Det er igen og igen en gåde for mig, hvordan emballagefabrikanter tænker - og hvad emballage angår er der ikke tilføjet meget nyt til repertoiret de seneste årtier.

Et repertoire, der udelukkende består af uigennemtænkte løsninger, der mest af alt oser af, at fabrikanterne er ude på at genere os forbrugere mest muligt.

En massiv vandpumpetang i hærdet stål er beklædt med et millimeter tykt lag af skudsikkert, armeret plastic. Hvorimod en gang sårbare tarteletter er beskyttet af en skrøbelig mikrotynd hinde af cellofan. Hvis ikke man er yderst forsigtigt, er de små fyre blevet forvandlet til rasp, inden man når hjem.

Men en gang imellem har disse fabrikanter nu været snilde nok. Det er sjældent, og fordi jeg ikke er vant til andet en besvær med emballager, oplevede jeg forleden følgende:
Jeg var i et byggemarked for at købe en stjerneskruetrækker, som jeg skulle bruge til at skrue en skrue fast i bilens bagagerum.

Jeg tog en af de helt billige, og da jeg kom tilbage til bilen, ville jeg åbne pakken og skrue skruen fast med det samme.

Men ak. Da jeg kun var bevæbnet med en plastickam til mit forfløjne og sparsomme hår lod det sig ikke gøre. Jeg forsøgte derefter med mine lige så sparsomme tænder - kun med det resultat, at jeg mistede endnu en tand.

Ind i forretningen igen. Denne gang faldt min interesse på en bidtang. Den måtte da kunne klare problemet, tænkte jeg.

Men endnu engang, ak.

Skulle jeg vove mig ind i forretningen igen og blive til grin overfor mig selv endnu engang, tænkte jeg.

Jeg besluttede mig for at gøre det. En jagtkniv hang på en reol og skinnede på mig med sit skarpe blad.

Hvis ikke en sådan svend kan klare opgaven er der intet, der kan, tænkte jeg.

Som sagt så gjort og få minutter senere forlod jeg håbefuld byggemarkedet 199 kr. fattigere.

Tilbage i bilen baksede jeg med emballagen i adskillige minutter med kniven uden resultat, inden jeg på bagsiden af pakningen så en pil, der pegede hen på en perforering i papbagsiden. "Åbnes her", stod der.