Blikket i hendes øjne kunne tolkes på flere måder. Nogle gange var de tomme som en af de mælkekartoner på køkkenbordet. Andre gange som øjnene på et vildt dyr der blev jaget af sin fjende. Frygten stod ofte side om side med hendes brune øjne. Vinduerne skreg på vand og sæbe. Gråmeleret skidt rendte ned af ruderne og gav et indtryk af håbløshedens bolig.
   Det havde længe undret naboerne at de intet havde set eller hørt til den lidt besynderlige kvinde i opgangen. Men hver passer sit. Man skulle jo nødig komme for tæt på, hun var trods alt ikke helt almindelig. De talte. Naboerne. Om hende der. Kvinden der pludselig flyttede ind i gamle Fru Jensens lejlighed. Efter hun gik bort for nogle år siden. Fru Jensen havde boet der hele sit liv. Med manden, børnene og en dag kom der børnebørn til. De sidste år tilbragte hun som enke. Kvinden var et af dem. Børne børnene. De huskede hende som den kønneste, smukke øjne der skinnede som stjernerne. Altid høflig og venlig.
   En dag ankom hun med flyttebilen, sit fine tøj og dyre møbler. De vidste godt at Jensens havde haft en del på kistebunden hvilket nu også var nødvendigt for at bo i dette kvarter. Det havde den unge smarte kvinde åbenbart også. Nu boede hun derinde bag den lukkede dør. Ikke en lyd i mange uger eller var det måneder. Det var unormalt. Tænkte naboerne og talte videre. Om retten til at vælge selv. Hun havde selv valgt. Derfor var de i enstemmig tavshed enige om at ingen ville sætte deres finger på dørklokken for at spørge til hende.
   Næ, en hver passer sit. Hun havde desuden aldrig ville deltage i deres fælles aktiviteter i gaden så det måtte hun selv om.
   Solen stod højt på den blå himmel, azurblå som et hav under sydlige egne. Et hav i himlen. Sommeren havde holdt sit indtog i storbyen. Varmen lå tung som en dyne i gaderne. Hvor sveden rendte ned af de varme, letpåklædte kroppe og lagde sig som små søer mellem brostenene. Sommer som aldrig før. Sagde de. Metrologerne.
   Vinduerne var om muligt endnu mere uigennemtrængelige end tidligere. Solen kæmpede for at sende sine varme energiske arme ind i den lille lejlighed. Naboerne snakkede stadig. Nu med lidt mere bekymring i deres eller så selvsikre og en smule fordømmende stemmer. For det var da for dårligt at hun aldrig luftede ud. For der lugtede lidt synes de, når de rangerede forbi hendes dør. Helt sikkert for dårligt. Men en hver passer sit.
   Selv sådan en skøn sommer dag hvor aftenen skulle foregå i gård miljøet. Med grill, musik og dans. For man skulle jo komme hinanden ved. Men kun hvis man passede ind. Det gjorde hun ikke. Hende der bag den lukkede dør på 3.sal. De kendte hende ikke mere. Hende den lille kønne pige der altid kom glad på besøg hos bedsteforældrene. De havde heller ikke et ønske om at vide hvad der foregik bag den lukkede dør.
   Den pludselige støj forstyrrede den ellers så ordentlige og stille opgang. Tramp af sko. Stemmer de ikke kendte. Uro. Husfreden blev forstyrret. Hvilken uorden.
   Den lukkede dør stod nu åben. Stanken sneg sig ud i opgangen. Op ad og ned ad som en slimet slange. Ind ad hver en lille sprække, ind til de småborgerlige pæne folk. Der passede sit. Det kunne de ikke mere. Lugten pirrede deres nysgerrighed.
   Vinduerne blev åbnet, solen var på vej op over hustagene, på vej ind ad vinduerne for at sprede glæde og varme. Dørene blev åbnet. På klem. Det skulle jo ikke hedde sig man havde gloet. På gaden kunne man se en hvid bil med teksten: Politi.
   Inde i lejligheden stod en lille håndfuld mennesker. Betjente, socialarbejderen der en sjælden gang havde fået lov at træde ind over dørtrinet til den unge kvinde. Men siden hen var afvist gang på gang. Systemet var ikke nemt at lægge arm med. Men hun havde kæmpet, talt kvindens sag gennem måneder og nu stod hun her med to betjente. En låsesmed havde åbnet døren da ingen reagerede. Hun stod nu her og så ind stuen. Hun måtte blinke med øjnene og troede ikke hvad hun så.
