Det var søndag og de skulle i kirke. Shiina kiggede ud af vinduet og nød det spæde forårs friske farver. Hun stod et øjeblik i sine egne tanker, men rev sig så løs og gik hen til skabet. Det var søndag og de skulle i kirke. Hun sukkede. Egentligt holdt hun meget af at gå i kirke, men hvilken kjole skulle hun dog tage på? Mon Lau kom? Shiina smilede og rystede på hovedet, mens hun rakte ud efter en smuk efterårsgylden kjole, der passede til hendes hår. Selvfølgeligt kom han. Det var jo søndag. Kirkedag. Hun iførte sig hurtigt kjolen, men indså så sin fejltagelse. Hun kunne da ikke bære en kjole i efterårsfarver om foråret! Hun tog hurtigt kjolen af og valgte i stedet en dyb havblå, som fremhævede hendes øjne. Hurtigt satte hun håret og tog sko på. Nu var hun virkelig ved at være sent på den. Hun styrtede ud af døren og ned ad gangen. Inden hun nåede den store trappe, stoppede hun op og gik fornemt ned af den. Hele familien stod og ventede undtagen Sayna. Shiina smilede indvendigt. Hun kunne have sagt sig selv, at Sayna ville være den sidste de manglede. Hun var ti gange længere om at gøre sig klar end nogen anden, hun kendte.
Da de nåede kirken mærkede hun sit hjerte slå, og hun tog sig selv i at sidde og spejde efter Lau. Sayna hviskede drillende en kommenter om, hvem hun mon kiggede langt efter, men Shiina havde lige fået øje på ham og smilede bare afværgende. Han var så ... Hun sukkede. Dejlig. Hun fik øjenkontakt med ham, i det hun gik forbi ham for at indtage den plads, som rettelig befandt sig længere fremme i kirken end hans. Hendes hoved drejede sig automatisk efter ham, og hun var lige ved at støde ind i sin moder, da de nåede pladserne. Shiina bøjede hovedet og tog imod sin moders formaninger om at se, hvor hun gik, og kommenterede ikke de spidse bemærkninger om, at ingen ønskede sig en klodset kone. Hun drejede hovedet lidt og fik øje på Lau bagude. Hendes øjne lyste op, og hun sendte ham et lille smil, som han hurtigt gengældte. Hendes mund formede ordene "bag kirken", og han nikkede hurtigt. Hun lagde tydeligt mærke til, hvor påvirket han var af hendes smukke kjole, og tænkte ved sig selv, at det alligevel var godt, hun havde nået at skifte inden de tog af sted. Hun satte sig ned, og uden hun rigtigt lagde mærke til det, fik præsten overstået gudstjenesten.
Da de nåede ud til vognen, opdagede hun pludseligt, at hun havde "glemt" sit lommetørklæde og skyndte sig tilbage efter det. I haven bag kirken stod han og ventede på hende. Hun smilede lykkeligt og gik hen til ham. Deres øjne strålede lykkeligt, og det var som om tiden var gået i stå, da han komplimenterede hendes udseende. Hun følte en uro i maven ved tanken om familien, som ventede ude ved vognen, men glemte det, i det øjeblik hans læber ramte hendes. Hun sukkede lykkeligt, men hørte i det samme sin moders stemme kalde. Igen sukkede hun, denne gang af irritation. Hun udvekslede et sidste kys med Lau, og skulle til at gå, da han indtrængende bad hende møde ham om aftenen i parken. Hun studsede et øjeblik, men sagde så ja, skønt hun ikke vidste, hvordan hun skulle komme til parken midt om natten. Hun kunne ikke sige nej til ham.
