Den røde plet på gulvet, var blevet en del af huses helhed, hvorfor ændre noget. Jeg skulle lærer af tingenes tilstand, det havde hun altid sagt. Nu var hun blevet en del af tingende. Det havde faktisk hjulpet. Hun var bedre nu end før, tænkte jeg og smilte. Jeg lod hende ligge, hoppede let over hende og nikke mod hende som en hilsen, da jeg forlod soveværelset. Jeg gik ned af trapperne og nynnede uden lyd. Roen havde ramt mig, som stressen og de sørgmodige tanker normalt ellers gjorde. De andre sad allerede omkring bordet. Jeg behøvede ikke at forklare noget for dem. For det var aldrig mig man spurgte, jeg var bare den lille der boede på loftet, ingen kom på mit værelse.
   Som jeg havde nikket til hende, nikkede jeg nu til dem, og de reagere præcist lige så meget som hun havde. Jeg satte mig, maden stod på boret, far sad, som altid med et smil, mor var der ikke, store søster tog te kanden over på boret og satte sig, også med et smil. Lillebror var helt væk i maden, men smilet kunne stadig ses på hans grimme og trælse ansigt. De så intet, de smilte bare. Jeg så alt, og smilte for første gang i lang tid.
   Ture var lettere end normalt, jeg fløj af sted. Jeg var den eneste der gik. De andre tog bussen eller en af bilerne. Jeg nåde gymnasiet, lige før klokken ringede. Jeg gik i 2.g, så havde kun halvandet år tilbage af helvedet. Jeg smuttede ind i klassen lige inden læren kom, satte mig bagerst, alle sad og smilte, men ingen hilste. Sådan var det altid, en gang havde verden ikke smilet til mig, den gang råbte den og sagde grimme ting. Men nu smilte de bare, men de så intet.
   Jeg havde gjort det, og nu kunne jeg endelig tage det roligt, ingen skulle sige noget mere, nu var der helt stille. Jeg var fri, og ingen ville bemærke noget. Jeg hørte læreren snakke om fremtiden, om hvordan vi kunne bruge fortidens erfaringer til at skabe en ny verden. Hun forsatte: "Krig og katastrofer er noget af det værste man kan tænke sig, men hvis posen ikke rystes en gang imellem, så lære vi intet". Sikke en gang lort tænkte jeg, og dog, var det ikke præcist det jeg havde gjort, rystet posen. En ny vinkel på tingende, var måske det der skulle til. Jeg havde gjort det for at få ro, og skabe stilstand, men var det forandring jeg havde skabt? Nej, det var ro og stilstand, jeg orkede ikke mere. Ideen om at forandring skulle give noget bedre, ville heller ikke passe med det jeg havde lært af hende. Lær af stilstanden, det var hvad jeg havde gjort. Læreren snakkede stadig, nu lyttede jeg ikke længere, hvilket betød at ingen lyttede. Alle kigge ned, en mobil eller en bærbar, det var hvor fokusset lå. Eller rettere så var fokusset på ens smil, hvor perfekt det var, på Facebook, i ens beskeder og sidst, hvis nogen endelige kigge op, så også i virkeligheden. Timen sluttede og de andre løb ud, for nu startede skolens virkelige formål, nu skulle pausen bruges. Jeg gik ned i kantinen. Min søster stod i midten af en stor gruppe, hendes smil var perfekt, de andre stod og så på hendes smil, og efterlignede, men ingen så rigtigt hende. Men hvad betød det også, jeg vidste, hvad der var at se og det var ikke smukt kun svagt og grimt. Jeg satte mig og kiggede rundt, så menneskerne bag smilende, ingen opdagede mig, for jeg var jo ingen. Hvor var de grimme! De få uden smil, sad og snakkede om dem med smil, hvor barnlige dem med de andre var, men i smug prøvede de deres grimme smil af. Jeg smilte, jeg nød at ingen så mit smil. Et grimt og ufuldkommet smil, men det var mit og det var mig, endelig kunne jeg bruge det. Jeg lyttede til larmen, ingen talte sammen, de bare talte, som et orkester med ene solister, som alle spillede soloer. Det var en smuk parodi, min søsters gruppe i en toneart, nørderne i en anden. Musikerne, som ellers burde vide, hvad en harmoni er, kæmpede hårdt, for at være unik og speciel er ikke nemt, hvis man minder om andre. Nogle gang hørtes en smuk solo, men inden den var bragt til ende, startede en ny højere og smukkere, og sådan blev det ved indtil det igen blev til et kaos af lyd, og det smukke blev grimt og falskt. Jeg smilte, tænkte at det faktisk var sjovt at se mennesker. Jeg følte mig som en pioner, jeg så noget, som ingen andre så.
   Klokken ringede, eller egentligt var der ingen klokke, men bare et ur der viste tiden, og så en række af dem med de pæneste smil der rejste sig og gik mod klasserne. Det var meget tydeligere end klokker, for ingen ville have hørt dem, her midt i smilenes symfoni. Jeg rejste mig som en af de sidste, gik mod lokalet, vi nu skulle være i. Stoppede lige uden for rummet, hvorfor var jeg stadig her, tænkte jeg, og gik igen. Ved skolens yderdør så jeg de sidste elever kom luntende, næsten lige igennem mig, de så intet, det var rygerne, de seje og rå. Jeg ente ude på vejen foran skolen, kiggede i begge retninger, hvilken vej nu? Satte mig på kantstenen med benene ud på vejen, ingen biler kørte her, når de perfekte børn var afleveret. Jeg lukkede øjnene og kiggede ind. Hvad ønskede jeg at lave?
