For nogle er natten det tidsrum, hvor man sover og intet andet. For mig er natten en følelse. Følelsen af mørke. Følelsen af at være den eneste vågne i hele huset. Følelsen af ensomhed, evighed. Følelsen af ro. Tanker. Kærlighed. Tid. Og drømme, mareridt.
Jeg havde en periode, hvor jeg drømte rigtig meget. Og jeg elskede det! Det var, ligesom når jeg læser bøger, noget, der tilførte min ellers kedelige tilværelse lidt nyt. Spænding. Eventyr. Det var den første (og hidtil eneste) periode, hvor jeg foretrak at sove i stedet for at være længe oppe. Jeg havde i den periode (omkring et års tid) kun mareridt én gang:
Jeg kommer ganske normalt ned ad trappen. Det er aften, måske er den halv ti. Mor, far og Ane er inde i stuen. Jeg fornemmer, at der er en fremmed i huset. Nede i køkkenet står der en indbrudstyv. Uden for er det mørk, og gardinet er trukket for det ene vindue og halvt for det andet. Der er lys i køkkenet, men slukket i stuen. Alligevel er der en smule lys bagfra. Det er sandsynligvis ovnen, der er tændt, og de sidder igen og ser ild, uden at hente mig. Da jeg får øje på manden, skriger jeg øjeblikkeligt og råber på mor, at han vil slå mig ihjel. Ingen reaktion. Jeg bliver lettere panisk og råber igen på mor, som denne gang spørger "hvem?". Jeg svarer et eller andet med en mand i køkkenet, og hendes reaktion er noget i stil med: "Hvorfor skulle han dog dræbe dig?"
Nogenlunde samtidig tager manden vores store, faktisk ret så drabelige, brødkniv og går hen mod mig. Jeg bliver mere og mere panisk og skriger på mor, men hun kommer ikke. Hun kom ikke. Hun ville ikke komme!
Det er noget nær den mest chokerende oplevelse, jeg har været ude for til dags dato. Det værste mareridt. Forestil dig følelsen af, at din mor (jeg gentager: din MOR) ikke vil hjælpe dig, selv om der står en og er ved at myrde dig. Det er en forfærdelig følelse. Af total svigtethed. Så, ja.. Natten indeholder også noget skræmmende, noget farligt. Men det er jo netop det, der gør den så tiltrækkende, så fascinerende. Natten er for mig forbundet med stjerner, gåture, skoven, mørke, frygt. Men også lang tid på nettet. Venner. gråzoner. Afprøvning af grænser. Opdagelser. Fantasi. Lyst og stemning til at skrive. Og Stoney, selvfølgelig.
Natten begynder for mit vedkomne ikke. Den kommer snigende, gradvis. Og pludselig ser jeg mig selv række hånden ud og tænde lampen. Så går det et par minutter og mor råber at maden er færdig. Jeg kigger undrende på uret, der af en eller anden grund viser halv syv, når den i virkeligheden burde vise tre. Når jeg så har spist, i visse tilfælde vasket op og børstet tænder, og computeren igen kalder, kan jeg mærke, at mine forældre går i seng. Hvad? Er klokken tolv? Men.. Men.. Lidt efter er klokken tre, og jeg har ikke opdaget tiden. Jeg har ikke sagt goddag og farvel, eller budt på en lille kage og en kop te. Alligevel er klokken fem, før jeg for set sig om, og i den tid har jeg så lavet ingenting. Hvis jeg tænker efter.
Hvis jeg ikke tænker, har jeg i virkeligheden tænkt en masse tanker. Jeg har sandsynligvis, igen, tænkt på kærligheden. Sandsynligvis på døden og over livet. Måske har jeg oven i købet deltaget i en debat om Muhammed-tegningerne, eller om hvorvidt en kristen må tro, at dyr ikke har sjæle, eller ej. Måske er Anders Fog et fjog, og måske ville alle være bedre tjent uden kærgaarden, men er det noget at bruge så lang tid på? Lang tid? Klokken er jo kun.. aarrgg.. Den er allerede ved at være stå op tid. Hvis jeg ellers skulle i skole. Men det skal jeg ikke, for det er weekend eller ferie, og det er den eneste grund jeg har, og behøver, for at være længe oppe.
