Jeg er nået et punkt, hvor intet kan overraske mig længere. Det gør ondt men bliver nødt til at tænke positivt for ikke vælte. Giver det mening?

Skrivning er stadig en stor del af mig og jeg prøver at arbejde i andre retninger og udvikle mig. Man kan altid blive bedre og bliver også nødt til at finde noget man kan føle sig genial ved at skrive og være glad ved. Hvis man vil det her fag må man forsætte med at lære med en positiv indstilling. Og det prøver jeg. For sådan har jeg lært at trække mig selv op i trælse situationer.

Elsker mit arbejde med blomsterne. Der kan jeg virkelig få ro i hjernen og bare nørde i farver og binde teknikker og tage imod ros fra kunderne. Kan godt være svært faktisk med ros, men jeg prøver at suge til mig og huske at sige tak. Det giver en tilfredsstillelse at vide at man er god til noget.

Det sidste år har virkelig været forvirrende og har været ved at slå mig ud flere gange. Jeg kan godt mærke at jeg i nogle perioder kæmper mere end andre. Det er så vigtigt at huske på alt det gode man har, menneskerne omkring sig. Evige støtter man kan finde håb hos. Det får mig altid tilbage på sporet med at kæmpe videre. Hvis man først bliver slået ud har man tabt.

Ønske til næste år. Jeg håber det bliver bedre tider. At jeg kan få lov til at udvikle mig endnu mere og måske kan få nye chancer for at vise, hvad jeg kan. Ikke flere klodser om benet som holder mig tilbage. Der har været nok skuffelser, frustrationer og mørke huller. Det har jeg ikke brug for. Jeg har brug for at føle mig fri og glad, er det for meget at forlange?