Lægerne springer for livet - barnet springer ingen steder, men rammes af utallige splinter fra den vildtfarne bombe. Et afspring på størrelse med en mindre betonchikane rammer barnet i hovedet, og dets hjernemasse sprøjter ud over gulve og vægge, mens de chokerede læger, der stadig er i live, vælter omkring i flydende indvolde, hjernemasser og afsprængte lemmer.

Sygeplejersker, der befandt sig i en anden del af hospitalet kommer til og endnu en bombe rammer hospitalet. De sortøjede skønheder er pludselig ikke længere så kønne, men med ét blevet sendt med eksprestoget til Himmeriget. De ligger - bombet til ukendelighed - ud over gulvet sammen med menneskelige vragdele af de læger og sygeplejersker, der var til stede ved den første sprængning.

Væggene ligner et urengjort pizzariakøkken. Men svineriet er ikke spaghetti og kødsovs, men tarme, blodårer og rester af nyrer, levere, hjerter og hjerner, der danner et farvestrålende, surrealistisk mønster - som var det designet af selveste Salvador Dali.

Selvbedrag
Imens alt dette sker, befinder IS krigere sig i deres underjordiske huler, hvor de beder til deres Gud om, at myrderierne må fortsætte - på deres fælles fjende - de allierede.

Piloterne på bombeflyene beder imens til Gud om styrke til at dræbe endnu flere af deres fjender.

"Vi bomber og dræber IS for at skabe en fredeligere verden", forklarer de deres entusiasme med.

De end ikke ænser selvbedraget i denne udtalelse. Hvis krig, bomber, massakrer på både soldater og civile kunne skabe fred i verden, havde vi i dag haft en verden hvor alle nationaliteter, religioner, kulturer, politiske overbevisninger og hudfarver ville leve side om side i fredelig sameksistens.

På stuen ved siden af operationsstuen møder vi synet af sønderskudte børn med helt og halvt afrevne lemmer. En sønderknust mor læner sig ind over det, der engang var hendes sprællevende datter.

Trods et bortsprængt underliv er moren stadig ved bevidsthed og skriger sin afmagt ud og kalder på sin Gud - trygler Ham om at standse dette vanvid.

Et sidste farvel
Imens alt dette sker, er et begravelsesfølge på vej til kirkegården for at sige det sidste farvel til endnu et uskyldigt offer for vanviddet. I ren og skær afmagt - og for i det hele taget at kunne udstå livet - kalder man det, der er ske, for Guds vilje.

Man må håbe, at ham Gud har nogle forbandede brede skuldre.