Fredag d. 8. juli 2005.
   Kære dagbog.
   Nu er jeg endelig kommet hjem fra arbejde, og heldigvis har jeg ferie nu. Jeg siger dig, kære dagbog, dagen i dag har været et mareridt. Godt nok har jeg efterhånden vænnet mig til en arbejdsplads fyldt med personalemobning, men dagen i dag var ekstra slem. Faktisk har dagen i dag været så slem, at jeg ikke engang kan fortælle dig, hvad der skete. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det, men det var ham der startede det hele igen i dag. Nå, men kære dagbog, nu har jeg 3 ugers ferie. 3 uger, som skal nydes. Nu vil jeg lave mig noget aftensmad - jeg tror det skal være kylling og salat. Jeg har nogle kyllingelår i fryseren, og salaten står efterhånden smukt i min dejlige have. Bagefter vil jeg nyde aftenen med et afslappende computerspil. Vi ses i morgen, kære dagbog.

Lørdag d. 9. juli 2005.
   Kære dagbog - Godmorgen.
   Jeg har lige tømt min postkasse, og jeg er ret spændt på at komme hen til min computer. Midt i alt posten lå der nemlig en cd, hvorpå der står: 'Sættes i Cd-rom drevet. Spillet starter automatisk.' Jeg er så spændt på, hvad det er for et spil, der er kommet med posten. Jeg skriver til dig igen senere, kære dagbog. Så skal jeg nok fortælle dig om spillet.

Kære dagbog - Hej igen.
   Det computerspil, der kom med posten, var noget af en skuffelse. Jeg placerede cd-rommen i drevet, men det eneste der kom frem, var en sort skærm. Efter kort tid kom der en sløret tekst frem, hvor der stod: 'Du vil møde mig igen og igen. Jeg er det computerspil, der vil sidde i din hukommelse for evigt.' Jeg er bange for, at der er en der har gjort dette for at genere mig. I hvert fald kan jeg ikke længere starte min computer, så jeg tror det er en, der har sendt en virus til mig. Det er garanteret ham fra mit arbejde - du ved, ham der altid generer mig. Nå, men nu er klokken ved at være mange, så jeg vil til at sove. Jeg skriver til dig igen i morgen, kære dagbog.

Søndag d. 10. juli 2005.
   Kære dagbog.
   Jeg ved godt, at klokken er 3 om natten, men jeg er simpelthen så bange, så jeg er nødt til at skrive til dig nu. Jeg vågnede ved, at jeg hørte en dør smække. Jeg stod op for at se, hvem det var der havde smækket med min dør. Der var intet at se nogen steder, men da jeg kom ned i køkkenet, stod køleskabet åbent. På køkkenbordet stod der et glas, hvori der havde været mælk. Jeg havde ellers vasket alt op i aftes inden jeg gik i seng. Jeg har kigget over hele huset, men jeg kan ikke finde nogen. På den anden side, så kan køleskabet jo ikke åbne af sig selv, og en mælkekarton kan ikke selv hælde mælk op i et glas. Glasset kan heller ikke tømme sig selv for mælk. Jeg forstår det altså ikke. Alle mine døre i huset er trods alt låst. Nå, men nu vil jeg stå op, lave mig en kop kaffe og læse i et eller andet ugeblad. Jeg kan jo altid læse et eller andet om, hvilke udskejelser de royale har lavet den sidste tid - bladene lever jo alligevel af at opfinde sjove historier om de kendte. Om ikke andet, så kan jeg da læse det som tidsfordriv - sove kan jeg i hvert fald ikke mere lige nu. Jeg skriver igen senere, kære dagbog.

Kære dagbog.
   Jeg har simpelthen så ondt i hele kroppen, så man skulle tro, at det var løgn. Efter at have skrevet til dig sidst, gik jeg ned i køkkenet, hvor jeg lavede en kop kaffe. Jeg satte mig ved køkkenbordet, drak en kop kaffe og kiggede i et sladderblad. Jeg nåede kun at drikke halvdelen af kaffen inden jeg faldt i søvn. Jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg kunne falde i søvn ovenpå denne uhyggelige oplevelse i nat. Nå, men jeg har lige været huset rundt i dagslys. Der er intet at se nogen steder. Jeg vil tage en tur i motionsrummet, så jeg kan få rettet kroppen ud igen. Jeg skriver til dig igen i morgen, kære dagbog.

Mandag d. 11. juli 2005.
   Kære dagbog.
   Igen i nat fik jeg mig en kæmpe forskrækkelse. Jeg vågnede ved, at min computerskærm stod og blinkede. Den blinkede med en tekst skrevet med meget specielle bogstaver - det mindede om gotisk skrift. I den blinkende tekst stod der: 'Jeg er dit evige mareridt. Jeg er kommet med et computerspil. Spil mod mig og se, om du kan vinde over mig. Tryk på højre musetast.' Og - kære dagbog. Jeg trykkede. Herefter kom teksten: 'Du skal skyde alle spøgelserne. Peg med musen og skyd med ctrl-tasten. Kun ved at ramme alle spøgelser, kan dine lidelser få en ende'. Herefter startede spillet, og jeg forsøgte at ramme alle spøgelserne. Jeg siger dig, kære dagbog. Det var absolut ikke nemt, og der var 7 spøgelser, som jeg ikke fik skudt. Herefter kom computeren med teksten: 'Du har skudt 23 spøgelser. Der er stadig 7 spøgelser, som vil genere dig, så du aldrig glemmer dem.' Herefter slukkede computeren, og jeg lagde mig ned og sov videre - en meget let søvn, for jeg var alligevel skræmt af den computer, der lige pludselig startede af sig selv. Nå, men nu vil jeg lave en mega-burger, sætte mig ind foran fjernsynet og slappe af med en god, gammel dansk film. Jeg tror, jeg tager en af mine Morten Korch film. Jeg skriver til dig igen i morgen, kære dagbog.

