Han sad på bænken som sædvanlig. Blomsterbuketten lå i hans skød, og han kiggede utålmodigt på sit ur. Inden længe ankom en hundelufter og satte sig ved hans side.
   "Nå, hvad skal blomsterne til for? Har du en fræk aftale senere?"
   Hendes lettere forpustede åndedræt skabte en mærkværdig udtale af de drillende ord.
   "Ikke rigtigt. Vi kender ikke hinanden så godt. Jeg har svært ved... du ved... at få hendes opmærksomhed."
   Hun kiggede overrasket på ham, og udbrød så:
   "Jamen, er det den samme som sidste gang? Jeg troede, du var kommet over hende."
   "Det er ikke så simpelt. Jeg er virkelig forelsket i hende her. Jeg ved snart ikke, hvor mange buketter jeg har været igennem. Det er som om, intet kan få hendes øjne op for mig."
   Hun ventede et øjeblik og talte så med en hengivenhed, som hun tydeligt prøvede at skjule
   "Du skal nok få fat på hende. Se dog på dig selv. Du er jo lækker og charmerende."
   Han vendte sit blik mod hundeparkens fællesareal. Hans schæfer jagtede forgæves en mindre Collie.
   "Man skal ikke altid dømme en bog på omslaget. Nogle gange er mennesker ikke, hvad de ser ud til."
   Hun tog en pakke cigaretter fra sin diskrete håndtaske, og stak en smøg i munden.
   "Jeg ved sgu snart ikke. Jeg ser selv den her fyr, og det er som om han bare er ligeglad. I starten troede jeg, at han var genert eller at han spillede kostbar, men sandheden er, at han er som alle andre. Han har haft uendelige chancer med mig. Havde han virkelig været interesseret, havde han taget initiativet for længe siden."
   Hun tændte smøgen med sin lighter og sendte de første røgskyer ud. Bag sløret af røg var hendes ansigtsudtryk tydeligt. Hun så ud i parken i en blanding af undren og ligegyldighed.
   "Se bare på din hund. Den er et godt eksempel på, hvad jeg mener. Se på den, som den render rundt og jagter min Collie. Vi ved begge to udmærket, at den kun tænker på en ting. Selv hvis den ville, kunne den aldrig skjule sit begær. Det er alt, hvad den er. På den måde er mennesker ligesom hunde. Vi kan ikke gemme vores sande jeg væk. Vi kan måske narre os selv, men ikke vore omgivelser."
   Schæferen stoppede pludselig op. Den lagde sig på jorden og begyndte langsomt at klynke, mens den iagttog den spinkle Collie, der stadig hoppede energisk rundt.
   "Måske ønsker han bare noget selskab. Måske ønsker han bare noget kærlighed, men han kender ikke andre måder at få det på."
   Han tav og så ud i parken igen. Collien havde nærmet sig den ængstelige Schæfer, og prøvede nu på at få dens opmærksomhed. Den bjæffede, gøede og dansede rundt. Den gjorde sig rigtigt til.
   "Alle har vel brug for kærlighed. Vi har det bare med at spille spil med hinanden, i stedet for at vise hvad vi virkelig føler."
   Hun skoddede sin smøg og lo en smule hånligt.
   "Kærlighed er overvurderet. Snart vil min Collie finde en anden legekammerat, og din schæfer vil glemme alt om hende. Den vil få øje på en ny tæve den kan jagte, og inden vi ved af det, vil den have rejst sig og fortsat sine udskejelser. Der er ingen skjulte følelser imellem vores hunde. Når alt kommer til alt, er de to vidt forskellige væsner uden noget tilfælles. Min Collie ønsker udelukkende en smule sjov. Din schæfer har derimod ingen grænser og vil hoppe på hvad som helst, der kommer dens vej."
   Trods hendes selvsikre forudsigelse, så det ikke ud til Collien ønskede at forlade den sørgmodige schæfer. Den hoppede fortsat drillende rundt om hunden, der stadig ikke tog sig af henvendelserne. Hun smilede lunefuldt og fortsatte så:
   "Hvad er det egentligt med dig i dag? Du kaster rundt med filosofiske kommentarer og er helt spekulativ og alvorlig. I hvert fald mere end du plejer at være. Du prøver vel ikke at fortælle mig noget med din dødssyge adfærd?"
   Hendes tone var mere drillende end den var alvorlig. Hun vendte sig og så grinende på ham, mens hun akavet gav ham et klap på skulderen. Han rettede nu også sit blik mod hende. Han stirrede afsøgende på hende og var næsten ved at åbne munden, men så valgte han pludselig at tie. Han rejste sig straks og trådte væk fra hende.
   "Jeg må nok hellere se at komme af sted. Jeg har ting jeg skal nå."
   Og så tog han af sted uden at sige farvel. Han kaldte på sin schæfer og bevægede sig derefter prompte mod parkens udgang, mens hunden langsomt nåede op til ham. Hun så længe på de to triste skabninger og sukkede så
   "Heller ikke i dag."
   Og så tog hun blomsterbuketten han havde efterladt, duftede til den en enkelt gang og smed den væk.