Min plan.. ang Ronni. Slog rimlig meget fejl.Han aflyste nemlig!
"Det passer bare meget bedre fredag, for mig!"

NÅ!

Jeg er færdig med at rykke dage, og aftaler - fordi tingene passede ham bedre på andre måder.

Så vi aftalte at snakkes ved, og muligvis holde tømmermænds dag sammen søndag.
Benjamin kom istedet forbi i går, for at spise junk food og dvd hygge. Ahhhhh :-)

Jeg sad netop og fortalte at det var underligt Ronni slet ikke havde svaret på min besked, da han ringer.
Kunne med det samme høre der var noget galt.
Mimer til Benjamin at han skal være stille, og sætter telefonen på max volume, så han kan lytte med.

Og så kom den. Dommen.
"Jeg har tænkt og tænkt - men har bare fundet ud af at jeg...ikke skal have en kæreste nu"
Og derefter en masse bla bla bla, som jeg ikke rigtig hørte. Fordi jeg koncentrede mig om det hjerte der pludselig føltes helt forkert og... tomt.

Han var egentlig fair nok. Talte med meget rene linier, og jeg tror faktisk jeg fik sandheden.
Men så begyndte han at vade rundt i det samme igen og igen. Han sagde præcis det samme, bare med nye ord.
Og det gav mig tid til at blive bitter.

I virkeligheden går jeg ret hurtigt fra ked af det til sur, når jeg bliver droppet. Eller, dvs - det er jo bare min måde at takle de sårede følelser på.
Da han sagde: "Håber virkelig stadig vi kan ses, for jeg elsker dit selvskab" kom jeg med et spydigt "Det skal du nok ikke regne med!"

Og da han kort efter fortalte at han havde to venner på besøg, men han var gået uden for, fordi han skulle snakke med mig - blev jeg skide skuffet. VI havde en aftale denne torsdag, og det var ham selv der lavede den. OG ham selv der aflyste den!

På en meget ironisk, samt pædagogisk - som snakkede jeg til en årige, sagde jeg: "Op og hyg med dine venner, ik?!"

Så var der ikke rigtig mere tilbage af den samtale.

Da jeg blev alene, sent om aftenen, trykkede mørket alt for meget.
Jeg græd lidt, over Ronni - der ikke gad mig, over Jesper der var hooked på issy, over min mor - og over at livet nogle bare ikke lige er så skide skønt.

Kan mærke jeg savner ham. Vi har alligevel set hinanden hver dag i en måned. Det kan ikke undgå at sætte spor. Heller ikke hos ham.

I dag da jeg fik fri, så jeg pludselig at købmanden havde skilt ude. (??)
Jeg gik derover, og sørme så om ikke Claus lige have en ekstra dag åben for at forsøge at sælge lidt mere.

Da jeg trådte ind, blev jeg hilst med det skønne " Hej Rikketøsen", og Claus kom hen til mig.
"Nå, har I så fundet ud af noget, I to skøre..." sagde han med glimt i øjet - og jeg vidste jo med det samme han hentydede til Ronni og jeg.
"Ja, det har vi.. men det er ikke noget godt" sagde jeg - og så mod min vilje ned i jorden.
"Den idiot! Han er bare for bange for at blive såret. Jeg har sagt han bare skulle springe ud i det!"
"Ja, det er ærgeligt.. jeg kunne sgu godt li´ham. Jeg KAN godt li´ham. Men.. sådan er det jo bare.."
"Han er da for dum..."
"Det må du gerne lige sige til ham, næste gang du snakker med ham...!" sagde jeg som afslutning, og vendte mig for at gå.
"Hey - du går IKKE uden at købe noget! Jeg gider ikke have de her varer mere.. Tag nu og fyld en kurv!"

Og så, forbi jeg alligevel havde glemt at købe shampoo, fyldte jeg en kurv med vare. Tror der var for en 4-500 kroner.
Men da jeg kom op til kassen, sagde Claus: "100 kroner!"

Og sådan gik det til at jeg alligevel godt kunne klare at have ondt i hjertet. For... nu havde jeg jo shampoo til et helt år ;)