Han lagde skruetrækkeren tilbage i kassen, holdt paraplyen op foran sig og foldede den ud, mens han beundrede resultatet. Den fungerede perfekt.
- He he, gnækkede han selvtilfreds og så på uret.
Han tænkte på, hvad han skulle sige til Nora, når hun kom hjem.
I flere dage havde hun beklaget sig over, at hendes paraply var gået i stykker. En af bøjlerne, der holder paraplyens dug stram var bøjet, så paraplyen var blevet skæv.
Han havde endelig givet sig i kast med reparationen. Hans tålmodighed blev sat på prøve, da han adskillige gange måtte starte forfra, fordi han mistede fokus på den lille skrue, der holdt bøjlen fast. Han smed irriteret det hele på bordet, rejste sig og skænkede en kop kaffe, inden han hentede sine briller i stuen.
Et nødvendigt onde, som han havde svært ved at acceptere, at han var blevet mere og mere afhængig af. Derfor lå de som regel på skænken i stuen, og blev kun taget i brug, når Nora ikke var hjemme.
- Hvorfor bruger du ikke dine briller, havde hun gang på gang spurgt ham, når han sad med avisen strakt ud foran sig.
- Jeg skal vel lige have lov til at vænne mig til dem først, inden jeg tager dem på, havde han pjattet sig ud af det ømtålelige emne.
Efter mere end en times nørklen med at afmontere bøjlen, rette den ud og sætte den på plads igen, var det endelig lykkedes.
Han var pavestolt, og da hans kone trådte ind ad døren, rejste han sig med paraplyen i hånden og foldede den ud og ind nogle gange hurtigt efter hinanden.
- Det lød som den dumpe, flappende lyd fra rotorbladene på en helikopter, tænkte han og fik øjenkontakt med Nora.
Hun grinede højt, da hun så hans tynde hår bølge i takt med paraplyens bevægelser.
- Nu ved jeg, hvad jeg skal lave resten af mit liv, sagde han.
- Hva' da?
- Jeg vil være kunstner, sagde han begejstret.
- Kunstner? Nora lød forvirret.
- Ja, jeg vil reparere paraplyer.
- Det er da ikke nogen kunst, bemærkede hun skeptisk.
- Nå ikke? Så prøv selv, sagde han og trak hende ind til sig, hvorefter de begge sank sammen af grin.