Den første gang jeg var vågen hele natten, var på Broby. Vi havde i forvejen været oppe til langt ud på aftenen. Det er vi altid. Vi har et program og efter programmet hygger vi videre. Klokken plejer at blive 1 eller 3, før vi går i seng. Mig, Ane, Pernille og Sarah blev enige om at vi ikke var trætte, da de andre gik i seng. Efter at have gået en tur, hvor min fætter Thor vist også var med, satte vi os ned i Salen med nogle fyrfadslys og snakkede.
På et tidspunkt spurgte Sarah, om vi ikke skulle diskutere Muhammedkrisen, og jeg sagde straks jo. Det er altså farligt, vil jeg lige sige. Diskuter aldrig politik med dine venner, du risikerer at miste dem. Det gjorde jeg nu ikke, men jeg tror måske jeg var tæt på. Sarah og Ane blev monster sure på os, fordi vi snakkede så højt, at de var bekymrede for, om vi vækkede folk, og vi blev ved med at snakke lige højt, uanset hvor mange gange de sagde: "Dæmp jer!". Og det var lige før jeg troede Pernille var blevet sur på mig over mine holdninger.
Til sidst blev vi dog enige om, at vi havde diskuteret noget forskelligt og egentligt havde været enige den sidste times tid. Jeg mente, at Jyllandsposten skyldte en undskyldning, den de havde givet var ikke god nok. Pernille mente ikke, at regeringen skulle sige undskyld for Muhammedtegningerne, som de vitterligt intet havde haft med at gøre. Det er bare ikke så nemt at finde rundt i, når alle parter i sagen bliver kaldt "de". Da vi endelig fandt ud af, at Jyllandsposten skulle have sagt bedre undskyld, regeringen skulle have været blandet uden om, og muhammedanerne skulle blive have været bedre til at styre deres temperament(er), var klokken omkring halv 6 om morgenen. Og vi skulle op klokken 8.
Da vi var færdige og igen snakkede pigesnak alle fire, gik der ikke længe før alle havde grineflip. Da så Ane udfordrede os til to minutters stilhed, tog vi udfordringen op. Vi sov inden, der var gået et. Alligevel var det en fantastisk oplevelse. Den første nat hvor jeg ikke sov. Indtil da havde jeg senest været oppe til klokken ca. 3 – 4 stykker.

Om natten har jeg min egen verden. Jeg forsvinder ind i min fantasi sammen med mennesker fra hele landet. Jeg sender en stedfortræder ud på nettet og lærer af alt det, hun oplever. Jeg har lært, at jeg kan komme på eventyr, bare jeg er venlig og åben. Hvordan jeg hele tiden må reagere på andres indlæg. Det startede med, at jeg, som nyankommen i byen, blev kontaktet af en adelsmand, Gaston LaJulie, der havde fundet et gammelt brev skrevet af min oldefar til hans oldemor. Og så var eventyret i gang. Vi skulle naturligvis finde ud af, hvad de havde haft med hinanden at gøre, og lige som han havde fundet noget brugbart, dukkede spøgelset af min oldemors kammerherre, Barthor, op og hentede ham ned i jorden til sig. Det viste sig senere at Barthor var underlagt en forbandelse og den blev jeg nødt til at bryde, før jeg kunne redde LaJulie. Under arbejdet med at løse "brevets mysterium" var jeg stødt på en vampyr, Korfitz, der havde bidt mig og gjort mig til sin yngling. Jeg ved stadig ikke hvad det betyder, men en ting er sikkert. Der er ved dødsstraf forbudt at udøve vampyrisme i det land. Jeg fandt ud af, at jeg behøvede hjælp fra Q, Korfitz kone, for at hæve forbandelsen, og hun ville gerne hjælpe. Nu træf det sig sådan, at politimesteren i byen havde fået nys om Q's besøg og brasede ind. Q forsvandt og politimesteren satte nogle af sine folk til at overvåge LaJulies hus, som jeg boede i. Jeg sneg mig ud og fik heldigvis overbevist Q om at hjælpe mig, og på den måde fik jeg frelst Gaston. Da jeg kom tilbage til huset, var jeg så dum at gå ud af fordøren, og pludseligt blev jeg forhørt i bodsgården. Det lykkedes mig at snige mig uden om anklager, som var sande, men ville have kostet mig livet. Desuden havde jeg ikke gjort noget der skadede nogen, men derimod hjulpet flere end mig selv.