Tirsdag d. 12. juli 2005.
   Kære dagbog.
   Nu kan jeg snart ikke klare mere. Igen i nat blev jeg vækket. Jeg vågnede ved, at noget tungt landede oven på mig. Jeg tændte lyset, men der var intet at se. Pludselig fløj bøger fra min reol rundt i hele soveværelset. En af bøgerne ramte mig lige i hovedet, og jeg skyndte at beskytte mig under dynen. Pludselig holdt det op igen, og jeg kiggede igen rundt i rummet, mens jeg blev siddende i sengen. Jeg faldt i søvn igen, men jeg kan altså ikke forstå, hvad det er, der generer min nattesøvn. Her til morgen var alle mine bøger i øvrigt fint placeret på deres pladser igen. Nu kunne man så måske fristes til at tro, at det hele bare var noget jeg havde drømt, men morgenturen til badeværelset beviste noget andet. Da jeg kiggede mig i spejlet, havde jeg fået et stort blåt mærke lige der hvor bogen havde ramt mig. Da jeg kom ud fra badeværelset, stod min computer igen og blinkede med teksten: 'Vi er stadig 7 spøgelser. Skyd os, hvis du vil have fred. Start spillet ved at trykke på højre musetast'. Og - kære dagbog - endnu engang startede jeg spillet. Det var stadig lige svært, men denne gang fik jeg skudt 3 spøgelser, hvorefter computeren viste teksten: 'Du har skudt 3 spøgelser, men vi er stadig 4 tilbage - ha, ha, ha.' Herefter slukkede computeren igen. Jeg prøvede at starte computeren op, men det kunne jeg ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke, kære dagbog. Hvad er det her for noget? Hvem er det, der vil genere mig? Jeg ved ikke, om jeg finder svaret. Jeg skriver igen i morgen, kære dagbog.

Onsdag d. 13. juli 2005.
   Kære dagbog - Godmorgen.
   Det bliver værre og værre. I nat vågnede jeg ved, at der var noget der blev strammet omkring min krop. Jeg kunne ikke flytte mine arme og kunne derfor heller ikke tænde lyset. Jeg kunne se nogle skikkelser rundt om min seng, som var i gang med at spænde mig fast til sengen. Da det var gjort, blev min seng løftet op i luften. Den blev kastet rundt, så den vendte på hovedet. Der hang jeg så, med kroppen nedad, da lyset blev tændt. Foran mig så jeg de 4 spøgelser, som jeg ikke havde fået skudt i computerspillet. Du skal skyde os, hvis ikke vi skal genere dig, sagde den ene af spøgelserne. Herefter vendte sengen rundt igen, landede på gulvet, og jeg var fri igen. Spøgelserne var væk, men jeg er bange for, at de kommer tilbage. De generer mig trods alt mere og mere for hver nat der går. Nå, kære dagbog, jeg vil tage på shopping tur, så jeg kan tænke på lidt noget andet. Jeg skriver igen senere, kære dagbog.

Kære dagbog - Hej igen.
   Nu har jeg lige været på shopping tur. Jeg fandt simpelthen den mest fantastiske trøje, man kan forestille sig. Bagefter gik jeg ind på restauranten nede på hjørnet, hvor jeg fik en 3 retters menu. Nu er jeg ved at være træt, så jeg vil gå i seng. Godnat, kære dagbog, jeg skriver igen i morgen.

Torsdag d. 14. juli 2005.
   Kære dagbog.
   Jeg ved godt, at klokken kun er 4 om morgenen, men der er noget, jeg simpelthen bare må fortælle dig. Jeg blev vækket af min computer i nat. Den blinkede med teksten: 'Du ved godt, hvad du skal. Vi er 4 spøgelser. Dette er din sidste chance for at slippe af med os. Hvis du ikke skyder os alle sammen, så vil resten af os genere dig resten af din tid. Tryk på højre musetast og start spillet - og husk, at dette er din sidste chance.' Jeg tog en dyb indånding, startede spillet og skød løs. Det lykkedes for mig. Jeg skød alle 4 spøgelser, hvorefter min printer udskrev det stykke papir, som jeg limer ind i dig nu:

'Vi har kæmpet en kamp mod dig, men du vandt. Du har skudt os alle sammen. Nu flyver vi ind i en computerforretning, hvor vi kravler ind i et tilfældigt computerspil. Her ligger vi, indtil en eller anden køber spillet med os på. Når vi så kommer hjem til en computer, så begynder vi at genere en eller anden, men måske er vi lidt grovere næste gang, end vi har været denne gang. Måske lykkes det ikke for den næste person at skyde os alle, og så har vi magten over denne person.
   Mange hilsner fra de 30 nu igen levende spøgelser.
   PS: Hvis det ikke bliver dig, der køber et spil med os på, så generer vi dig ikke mere.'

Som du sikkert kan forstå, kære dagbog, så er jeg enormt glad lige nu. Endelig er jeg sluppet af med spøgelserne og ser nu frem til fred og ro resten af ferien. Godnat. Nu vil jeg sove. Jeg ved ikke, om jeg sover resten af dagen, men måske.