Han gik gennem de mennesker tomme gader. Det var mørkt og frosten var begyndt at sætte sine spor rundt omkring på butiksruderne. Han elskede natten. Ingen forstyrrende elementer i hans verden, hans ensomme verden. Himlen var stjerne klar, og månen fuld. Over gaden hang juleudsmykningen og lyste op. Det var smukt, men han så det ikke. Hans tanker var koncentreret om en ting lige nu, at finde et sted at sove. Han frøs, trods den store jakke, huen og vanterne. Det hele havde han stjålet et par dage før.

Det var nær gået galt, men han havde klaret sig ud af varehuset, i sidste sekund. En vagt var begyndt at se nærmere på ham da han gik rundt mellem tøjstativerne. Da havde han fået jakken på, og alarmen af, han havde ikke fået prismærket med. Så han satte målrettet sine skridt mod udgangen, alt mens han fornemmede at vagten fulgte ham, da han nåede dørene begyndte han at løbe, og nåede væk. Han havde ikke nerver til det i længden, men den kolde vinter gjorde at han var nødtil det, og hans penge var brugt til andet. Socialkontoret var lukket land de kendte hans historier for godt efterhånden, alt for tit havde han siddet der oppe og klaget sin nød, og fået lidt ud af dem ind i mellem. Ikke meget, aldrig nok til næste stof. Men de fattede aldrig en skid de idioter. Anede ikke hvordan det var at gå på gaden, leve på den nederste rangstige i det her samfund. Være en af den alle helst så hen på en øde ø, hvor man bare kunne rådne op.

Som han gik der i natten blev han så træt af sig selv og sit liv at han ville ønske der var en vej ud. Han kunne bare ikke se den. Orkede slet ikke at tænke på hvordan det ville være at komme i behandling, sidde i en eller anden rundkreds og tale om sig selv og sine "problemer".
   Hvor herre bevares! Skulle det hjælpe ham? Hvad så bagefter? Nej, det var ikke ham, så måtte det gå som det gik mange af dem han kendte eller havde kendt, de fleste døde eller kom i fængsel. Han rundede hjørnet ved Istedgade så op af den lange "Strasse" det var som at komme hjem. Det eneste han havde. Her kendte de fleste hinanden, man var ikke venner i den forstand, men hjalp hinanden hvis man selv var ovenpå. Var man flad og havde abstinenser, var det som regel muligt at finde en eller anden der havde lidt stof man kunne låne en dag eller to. Men vigtigt at huske tilbage betalingen. Ellers faldt der brænde ned. Han plejede ikke at skylde, og de få gange han havde lånt var det betalt tilbage næste dag. Han gik op forbi kirken hvor der var lidt folk samlet, der var nat åbnet, lidt kaffe og mad kunne man få. Og varmen.

Det var skide koldt nu. Snefnuggene faldt stille og roligt ned i hans ansigt. Det var ikke så hærget som mange af de andre i "Gaden", han havde heller ikke været i gang så mange år.
   5 - 6 stykker mente han. Kunne ikke helt huske hvornår nedturen startede. Han var i slutningen af tyverne, og lignede på afstand en helt almindelig ung mand. Lidt triste blå øjne, lyst karseklippet hår. Rimelig pæn i tøjet, men det var heller ikke svært når han bare gik ind og stjal hvad han skulle bruge, når han trængte til nyt. Han hilste på de få der stod foran Maria kirken, gik ind i varmen, der var ikke mange denne nat. Han vidste der for få dage siden havde været en razzia, så en del af de sædvanlige var røget ind. Det var bare så for meget. Panserne gik efter de små fisk, frem for at fange de store bagmænd.

Han hilste på kvinden der stod ved bordet hvor der var kaffe, suppe, og lidt brød.
   Hun så op da han kom ind, og smilede til ham. Hun var altid så positiv og udstrålede en varme og en kærlighed han længtes efter. Der var år siden han havde så meget som tænkt på at have kæreste, for sådan en som ham kunne højst få en af pigerne i gaden, og det gad han ikke. Det var ikke kærlighed som han ønskede den, de forhold der opstod her var bygget på, stoffer, penge, beskyttelse, frygt og vold. Det havde han set for meget af. Næ, hende der hun var uopnåelig, men hvad hun passede også bare sit arbejde som frivillig for Kirkens Korshær. Hun gjorde tegn til han skulle sætte sig ned. Han satte sig ved bordet.