Da det blev aften sneg hun sig beklemt ud af huset. Hun viste, at husholdersken havde set hende, men hun viste også, at hun intet ville sige. Da hun kom lidt væk fra huset lagde hun mærke til den ro, der havde sænket sig over byen. Hun trak kappen tættere om skuldrene og smilede til en gammel mand, der kom gående imod hende. Han nikkede venligt til hende og gik videre, ligesom hun nikkede til ham og gik videre. Efterhånden som hun nåede nær parken, blev hun lidt betænkelig ved sit forehavende. Men så kom hun igen til at tænke på de smukke brune øjne, der bad hende om at møde op, og hendes hjerte fyldtes af kærlighed. Da hans varme læber omsluttede hendes, fortrød hun ikke et øjeblik, at hun var kommet. Hun kiggede undersøgende på ham og spurgte, hvorfor han havde bedt hende komme. Hans glade smil forsvandt straks og blev erstattet af en bekymret rynke. Han fortalte hende om deres fattigdom. Hvordan de hver dag kæmpede for at overleve. Han fortalte hende, hvordan de alle sultede og hvordan selv Annie på syv år arbejdede for at de kunne få det hele til at løbe rundt. Og han forklarede hende om muligheden for et bedre liv i Amerika. Og at de blev nødt til at rejse. Hun græd. Han trykkede hende ind til sig og trøstede hende, mens tårerne randt ham ned ad kinderne. Han løftede langsomt hendes hoved og så ind i hendes sorgfulde øjne. Han kyssede hende og mærkede den salte smag af hendes tårer. Utroligt blidt lod han hænderne bevæge sig rundt på hendes krop og begyndte at snøre hendes kjoleliv op. Hun vidste hvad han gjorde og lod ham gøre det. De trængte begge til trøst.
Da hun kom hjem sad hun oppe hele natten og kiggede på stjernerne. Næste dag ville de være væk. Solen ville tage dem, og de ville få et bedre liv i Amerika. Hun sad lydløst næste morgen iført den blå kjole fra dagen før og med tårerne trillende ned ad kinderne. Han var væk. For altid. Sayna kom brasende ind som hun plejede, men standsede brat. Hun satte sig på knæ foran Shiina og lod en bøjet finger fange en tåre på Shiinas kind og kyssede hende så på begge kinder. Shiina sad som en dukke, men brød så pludseligt sammen.
De mennesker, der kendte Shiina, sagde, at hun ændrede sig fra den ene dag til den anden. Hun smilede aldrig mere og dansede heller ikke. Til fester sad hun i et hjørne og kiggede ud i luften. Hun fandt intet behag i at lege med børnene længere, og når man talte til hende, virkede hun fjern og fraværende. Tiden gik, og folk holdt op med at snakke med hende. Kun hendes søster Sayna sad endnu timevis og fortalte hende det nyest sladder og lokkede lidt mad i hende engang i mellem. Trods det, at hun intet spiste, begyndte hun at blive tykkere. En morgen kom Sayna ind og så hende stå og brække sig på toilettet. Hun spurgte hende, om det var noget hun selv havde fremprovokeret, fordi hun var ved at blive tyk, men Shiina så uforstående på hende. Var hun ved at blive tyk? Hvor længe hun havde kastet op om morgenen? Det vidste hun ikke. Hvornår hun sidst havde haft menstruation? Det vidste hun ikke. Om hun var gravid? Pause. Shiina så op med et overrasket udtryk i ansigtet. Gravid? Var hun gravid? Hun begyndte at spise igen og en morgen smilede hun til Sayna. Det første smil i 5 uger. Hun begyndte også at snakke og danse igen, og snart var alle hendes venner kommet tilbage.
Sayna overvejede længe, hvad hun skulle gøre, og til sidst sagde hun det til sin moder. Moderen blev rasende. Sayna faldt på knæ og kiggede ned i gulvet. Aldrig havde hun set sin moder være så voldsom. Hun rasede i flere dage, og pigerne gik rundt i frygt for, hvad hun kunne finde på. Shiina var fortvivlet. Tænk at Sayna kunne finde på at sige det til deres moder! Hun faldt tilbage i sin fortvivlelse og spiste ikke. Smilede ikke. Dansede ikke. Og hun ville ikke snakke med Sayna.
Nogle dage efter var moderen kommet sig af sit raserianfald og bekendtgjorde for hele familien, at hun tog ud i deres sommerresidens med pigerne. Familien protesterede. Det var for tidligt. For koldt. Men moderen gav sig ikke, og næste dag tog de af sted. Det var et stort smukt hus med en fantastisk have omkring. Inden man kom ind i haven, skulle man igennem en høj smedejernslåge med ordene "Vayr palace" indbygget i mønsteret. Bag lågen førte en lang egetræsallé op til huset, og en stor græsplæne bredte sig på begge sider af den. Det kunne have været hyggeligt, og normalt var det sommerens højdepunkt at tage dertil, men Shiina var indelukket, moderen var vred og Sayna fortvivlet.
