Kender du det, når man læser en bog og ikke bare føler med hovedpersonen, men er hovedpersonen? Sådan en sidder jeg med nu. Sådan en sidder du med nu. Dybt begravet i fortællingens univers. Mit univers. Dit univers. Det tavse mørke omkring læselampens lyse kegle hjælper os med at blive i universet. Ingen forstyrrende elementer.
   Og dog. Hvad er det for en lyd? Hørte du det? Det kommer oppefra. Jeg har aldrig før kunnet høre mine overboer. Jeg vidste intet om dem før nu. Nu ved jeg trods alt, at de findes. De griner. Eller det er egentlig mest hende. Eller nej, hun stønner. De har sex.
   Jeg rejser mig og tager mit univers med mig ind i soveværelset for ikke at overskride intimlivets uskrevne regler. Læser cirka en side. Er de mon stadig i gang deroppe? Trasker ind i stuen for at undersøge det. Det er de. Tilbage til soveværelset. Jeg læser endnu en side med et halvt øre hos overboen og bliver så nysgerrig igen. Nu må de da være færdige? Jeg går ind i stuen. De er stadig i gang. Jeg lader mig synke ned i lænestolen og nyder det sidste minuts tid af det højintense samleje få meter over mit hoved. Gennem loftet hører jeg til min store lettelse klimaks indtræffe. Jeg kan næsten mærke det. Forpustet sidder jeg lidt og samler tankerne. Min vejrtrækning er den eneste i rummet. Den eneste lyd. Der mangler noget. Jeg henter min bog.
   Med bogen i hænderne falder vi igen ind i vores eget univers. Hos os står tiden stille, men uden for lyskeglen går der nogle timer på denne måde. Fra de gulnede sider springer fiktive karakterer frem for at fortælle os deres historie og inddrage os i den. "Aaah, ohhh..." Jeg stirrer vantro på loftet. Det var li'godt satans. Nu er de i gang igen. Opgivende bladrer jeg et par sider frem i bogen. Sidder lidt uden at overveje det store. Jeg får vist alligevel ikke læst mere i dag. Jeg lægger bogen fra mig og kigger ud i stuen, selvom øjnene ikke kan finde noget interessant at lande på. Hvor meget skal der til? Hvor mange gange skal de gøre det og hvor højlydt, før jeg med god samvittighed kan gå op og bede dem skrue lidt ned? Det må sgu næsten være nu. De har jo allerede ødelagt min aften, så hvad kan det skade at stå og rødme lidt uden for deres dør. Det er helt sikkert mere pinligt for dem. Jeg rejser mig og går ud i gangen. Da min hånd lander på det kolde dørhåndtag, snurrer jeg om på hælen og går i stedet ud i badeværelset og får lidt kølende vand i ansigtet. Det skulle klare hjernen.
   Opfyldt af nyt gåpåmod sætter jeg mig igen i stolen. Det burde være muligt at komme igennem kapitlet, så jeg kan gå i seng. Dygtigt ignorerer jeg stønnene oppefra, mens jeg synker dybere og dybere tilbage i bog og lænestol. Opgivende kaster jeg bogen fra mig, da lydene ikke længere lader sig ignorere. En seng hopper taktfast på mit loft. Hvad mon de laver deroppe? Det helt klassiske eller afprøver de mon noget mere spændende? Måske de gerne ville have en mere med? Jeg kigger rundt i den tomme stue og tænker, at jeg jo alligevel ikke har andre planer for aftenen. Lydene tager voldsomt til og eksploderer i et unisont skrig fra mand og kvinde. Hvor er det på en eller anden måde smukt. Hvor mon man finder sådan en at skrige sammen med? Min tavse stue hjælper mig ikke nævneværdigt. Ikke her.
   En altdominerende tavshed lægger sig i lejligheden. Oppefra kommer ikke længere nogen lyde, min bog har ikke sagt noget, siden den landede på gulvet, og jeg selv sidder ganske stille i halvmørket. Stilhed efter stormen. Er det ikke sådan man siger? Jeg tænder fjernsynet tids nok til at se Bruce Willis kaste sig ud fra en bygning med en brandslange om maven. En række eksplosioner breder sig fra fjernsynet og erobrer fuldstændig lydkulissen i rummet. Og dog. Det kan fandme ikke være rigtigt, at de er i gang igen deroppe. Jeg slår lyden fra og lytter koncentreret. Næ, det var vist en fuser denne gang. Bruce Willis svinger sig gennem et smadret vindue, mens en brændende helikopter styrter ned. Nu gør de det altså. Lyden slås fra. Næ, heller ikke nu. Jeg er vist ved at blive paranoid. Jeg slår lyden til, skruer ubehageligt højt op og læner mig stædigt tilbage. Ingen lyde deroppefra skal forstyrre mig.
