Diktaturet tikkede taktfast på bordet ovre i hjørnet. Der herskede en larmende tavshed, der kun blev brudt af en sjælden selvudslettende hosten eller kuglepennenes kradsen mod papiret. I lokalet sad cirka 20 skræmte elever og gruede for, hvad fremtiden skulle bringe. Majestætisk gled den tilsynsførende lærer rundt mellem bordene, efter at have oplyst undersåtterne om sanktionerne for at forbryde sig mod diktaturets vedtagne reglement.
   I hjørnet tikkede diktaturet stadig til stor irritation for de nærmeste. De turde dog ikke stå frem og vise deres utilfredshed. Det var nemlig hverken tilladt at rejse sig uden særlig tilladelse eller at sige noget. Det var sågar forbundet med voldsomme konsekvenser bare at vende sig om eller på andre måder søge kontakt med sine forbundsfæller. Det havde nemlig vist sig langt nemmere at kue en gruppe enkeltmennesker end en enkelt gruppe mennesker.
   Diktaturet sad tungt på magten i lokalet. Det var nemlig det, der enevældigt herskede over tiden. Læreren var formidleren, der viderebragte urets informationer til de svedende elever. "20 minutter tilbage". En skarp lyd flængede lokalet, da en af eleverne i et sekunds uopmærksomhed med ærmet fejede en kuglepen på gulvet. Elevens øjne sagde på en gang undskyld og spurgte underdanigt om lov til at samle kuglepennen op igen. Efter at have konfereret diktaturet gav læreren den ansøgte bemyndigelse.
   På bordet i hjørnet sang diktaturet på sidste vers. "5 minutter tilbage" forkyndte læreren nøgternt. Sveddryppende og rystende nervøse kradsede alle eleverne de ord, de grundet tvivl havde gemt til en imødeset åbenbaring. Alle vidste de, at en blodrød markering ville krone et svar, der ikke passede ind i regimets tankegang. Under de store sorte mørkelægningsgardiner og de forseglede døre kunne anes antydninger af glemt sollys i det kunstigt oplyste rum, mens de pressede elever vred hjernen en sidste gang.
   På bordet slog diktaturet for sidste gang, og dørene blev slået op. Udpinte tumlede eleverne ud i friheden. Gennem den sidste time havde de glemt alt, om hvad frihed betød og virkede underligt utilpassede i den lyse verden, der nu åbnede sig for dem. I lokalet pakkede læreren diktaturet sammen, det skulle først tages i brug igen om et år. Hverdagen vendte igen tilbage. Eleverne var frie, og diktaturet gået i stå for denne gang.