Ved et lille vandhul ude på Afrikas store åbne savanne stod et stort næsehorn og drak af det brunlige vand. På ryggen af næsehornet sad en fugl, og hakkede insekter ud af huden på det store dyr. De to dyr var mere eller mindre afhængige af hinanden. Fuglen tænkte for næsehornet, der således slap for besværet. Der er nemlig ikke plads til særligt store tanker i et næsehorns hoved, når huden er så tyk og hornet optager så meget plads, som det gør. Derudover bidrog fuglen til fællesskabet ved at fjerne de irriterende insekter fra næsehornets ryg. Næsehornet bidrog til gengæld med kost og logi.
   Dagen lang stod næsehornet og græssede på den støvede savanne og gumlede på det tørre græs, imens fuglen tog for sig af tagselvbordet på dets ryg. Herfra holdt den også udkig efter farer. For nok er et næsehorn stort og stærkt, men usårligt er det jo ikke - og de var jo afhængige af hinanden. Det mente næsehornet i hvert fald, for det havde fuglen fortalt det. Det første man møder når man støder på et næsehorn er et horn og derfor var der ikke voldsomt mange der turde nærme sig de to.
   En dag kom en lille gruppe mennesker ud på savannen. I deres jeep var de på safari og knipsede løs med kameraerne. Der var næsten ingen grænser for alle de nye indtryk, de oplevede. De havde ingen steder set noget som dette spændende nye land, og de gjorde næsten alt, hvad de kunne for at leve som det omgivne miljø indbød til. Dog var der visse ting, de ikke gav afkald på i deres forsøg på at indordne sig under omgivelserne. De kunne for eksempel ikke undvære deres kameraer eller jeepen og var også blevet frarådet at lade riflerne blive hjemme. De var ellers alle fire på det kraftigste modstandere af at skyde på dyrene, men de følte sig nødsaget til at tage dem med - også for deres egen skyld.
   Netop for ikke at blive provokeret til at skulle forsvare sig mod dyrene valgte de at holde sig på behørig afstand. De havde i kikkerterne fået øje på et næsehorn langt borte. Forsigtigt havde de nærmet sig og var standset så langt væk, at de egentlig ikke kunne se dyret ordentligt, men de ville jo ikke skræmme det. På denne måde fik de desværre ikke et naturtro billede af næsehornet.
   Næsehornet kunne fra sin position ved vandhullet heller ikke se menneskene. Næsehorn ser nemlig ikke så godt. Det eneste det kunne se, var en sløret plet, der hvor jeepen stod, men om det var en busk, der stod derovre, kunne den hverken se eller huske. Fuglens påstod til gengæld, at den med sine 'trænede øjne' sagtens kunne se, hvad det var, der netop var ankommet: Krybskytter. Fuglen, der grundet sin påtagne høje intelligens aldrig tog fejl, havde ingen problemer med at overbevise næsehornet om de fremmedes intentioner. "De er her for at dræbe os alle og stjæle savannen fra os! Det har de også gjort mange andre steder. Det er dem, der har dræbt alle dine artsfæller!"
   Ovre i jeepen havde de nytilkomne fundet deres telelinser frem og stillede nu skarpt på næsehornet. Kort tid efter blandede klik-lydene fra kameraerne sig med alle naturens lyde på savannen. Desværre fik de grundet den alt for store afstand ikke de billeder, der kunne have vist dem, hvordan næsehornet med fuglen på ryggen i virkeligheden så ud.
   På ryggen af næsehornet havde fuglen nu set de 'ondsindede' indtrængne i jeepen rette deres store sorte rør mod næsehornet. Den fik overbevist næsehornet om, at det var nødt til at gøre noget for at forsvare sit liv. Derfor sprang den ned fra dets ryg for at give det bevægelsesfrihed til kampen: "Husk, at det er os eller dem. Hvis du ikke dræber dem, dræber de dig. Du skal jo også forsvare din race - du er truet - I er truet!" Næsehornet prustede vildt og satte med hornet hævet i voldsomt løb over mod den slørede plet, hvor fuglen havde sagt, at fjenden befandt sig.
   I jeepen havde udlændingene set det store dyr sætte i løb i deres retning og var for længst begyndt at arbejde febrilsk på at få bilen i gang. Næsehornet havde dog alt for meget fart på til, at de ville kunne køre fra det. Næsehorn kan nemlig løbe meget hurtigere, end både vi og de selv tror, når de for alvor føler sig truede. Nødtvunget fandt den ene af passagererne en riffel frem og affyrede hurtigt et skud for at skræmme dyret på flugt. Næsehornet reagerede dog modsat, da det opdagede sandheden i fuglens ord. De fremmede ville jo dræbe. Der var ingen tvivl. Det øgede farten for at forhindre, at denne kamp skulle blive dets sidste.
   Den fremmede med riflen affyrede to præcise skud mod dyrets hoved, hvor kuglerne borede sig gennem både den tykke hud og de kraftige knogler og dødbringende susede igennem den lille hjerne. De næste par meter kæmpede næsehornet for livet, men faldt derefter tungt til jorden. Det var dødt på stedet og manden, der sad med riflen følte sig skyldig. Udlændingene valgte at tage hjem, da deres fornøjelse ved safari fuldstændigt var forsvundet efter at have måttet tage livet af sådan et imponerende dyr for selv at overleve. På en gren i et baobabtræ i nærheden havde fuglen siddet med udsigt til hele scenariet og nydt sin evige alvidenhed: "Hvad sagde jeg?" Den fik nemlig altid ret, når den åbnede næbbet og skræppede op - også når den ikke havde det. Den kunne sagtens finde et nyt næsehorn. Det er nemlig sådan med næsehorn, at de altid stoler blindt på de 'klogere' dyr.