Da jeg vågnede den nat, var der noget inden i mig der sagde, at alting ikke ville blive som før. Det var en lille fornemmelse, som jeg gemte langt væk. Indtrykkene og lugtene på det tidspunkt var for stærke, til at sætte sig ned og tænke over tingene. For mig handlede det bare om at komme ud fra værelset. Jeg vækkede dig, og du kom ud af din døs med en grynten. Du skældte mig ud, men da du så den grå røg komme ind ad døren, holdte du straks kæft. På dette tidpunkt var jeg glad for det - men også kun fordi jeg ikke vidste, at det ville blive sidste gang jeg ville høre min tvilling tale.
   Jeg bad dig om at gå ud, jeg skulle nok vække mor og far.Maya, gjorde du som jeg sagde?
   Jeg kravlede på gulvet som jeg havde lært. Jeg ved ikke hvad du gjorde, jeg ved ikke hvorfor jeg ikke sagde noget. Jeg vidste bare, at vi skulle ud, og det skulle være nu.
   Da jeg kom ud på gangen, så jeg den sorte røg hvirvle mod loftet. Jeg tror, jeg skreg. Hørte du mig? Jeg fandt mors og fars værelse, fik dem op og ned på gulvet. Far fandt sin mobiltelefon, og fik kravlende på gulvet alarmeret brandvæsnet. På det tidspunkt vidste vi heller ikke, hvad der skulle ske. Vidste du det?
   Jeg gik i chok, da jeg kom ud. Røgen var sort, der var meget, høet på taget brændte ligesom benzin. Så du det? Det jeg så, var at du ikke var der. Jeg gik i panik og skreg. Hørte du mig? Da det gik op for mor, skreg hun også. Hørte du hende? Far holdte hovedet koldt, da brandbilerne kom. Jeg ved ikke hvordan vi fik det sagt. At du stadig var derinde.
   En brandmand ville gå derind efter dig. Han ville redde dig, Maya! Jeg så ham forsvinde ind i røgen, mens jeg råbte på dig. Bare hold ud. Så skulle det nok gå. Der var en på vej. Bare hold ud.
   Hørte du mig? Prøvede du at holde ud? Klamrede du dig til noget, skreg du, græd du eller sov du?
   Du sov i hvert fald da du kom ud. Han kom med dig i armene. Jeg løb hen til ham, greb din hånd, ruskede i dig. Råbte dit navn. Men dit ansigt, dit lille ansigt, der var gråt af røg så ikke ud til at reagere. Men kunne du alligevel mærke mig?
   Du var nærmest ikke kommet ud, før du var væk i ambulancen. Jeg husker stadig de blå blink, og sirenerne som flængede nattens stille lyde. En ny ambulancen kom hurtigt. Den var til far, mor og jeg. Alle skulle tjekkes for røgforgiftning.
   Vi slap alle heldigt, undtagen dig. Lægerne sagde, at det kunne gå godt. De sagde bare ikke, at det også kunne gå dårligt. De lod os komme ind og snakke med dig. Du var langt væk. Hørte du mor, da hun græd? Hørte du fars stemme, som kommanderede hende væk? Hørte du mig sige, at jeg gerne ville være lidt alene med dig? Ligesom den gang vi var små. Husker du det?
   Kunne du mærke da jeg tog din hånd? Kunne du høre jeg græd? Hørte du mig sige, at jeg elsker dig? Hørte du, Maya, jeg bad dig om at blive! Bare blive. Jeg bad dig så inderligt om at blive. Hørte du mig? Det håber jeg du gjorde.
   For lige efter begyndte alt at larme. En sygeplejerske rev mig væk, jeg skreg og græd, selvom jeg godt vidste hvad der skulle ske.
   "Bliv Maya, bliv!" skreg jeg, inden en læge smed mig ud.
   Hørte du mig? Det håber jeg, og det sagde jeg til mig selv at du gjorde. Men jeg vil aldrig få svar, for ti minutter senere var du væk. Lægen fortalte det stille og roligt, men jeg kunne ikke styre mig. Jeg græd, da han lagde hånden på min skulder, og sagde at det gjorde ham ondt. Jeg græd endnu mere, da jeg så dig igen. Du lignede dig selv når du sov, men det var som om, at du sov en dybere søvn end du nogensinde havde gjort før. Jeg tog din hånd, klemte den og hviskede at du aldrig ville blive glemt. Jeg sagde til mig selv, at dette måtte du høre. Bare denne gang.
   Begravelsen var ugen senere. Jeg ved ikke hvordan nogen af os kom så langt, Maya. Lige pludselig var det bare dagen, hvor jeg skulle tage mig sammen og sige endeligt farvel. Jeg ville bare ikke. Forstår du, Maya? Pludselig lå du bare der i den hvide kiste med Bamse, din mobil og en tegning fra mig. Pludselig var kirken bare fyldt med mennesker. Alle fra vores klasse var der, familie, venner. Selv folk du ikke kunne fordrage, kom for at sige farvel. Selv folk, som næsten ikke kendte dig, kom for at give dig liljer og roser med i graven.
   Pludselig var du væk. I en kiste, under jorden. Bare gemt væk under en sten. Men Maya? Du er aldrig glemt. Du ligger stadigvæk herinde, inde i mit hjerte. Jeg kommer mig nok aldrig over dig, du er ikke sådan en man glemmer. Jeg fik ret den nat, da jeg sagde, at alting ikke ville blive som før. Jeg savner dig! Når jeg savner dig mest, snakker jeg med dig. Jeg ved du hører mig. For hvorfor skulle du ikke? Var, Maya?