I morgen har jeg fri. Helt fri. Skal ikke ordne nogle ting ang min mor, eller stege frikadeller på arbejdet.

Måske skal jeg bare blive i min seng hele dagen og læse en rigtig vammel kærlighedes roman.
Måske skal jeg cleane hele hytten inden "J" kommer i næste uge...

Lige meget hvad skal jeg ikke tænke begravelse, eller sorg.

Vi fandt et godt sted på kirkegården hvor min mor kan ligge...
Min far prøvede at være morsom, og sagde som det første, rigtig kækt, da vi kom; "Goddag, jeg vil gerne købe et stykke jord!"
(Ha-Ha.. Skide skægt..)

Graveren og gartneren (eller hvem de to nu end var) syntes han var rigtig sjov. Det syntes min søster og jeg ikke...

Bagefter var vi til samtale med præsten.
Det var rart. Hun er virkelig sød, og det var så dejligt at få talt med hende...

Men.. Camilla og jeg er bekymrede for vores far.
I går spiste han intet, da vi andre spiste.
I dag...tog han to bidder og skubbede resten væk - mens han sagde han ikke var sulten.

Da vi skulle rydde op i resten af min mors ting, ville han gemme morfin & sovepiller.
"De er gode at ha´hvis nu man ikke kan sove" sagde han, og lagde 4 pakker ind i sit skab.
Camilla og jeg vekslede sigende blikke, og da han forlod badeværelset tog vi 3 af pakkerne ud igen, og smed dem ud...

Jeg kan altså ikke helt overskue at skulle passe på ham også.

Jeg fandt også min mors dagbog.
Camilla så jeg samlede den op, og sagde; "Du skal ikke læse i den. Du bliver bare ked af det.. Der står ikke nogle særlige pæne ting om hverken dig eller mig.."

Stadig med bogen i hånden, tænkte jeg over det, jeg altid siger når folk læser med i min dagbog herinde.

Hvis man er nysgerrig nok til at stikke snuden i folks dagbøger - må man også kunne klare de ting der står.
De ting der muligvis gør ondt.
For en dagbog er skrevet PÅ følelser - og er så hudløs ærlige at de ikke altid skal frem...

Alligevel tog jeg bogen med ind i stuen, og slog op på første side.
Camilla så lidt vred ud, og sagde; "Er det ikke mærkeligt at sidde og læse en ANDENS dagbog`?!"

Pludselig følte jeg at jeg havde overskredet en grænse der ikke burde være trådt over.
Jeg ved da ikke om min mor ville have syntes om jeg læste den....

Valgte at bladre lidt i den..
Og for saten..
Hvor har jeg været en respektløs lille møgtøs af en teenager!
Der stod ting i den bog, jeg ikke selv kunne huske jeg havde gjort.

Men jeg kunne læse hvordan hver enkelt ulykke jeg havde lavet, havde brændt sig ind i både hjerte og nethinde på min mor!
Hvis ikke jeg havde fået talt med hende inden hun døde, og havde sagt undskyld for al den smerte jeg havde forvoldt hende - havde jeg aldrig kunne tilgive mig selv...

Hun har været så magtesløs, når jeg har skreget skældsord efter hende, eller ligegyldigt gloet på hende mens hun har bedt mig lade være - og svaret: "Hvad vil du gøre ved det? Du har ingen magt over mig!"

Og.. det HAVDE hun ikke.
Først da jeg som 18 årige blev bedt om at finde noget andet at bo i, forstod jeg at man skal værne om sin familie og behandle den med respekt...

Dicte ringede i dag fordi hun var vendt hjem fra ferie, og havde læst min dagbog.
Jeg blev så glad...!
Hun kommer også til begravelsen lørdag, for at give mig et knus :)

Natalie ringede senere på aftenen, og det hjalp også helt vildt at snakke med hende!
Vi fik lige talt Abelone endnu engang, og det kan jeg mærke jeg virkelig stadig har brug for..

Lige nu har jeg det faktisk ret godt...