, hvordan kunne han vide hvor hun boede.

Heldigvis havde hun huset for sig selv så hun behøvede ikke at forklare nogle hvorfor hun var kommet så tidligt hjem. Hun gik op og lagde sig på sin seng og faldt hurtigt i søvn. Hun havde igen mareridt, men ikke det samme som hun plejede, det her omhandlede Malek, hun startede med at se ham oppe på bakken ved hendes hus, han så fortryllende ud da han stod der i måneskinnet. Pludselig dukkede der to mænd frem fra nogle huse, Malek lagde hurtigt mærke til dem og hans smukke udtryk fik hurtigt en hård tone. De begyndte at slås, men ikke med de bare nerver, de sloges med... magi??? Malek brugte sine hænder til at skyde blå lyn hen mod dem, men mændene modværgede og skød røde lyn tilbage og de ramte ham lige i brystet, det sidste Merle så før hun vågnede var at de to mænd havde røde øjne og med et skadefro smil på deres læber. Hun brugte en rum tid til at komme sig før hun gik ned i stuen for at se om de andre var kommet hjem. Det var kun Mathias der sad i stuen, han rejste sig op og gik hen til hende, 'Merle er du okay, du er helt bleg?' spurgte han bekymret, 'det var bare det samme mareridt igen, jeg blev syg i skolen og gik hjem for at sove og så drømte jeg bare som jeg plejer'. 'Merle det bliver værre og værre med dig, dine mareridt er aldrig kommet så ofte før, hjælpe ham hjernevrideren dig slet ikke?', man kunne tydeligt høre angsten og omsorgen i Mathias' stemme. 'Mathias der er intet der hjælper' svarede Merle 'det er bare en del af mig som jeg nok må leve med altid', Mathias havde altid været den eneste hun kunne betro sig til, selvfølgelig ikke med alting som hendes evner, men hun kunne stadigvæk sige mere til ham end hun kunne til alle andre. 'Jeg synes du skal sætte dig ned og så laver jeg noget te til dig' sagde Mathias og gik ud i køkkenet. Han havde altid været så beskyttende overfor Merle, de to havde et helt specielt søskendeforhold som Simon ikke var en del af. Merle satte sig på sofaen og begyndte igen at undre sig over Malek, hun havde en meget underlig fornemmelse omkring ham, men var i tvivl om, om hun skulle være bange for ham, hun følte ingen frygt for ham, men der var noget der sagde hende at han var mere end hvad han gav sig ud for. Hun nåede ikke at tænke mere over det, for i samme øjeblik kom hendes mor hjem og Merle gjorde sit bedste for at skjule hvordan hun havde det, da hun ikke ønskede at hendes mor også blev bekymret. Hun hjalp moderen ud i køkkenet med hendes indkøbsvarer og gik i gang med at hjælpe hende med at lave mad, Mathias gav hende et betænkeligt blik, men sagde ikke noget fordi omsorgen for deres mor også gjaldt ham. Moderen plaprede løst om sin arbejdsdag som hun plejede og der var næsten en normal stemning i huset igen, hele familien samlede sig til aftensmad, selv Simon der plejede at tage sin tallerken op på værelset, havde bestemt sig for at komme ud af sin hule for at spise middag med familien. De hyggede sig og grinede og Merle glemte helt den underlige dag hun havde haft. Da hun gik i seng den nat havde hun ikke engang mareridt og vågnede først da vækkeuret ringede næste dag.