Hun hældet kaffe op, og gav ham koppen. "Det er godt nok en kold nat? " sagde hun, mens hun skar en skive brød til ham. Han nikkede.
   "Hvor skal du så sove i nat, spurgte hun.
   "Ved det ikke endnu, måske går jeg over på Mændenes hjem, det er tæt på, svarede han. Hun nikkede. Satte sig ned ved den anden side af bordet og så på ham. "Har du lyst til at snakke om hvordan du er endt her, for helt ærligt så er du lidt atypisk sammenlignet med de andre der kommer her?" Han kiggede ned i bordet, og tænkte på hvad der kunne ske ved at tale lidt med hende hun var her jo for det samme. Og han talte sjældent om sin fortid, medmindre der var en fordel ved det.
   For hvad skulle det hjælpe at sidde og svælge i minder, om en forsvunden tid der uanset hvad aldrig ville komme tilbage?

Hans tanker løb tilbage i tiden. Han havde altid været en enspænder, ikke mange venner, og de få han havde, var nok ikke de bedste. På en eller anden måde fandt han sig selv en aften i venners lag, med stof i hånden. Tænkte, pyt, lidt sjov er vel ingen skade til. Det var det, for han stoppede ikke igen. Fandt fred og ro når han var bedøvet, alle tanker blev sat på stand by. Hvorfor han havde brug for at flygte fra sine tanker og sin hverdag kunne der sikkert skrives bøger om, og psykologerne han havde gået ved som barn, havde haft travlt med at stille en diagnose. Men i bund og grund handlede det nok bare om at han altid havde været overladt meget til sig selv.
   Hans mor havde været der ind i mellem, men ofte var hun skide fuld og påvirket, eller helt væk i en eller anden fyr, og så var der ikke plads til ham, så han passede sig selv. Gjorde sig usynlig. Skolen havde været et sandt helvede. Så måske var det derfor han bare havde brug for flugten.
   Nu var der bare ingen steder at flygte hen mere, stofferne var ingen hjælp, de var jo blevet et helved på jorden, der styrede og kontrollerede hans liv.

Hans blik fangede hendes, det var længe siden han havde tænkt på kvinder, kærlighed, forhold. Det var ligesom ikke så aktuelt i hans tilværelse.
   Hvad havde han at tilbyde? Intet.
   Nej, det her nyttede ikke noget, hvorfor sidde her og blive sentimental.
   Han tømte sin kop og rejste sig, pludseligt. Hun så op og kiggede spørgende som om hun havde sagt noget forkert.
   "Går du nu"? Spurgte hun. Han nikkede. Hun rejste sig og lagde sin hånd på hans skulder.
   "Pas nu på dig selv, ikke"?
   "Jeg tror du vil noget andet end det liv her, og du ved mulighederne er der hvis du vil"
   Hun så på ham med det der blik der var lidt bestemt, men på samme tid bedende.
   Han nikkede igen. Vidste det godt. At hun havde ret. Behandling. Ja, mange tog af sted af dem han kendte, nogle klarede den og andre hang ud igen foran kirken. Deres beretninger var ikke just de mest motiverende. Men han havde selvfølgelig heller ikke hørt fra dem der klarede den.
   For de kom ikke her mere. De havde fundet et bedre liv

Han løftede hånden, tog jakken på og mumlede vi ses.
   Han tråde ud i den oplyste gade, der var liv hele natten. Nattens sjæle, dem der søgte fred i stofferne, dem der solgte, pigerne der solgte sig selv og lovens lange arm. De var der alle sammen.
   Han skråede over gaden, til mændenes hjem. Orkede næsten ikke at gå der ind.
   Gad ikke alle de andre, heller ikke de ansatte, de var søde nok, men stillede altid de samme spørgsmål.

Han fortsatte op ad Istedgade mod Hovedbanegården. Skrånede til højre, og satte kursen mod DGI - byen. Vidste der var steder hvor det var til at finde læ for natten.
   Der var varme ved nogle af ristende, hvis han bare kunne holde den kørende til ved 4-tiden så kunne han komme ind på Hovedbanen og få varmen, og hvis han gad et bad. Det kostede kun 20 kr. og så fik man et håndklæde med.

