Har ændret syn på min far.
Det er sket i løbet af min mors sygdom. Han er blevet...sødere.
Det er næsten ikke til at forstå - og det sker da også at han ryger tilbage i det gamle "psykotisk, komplet latterlig, og meget meget svær at holde af" syndrom - men det meste af tiden er han egentlig ganske rar.
Han vil bla lægge ud for køkkent.
MIN FAR!
Han har aldrig nogensinde lånt mig så meget som 2 kroner.
Og Camilla fortæller han snakker meget om mig derhjemme.
Om mit nye job, gamle kærester osv..
Jeg troede ikke engang han vidste hvad jeg hed...
Forleden havde han sagt:
"Ham der´Thomas, Rikke havde som kæreste - han var da ikke noget for hende hva? Han lignede lidt en klompe-dumpe.. Sådan en´skal Rikke jo ikke ha´. Hun skal have en rocker type - der kan sætte hende på plads engang imellem. Ikke dem der hun bare kan styre..."
(Ja, æblet falder ikke langt fra stammen hva´far? Hvis bare mor havde sat DIG lidt på plads noget før..)
Han må jo også have det svært..
Opvokset med en mor der konstant gjorde forskel.
Mistede sin far - der var den eneste der holdt af ham.
Året efter døde hans søster.
Så blev hans mor sindsyg af sorg - og han valgte alligevel at hjælpe hende.
Så blev hans kone syg af kræft - og arbejdet ville fyre ham..
Life´s a bitch - and then you die...?
Underligt at der skal ske så meget dårligt, før han selv bliver god...
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Min far - et menneske?! er publiceret
14/06-2006 22:12 af
Anastasia.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.