   Beslutningen blev ikke taget af andre, så jeg gav op, rejste mig op, stadig med lukkede øjne. Jeg begyndte at snurre rundt, til alt snurrede og så gik jeg. Jeg gik og gik, øjnene var ikke vigtige, de gjorde det bare sværere. Jeg væltede og åbnede øjende, jeg stod nede i byen. Smilte, sådan tog man beslutninger, uden påvirkninger. Byen lå øde, bygningerne havde slugt menneskerne, og de havde ladet deres drømme og personligheder blive hjemme, så de ikke blev knust på deres kontorer. Ja, vi havde lært meget, sikke en tid, intet had, racisme og kriminalitet en uddøende rase, det sammen var førelser. Jeg gik forsatte gennem byen, af de tomme gader.
   Jeg kom til gågaden, butikkerne var åbne. På gaden gik de døde, de gamle og de andre uden en fremtid, tomme mennesker uden en sjæl. Det er hvad der sker, hvis du lader drømmene og personligheden komme ud, de bliver ødelagt. I forretningerne står unge, der drømme i øjnene. Man kan næsten hører dem: "Tjene lidt penge og så ud og rejse." Men for hver sætning kan man se drømmene sive ud. Inden længe vil de også gå rundt tomme uden perspektiv og formål. Jeg smiler, hvor er det hele enkelt. Hvis man ingen personlighed eller drømme har, har man intet at miste, lives tomhed uden savn og håb. Enkelt.
   Jeg sætter mig på en bænk, en mand sætte sig ved siden af mig, han talte med sig selv og så mig ikke. Jeg smilte, han er sku heldig, han hans egen bedste ven, og han savner intet, for fortiden fremtiden er væk, det kan han takke alkoholen og stofferne for. Det er smukt, han er der kun der for sig selv. Kigger på ham og ikke på det utroliggrimme smil, han smukkere end dullerne på skolen. Jeg tænkte om det var, det jeg skulle have gjort, men nej min løsning var bedre. Jeg lukkede øjnene igen og nød at lytte til vinden og byen omkring mig, mens jeg hørte hans stille mumlen.
   Jeg vågnede en tid senere, da larmen var kommet tilbage til byen, folk var kommet ud af deres kontorer og de andre unge var sluppet fri af skole helvedet. Jeg rejste mig igen, havde set nok. Gik hurtigt, mens gaderne blev mere og mere levende, menneskerne spredte sig, som kræft i intetanende krop. Jeg lystede på hovedet og smilte, begyndte at lunte, for sidst at spurte ned af gaden, ingen så noget. Lukkede øjnene og mærkede, hvordan jeg gled mellem den massive tidevandsbølge af menneske. Stoppede først, da roen var tilbage. Åbnede mine øjne, jeg stod på min vej. Fortidens billeder ligger på denne vej, kampe og smil. Var det også sådanne krige læreren snakkede om? Havde jeg lært noget af dem? Det var her jeg så, at mit smil ikke kunne måle sig med min søsters. Det var her jeg fandt ud af, at min lille brors smil var så grim at han kunne blive unik, måske endda musiker en gang. Det var her jeg så at ingen lage mærke til mig, kun når jeg var sur eller sloges med mine søskende, så var jeg ikke usynlig, men jeg var bare lige gyldigt, et redskab til at gøre de andre bedre. Kontrast. Jeg gik stille, mit smil var der stadig, men ikke så afslappet som tidligere. Måske ville jeg lave noget igen, som ville ændre det hele, nej, ikke flere oplevelser, alt var som det skulle være. Det var lige som i børn havde det i folkeskolen, frygten for at lærer for meget, ingen vil jo være den kloge.
   Jeg gik mod huset, lillebror, storesøster og far ville snart være hjemme, mor ville nok ikke kommer mere. Jeg ville hjem inden dem, så jeg ikke skulle se dem og deres smil, bare tilbage til værelset. Da jeg trådte ind i huset var frygten, for nye oplevelser blevet endnu større og huset gjorde kun det hele værre. Jeg luntede gennem de store og perfekte rum, til jeg nåede trappen. Selv fra bunden kunne jeg se, at den røde plet var blevet større, den var løbet ud under døren og var startet på den lange nedstigning. Jeg var lige glad om de så det. Jeg var der næsten, roen blev større nu tættere jeg kom på pletten. Da jeg nåede trinet, som plettet også havde nået, nikkede jeg og hilste, jeg var der nu. Tre trin og jeg stod ved døren, åbnede den og trådte ind, der lå hun. Hun så ud, som hun altid burde havde set ud fredfyldt. Det var nærmest smukt, hvis andre havde set det smil, ville de have tænkt at hun var smuk. Jeg var igen fyldt af ro, lykkelig over det jeg havde gjort. Satte mig på sengen og kiggede rundt, værelset var ikke noget jeg var stolt af. Det stod som et typisk billede af en helt anonym person. Bøgerne stod perfekt på hylderne, ikke så mange at jeg virkede som en nørd og ikke så få at jeg ville virke dum. Et stort fjernsyn og musikanlæg, ja og alle de andre ting man nu skulle have. Yderdøren neden under gik op, jeg sukkede, nu var roen over. Jeg håbede bare de blev neden under, jeg kunne hører min far og lillebror snakke, min søster var ikke kommet endnu. Jeg kiggede over på skrivebordet der stod det sidste billede der blev taget af min mor, ved siden det havde jeg lagt et af mig, tænkte det var passende. Min far kaldte på mig, han lød urolig. Jeg kunne hører at han kom tættere på trappen, jeg tænkte at det var tid, han ville snart se pletten. Jeg lage mig ned og hun og jeg blev et igen, og alt var sort. Nu var roen total.