Der skulle gå 3 måneder og 22 dage, før jeg hørte det første gang. Hun havde sikkert sagt det før, men nu råbte hun.
"Husk at slå brættet ned efter dig"
"Nej, det er sgu min lejlighed," tænkte jeg.
"Ja ja, det skal jeg nok huske" - sagde jeg.
En dag, jeg kom hjem fra arbejde, stod hun i stuen. Hun havde købt en ny kjole. "Hvad synes du?" Hun snurrede en omgang. Jeg spurgte prøvende, om jeg bare skulle sige, den var fin, eller om hun ville have min ærlige mening. Hun rystede opgivende på hovedet. Det var da et dumt spørgsmål. Selvfølgelig ville hun have min ærlige mening. Ellers var der jo ingen grund til at spørge. Det kunne jeg vel nok forstå. Jeg tøvede nogle sekunder. Hendes mundvige dalede. Så bad jeg om tid til at overveje mit svar, så hun kunne få min sande vurdering af kjolen. Hun syntes, det var noget underligt noget at sige, og så gik jeg ned til bænken i parken for at tænke over hendes spørgsmål.
Umiddelbart var den måske lidt for vovet, men det kom jo an på, hvad hun havde tænkt sig at bruge den til. Det var måske også det, jeg godt kunne lide ved den. Udskæringen var jeg godt tilfreds med, og det generede mig langt fra, at kjolen ikke nåede mange centimeter ned over lårene. Men så var der farverne. Dem var der simpelthen for mange af. Det var i hvert fald min mening. I bund og grund kunne jeg nu rigtigt godt lide kjolen. Det måtte jeg huske at sige til hende. Jeg kan rigtigt godt lide den.
Lige uden for parken lejede jeg en romantisk komedie af den slags, hun modsat mig fandt utroligt underholdende.
Da jeg kom tilbage, sagde jeg, at jeg rigtigt godt kunne lide den, men at der måske var lige lovligt mange farver. Jeg lagde tryk på 'måske'. Hun spurgte tvært, hvad for en 'den,' jeg snakkede om, og jeg forklarede tålmodigt, at det jo var kjolen. Så snurrede hun om på hælen og smækkede soveværelsesdøren efter sig. Tilbage stod jeg med resten af min ærlige mening, en lejet video og en underlig fornemmelse af, at ærlighed ikke altid var den rigtige løsning.
Da det blev aften, åbnede jeg forsigtigt døren til soveværelset og spurgte, om hun ville være med til at hygge med en film. Jeg kunne selv se min åndssvage film, så jeg fandt nogle chips i køkkenskabet og satte mig godt til rette i sofaen. Efter en halv time åbnedes døren alligevel, og hun sagde, at jeg ikke skulle være startet uden hende. Jeg huskede, hvad gensidig forståelse betød, og undlod at diskutere. Vi så filmen forfra og alle blev glade. I hvert fald hende.
En aften krøb hun helt tæt ind til mig. Hun sagde, hun frøs. Jeg vristede mig fri af hende og gik over til termometeret. "22 grader, så kan man altså ikke gå rundt og fryse." Da jeg kom tilbage, ville hun ikke længere sidde tæt. Det var problemet med os mænd. Vi var alt for konkrete. Hvorfor ikke føle i stedet for at måle? Jeg forklarede hende, at jeg netop havde købt termometeret for at kunne måle temperaturen i stedet for at gætte. Hun mente, det ville være sundt for mig at prøve at føle, så vi blev enige om, at hun gemte termometeret væk en tid. Så kunne vi jo se, om jeg savnede det.
To uger senere sagde hun, mens vi spiste aftensmad, at der var noget, hun gerne ville tale med mig om. Jeg sagde, at jeg først ville have den samtale, når termometeret var tilbage på hylden. Nu havde jeg gået rundt i to uger uden at vide, om jeg svedte eller frøs, og nu måtte det ærligt talt være på tide, at jeg fik mit termometer tilbage. Jeg var tæt på, men undlod at slå i bordet. Hun kiggede på mig med store øjne. Sådan havde hun aldrig set på mig før. Hun skyndte sig ud at hente termometeret og satte det pligtskyldigt tilbage på hylden. Nå, hvad var det så, hun ville sige?
Hun syntes, jeg skulle tage ud at rejse. Opleve verden. Hun kunne ikke være kæreste med en, der havde levet hele sit liv i samme by. Jeg protesterede og sagde, jeg var fint tilfreds med min hverdag, og at der hverken behøvede tilføjes noget Grækenland, Kina eller Chile. Hun sagde det ikke havde noget med det at gøre. Jeg blev bevidst om mit skeptiske ansigtsudtryk og fik at vide, at jeg skulle gøre det for hendes skyld. Hvis du rejser, kan vi se, om vi savner hinanden, og så ved vi, om vi elsker hinanden. Måske jeg endda blev et bedre menneske af det? Jeg kiggede fortørnet på hende. "Så jeg er ikke god nok nu?"
"Jo, selvfølgelig, men alt kan forbedres," svarede hun. Det var desuden slet ikke det, det handlede om. Jeg indvendte, at savn var en ubehagelig følelse og foreslog, at hun kunne tage med, så vi slap for at savne hinanden. Men det ville ødelægge det hele. Vi blev enige om, at efterårsferien ville være ideel for min rejse, selvom jeg egentlig havde tænkt mig at bruge den sammen med hende.
Hvordan kunne jeg vide, hvornår jeg savnede hende, spurgte jeg nogle dage senere på stationen. Det ville jeg bare vide, og så kyssede hun mig farvel et par minutter før toget skulle ankomme. Jeg sagde, at det behøvede hun ikke gøre endnu, når toget ikke engang var her. Men det syntes hun så absolut, hun behøvede. Der var ikke noget mere pinligt end, de overforelskede par, hvis læber skulle adskilles af skydedøren i toget. Hun trådte et par skridt væk fra mig, nu da afskedsscenen var overstået, og blev der tavst og stædigt i samtlige syv minutter, toget var forsinket.
"Jeg håber, jeg savner dig lige om lidt," sagde jeg og trådte ind i toget fast besluttet på at savne ved førstkommende lejlighed.
Ni dage senere fortalte jeg hende, at jeg havde savnet hende lige siden det sekund, jeg stod ind i toget, og at jeg var lykkelig over igen at stå på stationen sammen med hende. Sammen tog vi hjem i min lejlighed, hvor hun havde brugt mange timer, mens jeg var væk. For min skyld.
Hun havde malet, flyttet rundt på møblerne, så stuen fremstod mere luftig, og skilt sig af med en hel del af mit gamle tøj. "Hvad synes du?" spurgte hun og snurrede en omgang for at pege på alt det, hun havde lavet. Uden tøven svarede jeg, at jeg var meget overrasket, og at stuen sørme var blevet luftig. Hun slog armene omkring mig og sagde, at hun også havde savnet mig. Men der var en ting mere, hun ville vise mig. Hun vidste jo, jeg elskede alle slags gadgets, så hun havde fundet noget til mig. Stolt pegede hun ud på badeværelset. Prøv at slå brættet op og skylle ud. Jeg gjorde, som hun sagde og en infernalsk bippende lyd bredte sig fra toilettet. Fra døren sagde hun, at jeg skulle slå brættet ned. Jeg gjorde det, og alarmen stoppede.
"Så glemmer du det ikke" sagde hun og så himmelhenrykt ud over sin opfindsomhed.
Jeg tænkte, at jeg fremover skulle huske at slå brættet op igen, når jeg var færdig med at skylle ud.
"Det er sørme smart" - sagde jeg.