Ude fra køkkenet bippede uret for at fortælle, at maden nu var færdig. Han rejste sig fra lænestolen og efterlod fjernsynet alene i stuen. Ud af ovnen løftede han nænsomt en plastikbakke indeholdende en komplet julemiddag. Flæskesteg med producentens garanti for sprød svær, både hvide og brunede kartofler, rødkål og brun sovs. Når han tænkte over, hvor mange timer hans mor og senere hans kone havde slidt hvert år ved denne tid for at fremstille et måltid tilsvarende plastikbakkens, elskede han denne nye verden. En ny verden, hvor ting, der før tog den tid, ting tog, nu ikke længere tog nogen tid. Til dessert skulle han have ris à l'amande. Det eneste, han skulle foretage sig, var at tage den ud af køleskabet, og så var der serveret. Hvor han dog elskede denne nye verden.
   I den tætte dunkle stue anbragte han sig igen i den dybe lænestol, der efter mange års tro tjeneste havde udformet sig som et negativ af dens beboer. I plastikbakken lå hver af julemåltidets bestanddele i hver deres rum og ventede tålmodigt på at blive blandet sammen i hans mund. Og netop tålmodigheden var det, han satte størst pris på. Ingen, der kiggede bebrejdende på ham for at få ham til at sluge maden, så gaverne kunne åbnes. Ingen, der forlod bordet i utide for i smug at kigge og mærke på gaverne. Ingen, der kun var inviteret af venlighed. Ingen, der knevrede løs om ting, der ikke interesserede ham. Kun fjernsynets beroligende idylliske julefamiliefilm deltog i samtalen mellem mad, kniv, gaffel og mund. Hvis fjernsynets selskab ikke behagede ham, kunne han blot skifte kanal. Han nød magten og stilheden og lod sig mageligt synke tilbage i den store stol.
   Efter måltidet smed han plastikbakken ud. Der var ingen opvask, der skulle klares. Året forinden og alle årene i hans liv havde juleaften indebåret stor opvask, fordi man netop denne aften skulle spise af det fineste porcelæn. Men ikke i aften. I aften gik opvasken direkte i skraldespanden, og desserten kom på bordet.
   Mens små portioner ris à l'amande på teskeen transporteredes op til hans mund for at blive modtaget af læberne, mindedes han årene før. Ris à l'amanden havde altid været en stresset kamp. En krig. Én vinder og en masse tabere. Alle ledte efter den samme mandel. Mange fandt halve mandler, men kun én den hele. Underlig skik. Man burde da ikke skabe så mange nederlag juleaften. Han huskede, hvordan børnene systematisk havde mast skeen gennem hele den store portion, de ambitiøst havde øst op, for så på forunderlig vis at miste appetitten. Han huskede de forjagede blikke, mens kampen var på sit højeste. Han huskede de forførte blikke mod juletræet og det, der lå under det, mens utålmodigheden voksede. Han huskede de forargede blikke fra forældrene, når han endnu engang fik mandlen og ikke havde smuglet den over i en af børnenes tallerkner, og han frydede sig over, at han kunne spise lige i det tempo, han ønskede.
   Endnu en opvask placeredes i skraldespanden, inden aftenens sidste ritual skulle gennemleves. Gaverne.
   Denne del af aftenen havde altid været den værste. Igennem hans hoved susede små film med skrigende børn siddende med en gave, der ikke havde indeholdt det, der stod på ønskelisten. Grædende børn, der var nået frem til, at de hellere ville have haft søsterens gave. Jamrende børn, der havde spist for meget i kampen om mandlen. Og børn, der var så ivrige efter at åbne deres næste gave, at han selv måtte flå papiret af for ikke at forsinke processen. Lettet kiggede han rundt i stuen: Ingen børn.
   Der, hvor træet manglede, lå en enkelt pakke. Han samlede den op og vendte og drejede den. Intet kort, men han vidste alligevel, hvem den var fra. Det var hverken en blød eller hård pakke. Med største kirurgiske præcision begyndte han at fjerne de sirligt anbragte stykker tape. Uden tilskueres fortravlede tilsyn kunne han gøre det i sit helt eget beroligende tempo. Omhyggeligt sørgede han for at fjerne samtlige stykker tape, inden han foldede papiret helt ud. Han vendte papiret om, så indholdet faldt ned på hans lår. Det var et reb. Han foldede det helt ud og hæftede sig ved løkken i den ene ende. Fra stolen smilede den glade giver: "Undskyld, at der ikke er byttemærke på." I selv samme stol sad gavens modtager ydmygt takkende: "Det var nu alligevel sådan her, jeg havde tænkt mig at bruge det."
   Da det en uge senere var nytår, sprang han sammen med resten af landets befolkning ud fra stolen.