   Hvis man så bort fra skidtet der var flyttet ind, bort fra pizza bakkerne der stod pænt stablet op ad væggen, ved siden af andet emballage der afslørede at det ikke var koge kunsten der havde første prioritet i dette hjem. Så man ud over dette, var det et hjem med dyre møbler, ægte tæpper på de gamle gulvbrædder som hvis de kunne tale havde mange historier at berette. Væggene var prydet af kunstværker, malerier af nyere dato.
   I læne stolen sad hun. Kvinden de alle talte om. Men ingen kendte. Hendes øjne blev vagtsomme ved lyden af menneskerne der trængte sin ind på hende domæne. Som en tiger der var klar til angreb knugede hun hænderne om armlænene så knoerne blev hvide da alt blod løb fra dem. Hun kneb øjnene sammen. På vagt.
   Socialarbejderen så hen på hende, nikkede og forsøgte med et smil. Kvinden var klædt i en dyr dragt, det var tydeligt at fattigdom ikke var det rette mærkat at sætte på her. Hun vidste det godt fra sidste besøg. Kvinden her ikke var uden evner eller midler, men da var hun netop udskrevet fra et længere ophold på en privat klinik for folk med svage nerver. Det var hvad kvinden selv havde kaldt det. Derefter havde hun ellers frabedt sig at systemet blandede sig i hendes sager. Hun kunne godt klare sig selv.
   Men af en eller anden uforklarlig grund havde den unge socialarbejder tvivlet. Et eller andet ved kvinden havde fået hende til at holde et usynligt øje med vinduerne oppe på 3.sal. Tilfældigvis boede hun i samme gade og derfor havde hun ikke kunne slippe det stædige, men på en måde desperate blik i kvindens øjne. 3.mdr var der gået.
   Da kvinden i lænestolen viste tegn på genkendelse, slap hun grebet om armlænene. Kroppen faldt sammen som luften der løber ud af en ballon. Hun gjorde et forsøg på at rejse sig men gav op da benene så ud til at give efter under hende. Betjentene gik ud gennem entreen til de nåede køkkenet. De så undrende på hinanden. Trods de tydelige tegn på et menneske i kaos, et menneske der havde givet op var der en besynderlig orden i kaos. Mælkekartoner, flasker og anden tom emballage stod i sirlig orden. Side om side som små soldater. Samme mønster som i stuen. Der var snavs på de smukke ægte tæpper og gulvet ville nok sætte pris på et besøg af en gulv klud. Men en sirlig orden.
   Betjentene gik tilbage til stuen. Den unge socialarbejder sad på hug foran kvinden, holdt hendes lange slanke hånd. Tårerne løb ned af kinderne på kvinden, hun forstod nok at de var her for at hjælpe hende. Hun begyndte at ryste på hovedet, hviskede et spagt "nej", og begyndte at skrige. Et skrig der sagde alt. Et skrig om hjælp blandet med protest. Socialarbejderen rejste sig rakte hånden ned mod kvinden der var blevet tavs og tog i mod.
   Hendes tanker kørte i ring. Længe havde en del af hende fortalt du må have hjælp, og den anden stemme havde fået hende til at tro på der ingen hjælp var at hente. Så hun blev siddende. Gik ikke uden for en dør. Ringede efter de fornødenheder hun behøvede. Sad i venteposition. Ventede på noget. På at finde vejen tilbage til det gamle liv. Tilbage til før. Før Henrik forlod hende til fordel for en yngre model, før hun endte alene og forladt i den dyre villa på Strandvejen. Med havudsigt og privat bade strand. Hvad nyttede det at have alt når kærligheden brister og da den gik, tog hendes fornuft og styrke flugten.
   Betjentene støttede hende ned af trapperne, benene var en smule usikre og socialarbejderen fulgte med. Naboerne troede de var usynlige, som de stod der med døren en smule på klem. Nu fik de rigtig noget at sladder om. Vreden begyndte at koge i den unge socialarbejder, uden at tænke puffede hun en af dørene op og nærmest råbte: "Hvad glor i på? Har i aldrig set et menneske der har brug for hjælp? "Dørene blev smækket en efter en. Stilheden var øredøvende. Pinlig stilhed. Kvinden gik så rank som man nu kan når sindet er i kaos. Når sindet det brister.
   Politibilen forlod den lille gade. Naboerne kom frem fra deres skjul. De så på hinanden. Lidt flove, skyld følelsen sneg sig ind. Snakken var forstummet.
   "Måske skulle vi have ringet på bare en enkelt gang"? Kunne man høre en hviske før de gik hver til sit. Hver til sit i storbyens glemsel.