Hun vidste det allerede da hun så sølv papiret i hans hånd. Det var helt forkert. Forbudt. Noget man bare ikke gjorde. Mindes en gammel bekendt fra fortiden der netop havde sagt det til hende: "Det er forbudt for børn - og voksne! Alt i mens han tog sit næste fix. Nu var han død.
   Men hun fortrængte den indre stemme der forsøgt at tale hende til fornuft.

Røret der også var lavet af det sølv farvede metal var snoet som spirret på Vor frelser Kirke.
   På sølvpapiret i hans hånd lå en lille bunke brunt pulver. Hun havde aldrig set det før, men kunne trods den indre stemmes protester mærke hvordan spændingen bredte sig i kroppen. Blandet med frygten for det ukendte hun var ved at begive sig ind i. En verden så fjern og så langt fra hendes liv men nu helt tæt på. Så tæt på at hendes hjerte var sat på overarbejde. Hun svedte og følte sig usikker. Fyren overfor hende havde styr på det, det var helt tydeligt, håndterede sølvpapiret og pulveret som var det et håndværk han havde lært.

Han så på hende og smilede: "Er du helt sikker på du vil det her"?
   Hun sank en gang, øjnene flakkede mens hun slog blikket ned. Tankerne kørte på højtryk, hun kunne ikke få styr på dem, var som om de levede deres eget liv. Det ikke var hendes tanker men en andens. Det var forkert, men - en enkelt gang kunne jo aldrig skade.
   Hun så ham i øjnene og nikkede. Kunne ligesom ikke få ordene ud af munden. Hun rystede indvendig. Var det spændingen eller frygten der sad i hendes krop?

Han rakte hende røret. Bad hende suge kraftigt til når det brune pulver blev til en sort smeltet klat der ville begynde at ryge på papiret. Lugten var fæl. En sødlig kvalm ram dunst bredte sig til hendes næsebor alt imens hun sugede. Hun skulle bare holde det nede så længe hun kunne. Så virker det bedst. Havde han sagt. Hun gjorde som hun fik besked på. Sugede, inhalerede og holdt det i lungerne til de var ved at sprænges. Hun gentog samme handling nogle gange, mens fyren holdt sølv papiret for hende.
   Kroppen reagerede prompte. Med en fart som en jet jager bredte der sig en vidunderlig rislende varme som blev hun oversvømmet af en flod i hvert en millimeter af hele kroppen. Hun fik kortvarig kvalme, men følelsen af at ramme himlen og møde paradis overskyggede alt.

Den indre stemme havde trukket sig tilbage hvor den kom fra, sørgmodig, med bøjet nakke og tåre i øjenkrogen. Den vidste godt hvad der ventede forude.
   Synd hun ikke ville lytte, tænkte stemmen mens den satte sig til rette i mørket for at vente. Vidste der ville gå lang tid før der blev brug for den igen. Hvis der blev brug for den.

Hun smilede til fyren overfor hende. Sagde inte. Kunne ikke finde ord. Sank ind i sig selv. Lukkede øjnene og nød floden af velbehag der susede rundt inden i. Væk fra hverdagen og nuet. Bekymringerne var gledet bort som skyerne på himlen.
   Hun var i et med sig selv og sin sjæl som aldrig før hun følte sig hel for første gang i sit liv. Sad bare og nød fornemmelsen af varme, let hed og stort set ingen sammenhængende tanke virksomhed.

At hun havde fjernet forbudt skiltet og trådt ind i et minefelt med mange miner skænkede hun ikke en tanke. Hun kunne styre det. Helt sikkert. Noget så fantastisk skulle prøves igen. Om et stykke tid. Måske i weekenderne lidt ligesom folk der drikker en flaske rødvin. Ja, det kunne der ikke ske noget ved.
   Sådan sad hun i sin egen lille verden fuld af drømme, en følelse af total lykke og uden nogen som helst bekymringer om morgendagen.

Heroinen havde erobret endnu en sjæl til sin Helvedes hær. En hær der kommer snigende forklædt som godheden selv, men bag det uskyldige ydre var en Satan værre end Djævlen gemt. Egentlig vidste hun det jo godt. Den fornuftige del af hendes indre havde kæmpet, råbt og skreget indtil dagen i dag. Hun havde set mennesker hun kendte været fanget i heroinens fængsel. Men som med den indre stemme måtte hendes fornuftige Jeg se sig slået. Knock outet så nemt som ingenting. Af et lille bitte brev med en smule brunt pulver og en rulle sølv papir købt i Irma til ungernes madpakker.

Tre måneder senere blev rullen med sølv papir ikke brugt til madpakker mere. For hun havde ingen at smøre dem til. Hun havde heller ingen køkkenskuffe at læggen den i. Kun den rygsæk hun havde med sig da hun vendte ryggen til livet. For at gå med Djævlen i den ene hånd og Manden med leen i den anden. Hun havde tabt kampen om Livet, men vundet den lige vej mod afgrunden.