Han måtte være faldet hen, trods kulden, for han vågnede ved at trafikken var taget til. Så sig omkring, skuttede sig, det var så koldt.
   Han rejste sig og gik over mod Hovedbanegården, så på uret den var blevet 5, så der var åbent nu.

Han mærkede efter i lommen, jo han havde gemt lidt i går så kunne han starte dagen uden at skulle jagte helt vildt rundt for at skaffe penge.
   Så var det ikke helt skidt.
   Han havde også en 20er så det bad ville gøre underværker, ovenpå den kolde nat. Han gik gennem Hovedbanegården, hvor der stille og roligt var ved at komme liv, folk hastede på vej, de fleste på job eller hjem fra et. Andre som han så sig om efter en mulighed for at lave penge til det første fix. Man kunne se det i deres øjne, det der jagede blik. Desperate. Godt han havde til at starte dagen på.

Han gik ned i kælderen, hilste på manden der sad i buret ved herre toiletterne, han var da ny. Han bad om et baderum, og fik et håndklæde.
   Manden løste op, så på ham og sagde:
   "Ikke noget med at tage stoffer der inde", vel?
   Han rystede på hovedet, mens han kunne mærke rødmen brede sig i ansigtet.
   Pinligt. Lignede han virkelig en narkoman?, det synes han ikke selv.
   Han låste døre, han havde nu tænkt sig at tage sit fix herinde det var et nemmeste. Men først et bad.
   Da han var færdig, og havde taget sit tøj på, så han på sig selv i spejlet.

Han havde stået og tænkt på hende fra Kirken, hendes ord kørte rundt i hans tanker. Behandling? Måske skulle han gøre forsøget. Det kunne vel ikke skade, han kunne altid skride hvis de var for dumme. Han vidste bare en ting det liv her, var ikke hans liv. Han gad ikke mere. Når han tænkte dagen igennem var den så uoverskuelig, og forudsigelig.
   Skaffe penge, ved at stjæle eller låne sig frem. Det sidste dog kun hvis han ikke så andre muligheder. For det var en dårlig vej at komme ind på, pludselig var man i lommen på en eller anden psykopat, og så var man ikke sikker nogen steder. Det var set før.

Nej, han ville tage et fix også gå over i kirken, han vidste de kunne formidle kontakt til noget behandling, selv om han godt vidste det kunne tage sin tid, før han kom af sted, var det planen.
   Han følte sig lettet, selvom abstinenserne var ved at sætte ind. Han fandt stoffet frem, en ske, sprøjten, tog lidt vand fra hanen blandede stoffet i, gjorde det klar til at trække op i sprøjten. Måske var der til 2 gange, hvis han sparede på det, tænkte han. Men pyt, det går nok, skaffer penge senere.
   Han fandt en åre i sin højre arm, mens han sad der på gulvet, og ventede på varmen brede sig rundt i kroppen, synes han selv det var en god beslutning.
   Behandling var løsningen.

Manden ude i buret så på uret, synes det var et lidt rigeligt langt bad den unge mand tog sig. Nu var det nok, han gad ikke de skide junkier på hans toiletter.
   Befængt med alt muligt, bakterier, og ubehagelige var de ofte.
   Han gik hen og bankede hårdt på døren, "Hallo" råbte han.
   Der var stille. Bankede lidt hårdere. Ingen reaktion.

På den anden side af døren, lå en ung mand, sprøjten lå tom ved hans side, der var en stribe af blod ned af armen, hans ansigt var afslappet, nærmeste et smil på munden. Som om han havde tænkt på noget behageligt da han mødte døden.

Da politiet fik døren op, måtte de konstatere at der var endnu en død narkoman på Hovedbanegården. De og manden der havde tilkaldt dem, viste tegn på irritation og foragt, det stod at læse i deres ansigter.
   En ung kvinde havde stået lidt tilbage trukket og set scenariet. Hendes stemme var klar og bestemt, med en undertone af vrede da hun sagde: "Tag jer sammen, han var faktisk også et menneske". Hvorpå hun vendte sig om og gik op ad trapperne.