Som helt lille er man hos sine forældre, verden er ny for én, og man kigger på den med tillidsfulde øjne. Men des ældre man bliver, des mere bliver man revet væk fra de trygge rammer. Eller gør man overhovedet det? Der er altid en tryghed i vores samfund, et sikkerhedsnet til at gribe os. Vi betaler og betaler for at kunne have denne sikkerhed, som mange andre lande ikke har. Vi har et sundhedssystem, der gør at vi altid har mulighed for at få den hjælp, vi har brug for. I USA bliver man ikke behandlet, hvis man ikke kan vifte lægen om næsen med en vifte af pengesedler, men her i Danmark klager vi over at vi skal betale vores egen tandlæge, og vi skal ikke engang betale det, før vi bliver myndige.
Vi har alle disse systemer til at beskytte os, og selvom vi kan brokke os over masser af ting, over skat eller over at systemerne ikke fungerer, så bliver vi alligevel bange, hvis vi blot træder et skridt ud i den virkelige verden et øjeblik. Personligt har jeg netop taget det første rigtige valg i mit liv. Et valg hvor jeg kunne vælge at tage skridtet ud af det system folk i min alder kender bedst, skolesystemet. Lige siden jeg var helt lille har mit liv været styret af systemer, uden at jeg overhovedet havde noget valg. Som helt lille bliver man sendt i dagpleje eller vuggestue, og så kører det bare indtil man bliver de femten-seksten år. For efter vuggestuen eller dagplejen, bliver man ført over i en børnehave, og derefter videre til skolen, som fylder yderligere 9 år af ens liv. Et helt almindeligt barn bruger altså mellem fjorten og seksten år på institutioner, før de overhovedet får muligheden for at tage sit eget valg. Systemet er som en fabrik med et samlebånd, man bliver placeret dér og bliver ført gennem alle mulige processer før produktet endeligt er klart til at blive transporteret forskellige steder hen, først dér går de hver deres vej, uden valg eller alternativer på vejen.
Men her sidste år stod jeg ved hegnet, der omgrænser det sikre skolesystem, og jeg havde muligheden for at tage skridtet og flytte mig udenfor. Men hvad så? Skulle jeg finde et job efter niende klasse? Rejse til udlandet? Eller jeg kunne vælge den sikre vej som tiende klasse, gymnasiet eller en efterskole, for selvom det skulle være så nyt, så anderledes, så går vi bare langs hegnet i vores sikre indhegning. Og det gør jeg. Jeg valgte gymnasiet. Hvis jeg bliver spurgt hvorfor, ved jeg præcis hvad jeg siger: "Jeg skal bruge gymnasiet, så jeg kan søge ind på universitet og få et job," og så videre. Gymnasiet, endda universitet og i det hele taget uddannelser er stadig det trygge skolesystem, som vi har kendt siden vi var fem. Den dag jeg står på kanten, mast ud af indhegningen, færdig med skole, gymnasium og uddannelse, hvad gør jeg så? Alene mit spring fra grundskole til gymnasium skræmte mig en smule, fordi jeg nåede at se, at der faktisk er en anden mulighed, en vej der for mig nu er skjult, men vil åbne sig, når jeg beslutter mig for det. Men som det er nu, er jeg tilfreds med, hvor jeg er. Jeg har skimtet den nye verden og de nye muligheder uden for indhegningen, men jeg vælger at bliver her, fordi det er trygt, og fordi jeg har lyst, men nu ved jeg, at den er der, at jeg har mulighed for selv at vælge, og jeg vil vide, at hvor galt det så end går, vil jeg blive grebet af vores sikkerhedsnet.