De blev der indtil Shiina havde født. Det var den yndigste lille søn, og for første gang i flere måneder var hun fuldstændig lykkelig. Hun smilede med sådan en glæde, at det skar moderen i hjertet, ved tanken om det hun måtte gøre. Moderen tog imod barnet, men lagde det ikke op til Shiina. Hun stod lidt og så på det og et væld af tanker løb gennem hendes hoved. Man kunne vel ikke gøre noget sådant ved et lille barn? Men Shiina kunne jo heller ikke have et barn, når hun ikke havde nogen mand. Det ville vanære hele familien. Hun blev først rigtig sikker i sin beslutning, da hun hørte Shiina mumle: "Han skal hedde Laurii efter sin far." Moderen stivnede ved lyden af hendes ord. Selv hvis hun nogensinde fandt en mand, som ville tage både hende og et fremmed barn til sig, ville det tossede pigebarn jo blive mindet om, at han ikke er far til det. Hun sukkede, og meget modvilligt lagde hun barnet ned til Shiina, som tog imod det med en fantastisk glæde. Moderen havde endnu ikke fundet én, der var villig til at gøre det af med barnet.
Shiina greb halvt i søvne ud efter Laurii, men kunne ikke mærke ham noget sted. Med ét var hun vågen og så sig forvirret rundt i rummet. Det var midt på dagen og rummet var tomt. Hun begyndte panisk at lede, men uden resultat. Hun styrtede ud af værelset og spurgte desperat sin mor, hvor Laurii var. Morderen så på hende med et sørgmodigt blik og fortalte hende, at hun måtte lægge det bag sig, hvis hun nogensinde skulle gøre sig håb om, at finde en mand. Shiina skreg højt og længe, mens hun faldt ned på knæ med hovedet i hænderne.
Det var midt på dagen, alligevel var skoven usædvanligt dunkel. En mand gik ned af den smalle og ujævne trappe. Han gik forsigtigt for ikke at falde. I hænderne bar han en stor trækasse. For foden af trappen ventede hans vogn, vidste han, men alt, hvad han kunne se fra trappen var træer, sten og svampe. De så giftige ud. Han overvejede et kort øjeblik, at lade barnet spise af dem, men ombestemte sig. Det var ikke stort nok til at indtage fast føde.
Han havde udført værre opgaver gennem tiderne, alligevel skuttede han sig usikkert og åndede lettet op, da han nåede foden af trappen. Han kunne skimte sin vogn længere fremme.
Hurtigt svingede han pisken over hestene opsat på at få opgaven overstået. Han nærmede sig floden, og jorden under ham blev mere sumpet. Vognen trak lange spor i vejen bag ham, og de blev langsomt fyldt med vand. Han standsede vognen og gik forsigtigt det sidste stykke vej ned til floden. Stenene lå tæt og var våde. Risikoen for at falde var meget stor, men han vidste, hvor han skulle træde. Han havde været der før.
Han sømmede brædderne fast på kassen og uden at vise følelser stirrede han fast ned på det lille barneansigt. Slagene fra hammeren faldt regelmæssigt. Uden mindste tøven smed han kassen i floden. Han vendte sig fra vandet og gik frem mod vognen. Bag ham ramte kassen vandet med et plask og fortsatte under vandet med strømmen. Den nåede bunden i samtidig med, at han nåede vognen. Da vognen satte i gang, hævede kassen sig igen op mod overfladen. Manden åndede tungt ud. Han havde udført sine ordrer, nu var han fri. Kassen flød ned ad floden, nu med størstedelen oven vande. Den fulgte den rolige flod og bevægede sig mageligt frem. Solen var ved at gå ned, og den i forvejen dunkle skov blev mørkere. Det begyndte at regne og vandet sivede ligeså stille ind i kassen, som efterhånden lå tungere og tungere i vandet. Opgaven var fuldført.