"Hvad Søren er der sket her?" Spurgte jeg den klare efterårshimmel, da jeg satte foden på barndommens land.
   "Ingenting overhovedet. Snarere tværtimod." Svarede den nedlagte skole, den lukkede Daglig'Brugs og den forsvundne bager.
   Jeg kiggede mig omkring i den frostkolde by og indåndede den friske landluft, som ikke havde fyldt mine næsebor i 45 år. Der var ikke et øje at se. Kun byen og mig. Den fortabte datter. Noget af det, jeg altid har savnet i København, er at kunne stole på byen. Hver gang jeg låste min dør, bare fordi jeg skulle ned med skraldespanden, havde jeg drømt om dette sted. Jeg undlod at låse bilen og rullede i stedet samtlige sideruder ned, så også bilen kunne nyde den forfriskende vind.
   Med hænderne godt nede i de lune frakkelommer begyndte jeg at gense mit livs udgangspunkt. Langs bygaden havde ukrudtet vundet kampen over lugejernene. Kun enkelte haver vidnede stadig om civilisation. Jeg forsvandt tilbage til dengang, livet gik stille og roligt. Hvor den ene dag fulgte den anden, og mange dage således forsvandt ud mod horisonten bag markerne hånd i hånd og aldrig vendte sig om og kom tilbage. Jeg var 20 år, da jeg forlod min lille trygge kuvøse. Med et brændende ønske om at redde menneskeheden havde jeg sat kurs mod psykologistudiet i København. Mine forældre flyttede samtidig for at starte et nyt liv, nu det sidste barn var flyttet hjemmefra.
   Min mave knurrede en smule, og jeg kom i tanke om, at jeg havde taget en banan med hjemmefra. Jeg lirkede den op af håndtasken og opdagede, at den var blevet meget brun på rejsen fra København. Næsten sort. Nå pyt, tænkte jeg, mens bananens sødme bredte sig i mundhulen. Jeg satte kurs mod det gamle gartneri for at smide skrællen i deres kompost. Det havde jeg ofte gjort, da jeg var lille. Gartneriet var ligeså forladt som resten af byen. Drivhusene stod ensomme med smadrede ruder bag det store hegn, som hele min barndom forgæves havde forsøgt at afskære os fra de søde frugter. Nu var det rustent, og lågen sad så skævt, at jeg let kunne lirke mig ind, selvom jeg ikke ligefrem var blevet smallere. Minderne væltede frem. Æblerov mod gamle Grethe, der nidkært havde vogtet over planterne og ikke havde været bleg for at bruge haveslangen mod os. Og hernede bag drivhusene, hvor jeg havde fået mit første kys af Hans-Jørgen fra 8. klasse. Hans-Jørgen havde været min store kærlighed det meste af opvæksten. Hvad mon han lavede i dag? Jeg skævede naivt ned mod bænken i hjørnet og håbede at finde ham der i den alt for store striktrøje, som han havde arvet fra sin storebror. Bænken var tom. Drivhusets planter imiterede selve byens ånd og lagde sig slappe og visne hen over flisegangene. Klar til at blive trådt på. Jeg skrævede over dem og lagde nænsomt bananskrællen der, hvor kompostbunken engang havde været.
   På vejen hjem gik jeg forbi det, der havde været en kro. Der stod potteplanter i vinduerne. Det var altså det her, der var tilbage. En faldefærdig landsby halvtømt for landsbytosser. Men alligevel følte jeg mig hjemme. Da jeg nåede mit barndomshjem, fiskede jeg nøglen op af lommen, fjernede til salg-skiltet og gik ind. Her er jeg klar til at blive gammel.