Jeg havde egentligt tænkt mig at være lidt bedre til at skrive i min dagbog herinde, i det mindste i juleferien... Men altså...

Jeg kører stadig ikke i Jakob-bilen (synes det er så synd for ham, når han bare står dér, og jeg går hen efter min cykel, eller, som i de sidste par dage, den bil jeg har lånt af mine forældre).
Sidste lørdag, første dag i juleferien, havde jeg tænkt mig at bage småkager med børnene, men så ringede Karen og spurgte Helene om hun ville lege, og Lucas og jeg så pludselig muligheden for at komme ud og finde den gave til Helene som Lucas satdig manglede. Så vi steg på cyklerne - dvs. Lucas steg på sin cykel og Helene steg på min, som jeg så trak, fordi vi stadig mangler at skaffe hende en cykel. Efter at have afleveret hende, steg vi så rigtigt på cyklerne... Hvis I har glemt hvordan vejret var lørdag i sidste uge, så kan jeg fortælle at det på vores egn i hvert fald blæste RIGTIG meget... Jeg var lige ved at droppe turen, fordi Lucas ikke er vant til at cykle længere end en halv kilometer frem og tilbage, og det har desværre ikke været så ofte, som jeg godt ville have haft det. Nu var vi så ved at begive os ud på en tur med 5 km hver vej - ca. - i blæsevejr - modvind! Hmmm... Men Lucas insisterede, og det var der jo også en hvis fornuft i - han manglede jo rent faktisk den gave til sin søsterlil. Og jeg tænkte - nå ja, vi har ikke travlt og må vi give op på halvvejen, så har vi da om ikke andet fået en tur ud af det. Så afsted vi tog...
Og hold da op skal jeg ellers lige hilse og sige, hvor er han god, og udholdende... Ikke lige den cykleånd jeg husker fra mig selv i min barndom. Så vi cyklede derudaf i roligt tempo, holdt et par drikkepauser, mærkede vinden blikve værre og værre... Lucas brokkede sig en smule, men kom hurtigt på cyklen igen ved min opmuntring. 1½ km fra vores mål (vil jeg tro - jeg har ikke målt efter) kunne jeg godt fornemme at den sidste bid vej ville trække tænder ud, så vi kørte ned til S-togsstationen, og købte os nogle billetter, og nåede lige akkurat at lade en billet flyve fra os da toget kom klørende og måtte så fange den, og bagefter vores cykler... Men togføreren havde jo set os og ventede pænt på os (vi var pogså hurtige - trods alt! ;) )
Og vel fremme fandt vi så først en gave til Daniel fra børnene - Lucas havde lige styr på hvad det er for nogle glas han samler på, så det var fint. Vi gik vidt omkring for at finde noget til Helene. Lucas ville enten købe hende et gameboy spil (som ikke er faldet i pris siden DS'en kom til og den gamle gameboy advanced røg ud) eller Sys Bjerres album (der også virkelig har vundet point hos piger helt ned til 5-årsalderen - i hvert fald både i min og i HElenes børnehave). Der var ikke rigtigt nogle pigespil, og de spil der var kostede ml 150 og 350 kr - og det var brugte spil... Så det droppede vi igen, og endelig lykkedes det os at finde en Sys Bjerre-CD, den sidste de havde i Kvikly. Lucas var lykkelig! Så købte vi ellers ind, så vi kunne klare os et par dage, og slæbte os tilbage til cyklerne - og glædede os til hjemturen med medvind. Det krævede kreativ tænkning at få læsset cyklerne, men det lykkedes og vi kørte hjem. Lyset var så småt begyndt at trække sig, og vi var trætte.
Vi var hjemme kvart over 4, og levde os et par spejlæg på rugbrød, da vi jo ikke havde fået andet at spise end en sen morgenmad. Og så tog jeg afsted efter Helene. Det var blevet rigtig mørkt, og endnu mere stormfuldt i vejret... På vejen hen havde jeg stadig medvind, men da jeg trak hende på cyklen på vej hjem igen, kunne jeg næsten ikke se at alle mine anstrengelser bragte os frem overhovedet. Helene skreg af grin på cyklen... :)
Og Lucas var sørme begyndt på aftensmaden, da vi kom hjem... Han bliver nu så fornuftig - på nogle punkter ;)