Om natten er alle katte grå, husk at ta' refleksen på. Sådan lyder en reklame for reflekser, og det er sandt, at det er nemt at blive kørt ned her på landet. Hørte fx om to drenge der havde voldtaget en kønsskifteopereret mand på et bordel, og tænkte: "Hvad pokker lavede han der?" Men det havde ikke noget med noget at gøre.
Der er ofte ungdomsfester som varer til langt ud på natten. Jeg bliver som regel ikke inviteret, og det er jeg ikke ked af. Folk drikker sig skide stive og hopper rundt ude på vejen, inden de bliver sat i fængsel på baggrund af mistanke om eventuelt at have tænkt nogle terroristvenlige tanker. Jeg kan ellers godt lide fester. Ikke den slags ungdomsfis med højt gadung gadung musik, men rigtige fester. Der hvor du har det sjovt, lærer mere om hinanden, hygger, snakker og ved hvad du laver. Der er ikke noget mere skræmmende end folk, der er så fulde, at de ikke ved hvad de laver. De kan jo finde på hvad som helst, og vil ikke være kvikke nok til at se, hvornår de går for langt.

På min 15 års fødselsdag holdt jeg en stor fest. Jeg skrev 41 indbydelser i hånden. Overvej lige.. 41! Og det var ikke just skønskrift der kom ud af det kan jeg godt fortælle dig. Den var fuldstændig alkohol fri og alle siger at de morede sig rigtig godt. At det var en god fest. Min far var så "stolt" af mig, da jeg besluttede at den skulle være fuldstændigt alkoholfri.
Vi startede rigtig godt op med at de kom. Én af mine bedste venner og hans familie, som også er nogle af mine bedste venner, kom i en campingvogn og sov til næste dag. Resten af os, der blev (mig, en af mine bedste veninder, min lillesøster og min fætter) sov i saunaen.
Efter aftensmaden holdt folk taler, selvom jeg havde bedt dem om at lade være. De ville være glimrende politikere. De lytter heller aldrig til, hvad du siger. Og efter det, blev der tændt bål og sunget sange i Fortællehuset. Vi havde også et stort bål udenfor. Det lavede vi pandekager på og da de fleste var gået hjem "dansehoppede" vi rundt om det.
Min far gav mig den bedste gave af alle. Han sang min yndlingssang, som kun han kan synge den. Det var virkeligt noget der kaldte følelser frem. Klokken temmelig sent, ved et bål syngende en sørgelig sang. Så kan du rigtig mærke at du lever. Hvis du så bliver i de sørgelige sange og når til sigøjnersangen, hvilket vi ikke gjorde, men sagtens kunne have gjort, kan du rigtigt mærke hvordan det er ikke at have noget sted at bo. Ikke at høre hjemme nogen steder. Ligesom dem i Israel og Palæstina. Dem som havde et land, men nu ikke har det. Dem som bliver foragtet af alle og flytter fra sted til sted.
Se det er essensen af livet. At føle sig i andres sted. Mærke følelserne boble og bruse gennem natten. For det er nemlig det natten er god til. At gemme tanker og følelser og slippe dem løs igen. Til andre tider, på andre steder. Jeg håber, natten har opsuget nogle af mine tanker og følelser og sendt dem videre ud i verdenen.