   Efter nogle minutter bliver lydene så massive, at jeg dropper stædigheden og slår lyden fra igen. Den er god nok, de larmer deroppe. Har de nu sex igen? Tredje gang på en aften. Kaniner. Næ, de råber ad hinanden. I det blå mørke, fjernsynet skaber, lytter jeg grundigt. De skændes vist. Nå, det må være deres egen sag. Det skal jeg i hvert fald ikke blande mig i. Fjernsynets lyd vender tilbage. Hov, var der ikke noget, der faldt på gulvet deroppe? En vase? Eller måske et billede? Et billede af de to. Parret med de iltre temperamenter. Heftige samlejer og skænderier hånd i hånd hen ad livets vej. Måske gik glasset i stykker. Måske blev det i forvejen kun holdt sammen af tape? Jeg må gøre noget, inden det bliver for voldsomt deroppe. Jeg går i seng.
   I soveværelset er der alt for varmt til, at jeg kan sove, så jeg slår vinduet op. Nu er det let at høre, at de skændes. Gennem lofter og vægge kan alt komme til at lyde som samlejer. Det er modtageren, der bestemmer, hvad de uldne lyde betyder. Måske er det mig, der har valgt, at de havde sex. Det er vel ikke utænkeligt, at de har skændtes hele aftenen?
   Jeg kan høre, at de snakker udenlandsk. Vist italiensk. Det forklarer temperamenterne. Der er en, der græder deroppe. Gråden kommer altid på vej ned fra et stort skænderi. Så kan det være, man snart kan få noget nattero.
   Var det et slag? Jeg farer op. Slår han hende deroppe? Så må man gøre noget. Jeg tager hurtigt et par bukser og en T-shirt på og går over mod døren. Hvad skal jeg gøre hvis det er rigtigt? Sige han skal holde op? Tæve ham? Jeg er ikke selv den største. Nej, jeg skulle selvfølgelig tage kvinden med ned til mig, trøste hende og tilbyde hende et sted at sove og komme til sig selv. Så kunne vi ringe efter en af hendes veninder i morgen. Men hvad nu hvis manden sparker døren ind? Så skal jeg jo forsvare hende. Og mig selv. Hvad hvis det hele kommer til at gå ud over mig? Vil det så være smart? Det er nok sikrere at blive nede hos sig selv.
   Jeg kunne selvfølgelig også bare ringe til politiet. Det er vel det, man har dem til. Men så skulle jeg bare sidde og vente på dem og høre hende blive mishandlet ovenpå. Nej, jeg må gøre noget nu. Jeg tager i døren og går ud på trappen. Men hvad nu hvis det er hende, der slår ham? Så vil ham ovenpå jo synes, det er pinligt at få hjælp. Måske det er bedst at passe sig selv. Jeg går ind igen, lukker døren, tager tøjet af, trækker vinduet i og går i seng. Det må jeg lige sove på.

Et stykke op ad eftermiddagen dagen efter har jeg endelig taget mod nok til mig. Jeg åbner hoveddøren og begiver mig op ad trappen. Her har jeg egentlig aldrig været før. Hvad skulle jeg foretage mig længere oppe end min egen lejlighed? Jeg finder den dør, der må være lodret over min egen. 4. til højre. Der er ikke noget navneskilt. Jeg ringer på. Der bliver ikke åbnet. Jeg overvejer at gå ned i tryghed igen. Pas dig selv, som man siger. I stedet bider jeg tænderne sammen, knytter næven og banker hårdt og viljefast på døren. Det føles som timer, jeg står dér uden for den uåbnede dør. Hvis de ikke har tænkt sig at lukke op for mig, må jeg jo gøre det selv. Jeg trykker håndtaget ned, og den ulåste dør glider op. Jeg træder ind i en fuldstændig tom lejlighed.