Utålmodigt trommede mine fingre på rattet. Jeg kiggede på klokken og følte, at det hele var en triviel gentagelse af de forrige dages begivenheder. "I morgen", tænkte jeg: "I morgen står jeg fem minutter tidligere op." Foran mig blinkede bussen stadig ind til siden, mens de sidste skolebørn fik bevæget sig ind i den. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne overhale den, det var der alt for meget modkørende trafik til. Til gengæld ville den om cirka firs sekunder dreje ned ad sidevejen, hvor skolen lå. Om firs sekunder ville jeg få mulighed for selv at bestemme tempoet. Alligevel vidste jeg, at jeg selv med en anstændig overskridelse af fartbegrænsningen ville komme for sent på arbejde. Julie sad på sædet ved siden af uden at sige noget. Man lagde aldrig mærke til hende. Hun sad bare og ventede på, at jeg satte hende af ved arbejdet. Jeg kastede det sædvanlige blik i bakspejlet og udvekslede det obligatoriske sigende blik med chaufføren i den bagvedkørende Peugeot. Jeg kendte ham ikke. Vidste ikke hvad han hed, men vi hilste på hinanden hver morgen, når han holdt bag mig i køen efter bussen. Det gjorde vi også denne morgen. Som sædvanlig.
   Bussen drejede ned ad vejen præcis, da uret i bilen skiftede til 07:57. Jeg trådte hårdere på speederen og nåede de 64 kilometer i timen, jeg vidste, jeg kunne tillade mig uden at risikere at mit kørekort blev lavet til konfetti. Efter at have passeret skolen genkendte jeg alle skoleeleverne på fortovene, der gående var på vej i skole. Jeg vidste, at jeg nogle hundrede meter senere ville begynde at møde de elever, der var kommet for sent af sted. Det var altid de samme, og jeg mødte dem altid de samme steder. Godt tohundrede meter inden byskiltet vidste jeg af erfaring, at der ikke længere var mulighed for at møde skolebørn, så jeg accelererede til 80 som jeg plejede. Om lidt ville jeg være udenfor byen, hvor jeg kunne køre op til 103 kilometer i timen og dermed næsten nå på arbejde til tiden. Kort efter byskiltet blinkede jeg af til højre og drejede ned af den tilstødende landevej. I sidespejlet tog jeg rituel afsked med min trafikkollega i Peugeoten, der altid fortsatte lige ud. Jeg anede ikke, hvor han skulle hen. Jeg kiggede formålsløst på uret endnu en gang. Jeg vidste jo, hvad der stod: 07:59. Forude ventede seks minutters kørsel, som skulle tilbagelægges på lidt under et minut. En umulig opgave, men det ville ikke få konsekvenser. Som sædvanlig.
   Jeg klarede med en lille lovovertrædelse strækningen på fem minutter og ankom således klokken 08:04. Undervejs havde jeg endnu en gang måttet undskylde overfor Julie, at jeg desværre ikke havde tid til at køre helt op til hendes arbejde, men måtte sætte hende af for enden af den lange indkørsel. Senere drejede jeg ind på parkeringspladsen ved mit arbejde uden at se på, hvad jeg lavede. Jeg vidste præcis, hvor alle bilerne var. De holdt alle sammen samme sted hver dag. Jeg havde min faste plads, som altid var fri på dette tidspunkt af morgenen. Længst væk fra indgangen. Jeg var holdt op med at prøve at finde en ledig plads tættere på døren. I stedet nøjedes jeg hver morgen med at parkere på min stamplads og i småløb hele vejen hen over den sædvanlige grå mosaik af parkerede biler at tænke: "I morgen. I morgen står jeg fem minutter tidligere op." Men det gjorde jeg ikke. Som sædvanlig.
   Da jeg kom indenfor, mødte jeg Hr. Hansen i garderoben, hvor vi udvekslede den sædvanlige samtale:
   "God morgen."
   Jeg sendte ham et forjaget blik, mens jeg hængte min jakke på knagen.
   "Trafikken igen?" Spurgte han uden overhovedet at anstrenge sig for at dække over spydigheden.
   Jeg trak kort på skuldrene og svarede med de klassiske himlende øjne, inden jeg ilede ind på min afdeling spekulerende på, hvordan trafikken kunne overraske mig hver morgen, jeg kendte den jo ud og ind. "I morgen. I morgen står jeg fem minutter tidligere op," lovede jeg mig selv. Som sædvanlig.

