Jeg valgte slet ikke at svare på Ronnis besked i går. Det fik ham til at sende en mere. Som jeg heller ikke svarede på...

I morges skrev han endnu en:
"Hej Rikke. Jeg bliver altså nødt til at vide hvorfor du skrev tilbage igår? Det ligner dig jo ikke..."

Jamen altså.. Hvad er det manden forventer? Et forhold, hvor man leger kærester, men ikke ER det?

Jeg skrev at det eneste jeg kunne finde på at skrive i går, indeholdt negative ord - men at jeg ikke havde lyst til at snakke om det.

Så skrev han: Er du sikker? Nu vil jeg jo vide hvad det er. Blev faktisk lidt trist i går.

Og så sagde jeg han kunne komme her til aften.
Nu er han lige gået, og alt det der burde være rodet ud, er nu rodet - om muligt - endnu mere sammen!

Det startede ellers pisse godt.
"Jeg gider ikke det her mere. Din tænketid er forbi - og nu er vi kun venner..."

Og så sad han og måbede. Så faktisk helt ked ud af det.
Men så skulle jeg jo lige spille smart bedrevidende ældre kvinde, og afsluttede med et; ..Og du får altså aldrig en kæreste igen, hvis du vil være 100% sikker på et forhold inden du går ind i det. Det kan man jo ikke være. Man tænker at det er noget man gerne vil se hvor fører hen - og så prøver man det af. Hvis det ikke er det, slår man op når man finder ud af det... Men hvis du kører din måde, så når pigen jo at blive træt af at vente hver gang!"

Og så gik der et lys op for Ronni, der kun har haft en´kæreste. En han havde i 100 år, og derfor er han hel ny på datings markede.
Han ævlede løs om hvor dejlig han syntes jeg var, at han ville blive helt vildt ked af det hvis jeg var sammen med en anden på lørdag - og at han jo bare ikke kunne finde ud af det her kæreste-halløj, fordi det var så nyt.

Øhm.. faktisk var det hele så rodet at jeg i skrivende stund ikke ved hvad vi fandt frem til.
Men han sagde han da vidst nok havde fået noget at tænke over.
Og hver gang vi tilfældigs stejfede hinanden, sagde vi med glimt i øjet: "Husk nu.. vi er bare venner..."

Da han skulle gå, blev det SÅ akavet!
Jeg stod og gloede ned i jorden, fordi jeg vidste at hvis jeg så op på ham, ville jeg have for meget lyst til at kysse ham!
Den fangede han, og grinede selv over situationen. "Hvorfor kigger du ned i gulvet, Rikke?" blev han ved med at sige.
Og tilsidst løftede han min hage, og kysset var uundgåeligt.

Nu ved jeg ikke en skid. Men det har jeg jo ikke gjort i snart en måned..
Vi skal ses torsdag eller fredag, og jeg har en plan i ærmet... ;)