Søndag fik vi så endelig bagt. Lucas ville gerne have nogle hjem og lege med, men i juleferien har alle åbenbart en masse at se til. Da vi endelig fik fat i nogle, der måske kunne, var den ene (de er tvillinger) til gymnastik, og ville ringe tilbage senere... Helene ville så også meget gerne have nogle hjem, og vi brugte rigtig lang tid på at få fat i nogle, hun ringede selv, med mig ved siden af, men der var mange der ikke tog telefonen, og dem der tog den havde andre planer. Til sidst sagde jeg, at nu prøvede vi kun én til, og ellers måtte vi glemme det... Suk! Vi skulle være stoppet dér.
Helene ringer op, og får fat i pigen selv. Pigen siger at hun godt kan lege, og lægger røret fra sig, for at meddele sin far at hun skal ud. Jeg beder i mellemtiden 'Helene om at give mig min telefon, og håber på at få en aftale i stand med forældrene...Hmmm...Her ligger jeg så på deres bord og hører hvordan pigen giver sin far beskeden og faren begynder at lede efter telefonlisten for at finde ud af hvem der havde ringet. Jeg lå inde i røret og spekulerede på, om de mon ville høre det, hvis jeg råbte "Jeg er her - kom og tal med mig" - jeg opgav tanken...
De finder adresse og telefonnummer og jeg tænker at de nok før eller siden i en ikke for fjern fremtid finder ud af at jeg ligger dér i røret. Hvis de er ved at finde telefonnummer frem har de vel tænkt sig at ringe tilbage, og så ser de 'mig' der i røret. Nå ikke...
Jeg hører moren komme hjem og pigen der stolt fortæller, at Helene skal hjem til hende. Jeg overvejer nu at råbe op at det er den anden vej rundt... Veninden igår bor tæt på, og det var ok at trække Helene på cyklen, men denne veninde bor betydeligt længere væk, og jeg havde ting at ordne hjemme, og tænker at alle folk herude da har bil - eller næsten alle, så de må kunne komme til os, når det nu er os der inviterer - men jeg gider ikke ligge og råbe, og tænker at vi tager den med dem, når de er i røret... Moren lød ikke så positivt indstillet på dét, og sagde at veinden dér i hvert fald skulle have noget frokost først... Jeg lagde røret på, da de begyndte at skære agurk og tage pålægschokolade frem... Vi ringede tilbage nogle minutter senere, men den duttede (sjovt nok) optget. Vi bagte nogle småkager, og prøvede igen, og den duttede (stadig!) optaget. Vi bagte lidt mere, og Lucas veninde var kommet hjem fra gymnastik og ringede tilbage, hun kunne kun lege hvis det blev hos hende, Lucas er jo selv på cykel så det ville være hurtigere end at gå turen, men jeg forbarmede mig over Helene, som jeg ellers havde indstillet på, at hun nok ikke kom til at lege, hvis veninden kun kunne hjemme hos sig, og vi besluttede at ringe en sidste gang, for at høre om det blev til noget med at lege eller hvad... Jeg undrede mig i øvrigt over, at de endnu ikke havde ringet tilbage. Men den duttede stadig optaget - to timer senere! Så Helene blev under hjerteskærende gråd, hjemme hos Bo, der imellemtiden var kommet, og Lucas og jeg cyklede afsted igennem regnvejret, Lucas med en lille pose småkager de kunne dele.
Det var efterhånden godt ude på eftermiddagen, og jeg følte bare at jeg havde brugt hele den dag, på at få legeaftaler i stand! Det eneste jeg havde nået derudover var at bage småkager... Det var jo heldigvis også hyggeligt nok...

Mandag og tirsdag var stille og rolige. Bo og jeg lod ungerne være alene en times tid, mens vi cyklede ned og handlede stort ind. Vi stoppede lige forbi mine forældre så Bo kunne se de hamstre jeg havde købt til børnene fra os...

Og juleftaen var en dejlig dag, som nu juleftane plejer at være det. Børnene skulle jo holde hos os i år, det er jo altid et plus.
Min far kom op med deres bil tidligt på formiddagen, og så kørte jeg ham hjem og forberedte en skattejegt gennem huset hos mine forældre, der skulle lede børnene til deres hamstre. Jeg kørte hjem igen, gik i bad, og fik læsset bilen med skiftetøj og gaver, og så var vi afsted...

Den lille æske som Bo havde lavet til den første ledetråd, blev deres sidste gave. Den fortalte dem, at de skulle lede på overgangen fra oppe til nede og fra nede til oppe... De regnede hurtigt ud at det var trappen, men kunne ikke finde andet end den lille flade gave der var til mormor og morfars nabo - det havde de jo fået at vide da de spurgte flere timer inden. Jeg måtte så afsløre at det ikke var til naboerne, og de fandt en hamsterbog inden i. på bagsiden var der en post-it, med besked om at de skulle kigge dér hvor Nis plejer at få sin mam. (Nis er nissen på mine forældres loft, og børnene er tit med til at stille grød til ham i december). Der fandt de noget så kedeligt som en Netto-pose med en hvid kasse i. Det eneste der var ved den var en lille rød sløjfe på hanken. Der i fandt de så en masse foder til sådan nogle små kræ, og en lille seddel der bad dem kigge derinde hvor jeg nogle gange sover, (som regel den ene gang om året, hvor min mor hnter mig fra julefrokost i børnehaven. Og dér fandt de endelig de to bure :D Jubel og glæde...
De skulle naturligvis kæle lidt med dem, og jeg kom med masser af formaninger om hvordan de skulle holdes så de ikke stk af. Helenes er nu stille og rolig og kunne ikke finde på at stikke af, men Lucas er lidt yngre og lidt vildere, og kunne godt finde på det... Og gjorde det! Han sad med den i hånde og med hånden nede i en dyb æske, så der var styr på den, hvis den slap ud af hånden, men det lille dyr er jo ikke dumt, og sprang så højt den kunne, ligesåsnart den kunne se ud over kanten på æsken. Den landede på gulvet og styrtede ind mellem to møbler. Og sådan gik det til at vi kl halv et julenat rykkede alle møbler ud fra væggen på min mors værelse/gæsteværelset, og lå fem mennesker på knæ i det ellers temmelig trange rum... Men vi fangede den - Heldigvis!! (der er jo også kat i huset så det kunne let gå galt...
Men de er så kære og jeg synes allerede jeg kan mærke at Lucas hamster er mere roligt efter at blive kælet så meget med... De hedder Pjuske og Gumle... Lucas startede med at sige at hans skulle hedde Pjuske, og Helene stemte straks i at det skulle ehndes også hedde... Så Pjuske og Pjuske... Men da så Lucases begyndte at gumle på et majskorn, ændrede den navn til Gumle...

Og nu vil jeg holde en skrivepause!! :)

Michala.