Næste morgen ringede vækkeuret, som det plejede, klokken 06:57, jeg spiste som altid morgenmad foran fjernsynet i selskab med morgennyhederne klokken 07:00. Tolv minutter senere gik jeg i bad og skiftede morgenkåben ud med arbejdstøjet og gjorde mig i stand, hvilket der samlet set i mit morgenprogram var afsat 22 minutter til. Klokken 07:38 satte jeg mig i bilen og kørte på arbejde. Julie blev samlet op undervejs, vi holdt forrest i køen bag skolebussen og hilste og tog afsked med føreren i Peugeoten. Hun blev sat af for enden af indkørslen, jeg sprængte fartbegrænsningerne og parkerede på min stamplads på firmaets parkeringsplads. Længst fra indgangen. I garderoben hilste jeg på Hr. Hansen og udvekslede den selvsamme meningsløse samtale som dagen før og dagen før den. Undervejs forbandede jeg adskillige gange det trivielle i hverdagen langt væk og lovede mig selv at stå fem minutter tidligere op den følgende morgen. Som sædvanlig.

Morgenen efter dette startede, som morgnerne plejede at gøre. Jeg spiste morgenmad akkompagneret af morgennyhederne. Efter dette ville badet så under normale omstændigheder følge, men jeg måtte tidligt opgive, da jeg efter tålmodig venten erkendte, at vandet ikke havde i sinde at blive varmere. Vandvarmeren var gået i stykker. Således kom jeg tolv minutter foran i mit morgenprogram. Heldigvis var morgenavisen kommet, så de tolv minutter kunne bruges i selskab med artikler om alverdens ting, som ikke interesserede mig. Klokken 07:38 satte jeg mig i bilen. Som sædvanlig.

Vandvarmeren blev repareret og det følgende par uger gik, som uger plejede at gå. Morgenritualerne blev overholdt, og jeg mødte fire minutter for sent på arbejde. Som sædvanlig.

Vækkeuret ringende 06:57, og jeg tog mig af morgenmad og nyheder, inden badet blev overstået. Jeg trak i tøjet og kastede de sædvanlige hastige blikke på uret, der ubarmhjertigt tikkede videre i samme høje tempo. Allerede tre minutter for sent af sted. Jeg låste døren og hastede ud til bilen, mens jeg fiskede min ringende telefon op af lommen. Jeg startede bilen og satte i gang ud på vejen. Jeg vidste det var umoralsk at køre med telefonen ved øret, men i særlige situationer var det jo nødvendigt, og jeg var jo allerede for sent på den. Det var Julie, der fortalte, at hun ikke skulle med i dag. Hun var blevet syg og var derfor nødt til at blive hjemme. Få minutter senere passerede jeg vejen, hvor jeg ellers skulle have hentet hende. Det føltes helt surrealistisk at køre direkte forbi. Det havde jeg ikke gjort de sidste mange år. Fødderne gjorde samme arbejde på pedalerne, som de altid gjorde, og jeg kom derfor næsten til at holde ved busstoppestedet, som jeg var vant til. Dog opdagede jeg, inden jeg gik helt i stå, at der ikke var nogen bus at holde for og den surrealistiske følelse vendte tilbage, mens jeg gearede op igen og kørte netop der, hvor bussen plejede at holde. Jeg kiggede ubevidst i bakspejlet søgende den obligatoriske øjenkontakt med min ukendte bekendte i Peugeoten. Han var der ikke.
   Længere henne ad vejen kastede jeg, som jeg plejede, søgende blikke hen ad fortovet. Ganske få skolebørn var på vej til skole, men jeg genkendte ikke et eneste. Ingen af dem skyndte sig. Enkelte pjattede endog og så ud til at have al tid i verden. Jeg drejede ned ad sidevejen og tog rituelt afsked med Peugeoten, der imidlertid stadig ikke havde indfundet sig på sin plads bag mig. Jeg kiggede på uret, 07:52, og nåede at undre mig over, at det var syv minutter bagud, inden jeg forstod, at jeg var syv minutter foran.
   På landevejen holdt jeg lidt igen med farten. Jeg havde jo ikke travlt. Jeg kørte forbi Julies arbejdsplads og svingede lidt senere ind på en halvtom parkeringsplads. Jeg tog pladsen tættest på døren, der stadig var ledig, og tullede indenfor. I garderoben hængte jeg min jakke på knagen, mens hr. Hansen glimtede med sit fravær. Befriet gik jeg hen til vinduet og nød ventetiden. En bil svingede blindt og ramte næsten min, før føreren opdagede, at parkeringspladsen var optaget. Derefter trillede den modstræbende over på en fri plads, hvor den således kom til at holde i vejen for den næste ankomne bil. Fra døren hørte jeg utallige af mine nyankomne kollegaer klage over, at nogen havde taget deres parkeringsplads. Jeg kiggede ud på parkeringspladsen, der gradvist blev fyldt op, som en gammel mosaik, der pludselig fik nyt liv i takt med, at de gamle brikker indfandt sig på nye pladser.
   En helt ny verden var skabt. I hvert fald var min egen ændret. Da jeg spadserede ind på min afdeling, tænkte jeg tilbage på en dejlig morgen og lovede højtideligt mig selv: "I morgen. I morgen står jeg fem minutter tidligere op" - som sædvanlig.