Som et sobert stenkast langt fra kilden bevæger de ulige våben sig med en adstadig hyldest til værternes væbnere.
De kaster usynlige skygger over de trofaste bisiddere, der som et fuglekor bereder verden på uredelige udsagn, der ikke når alle. Dog høres deres ekko, som perifere bølger, der udsletter fortidens synder.
Da tre efter hinanden følgende vedvarende vedhæftninger anes i et hjørne af sindet, afskibes endnu en ladning galde fra den ulykkesramte skabning.
Galoschetræet tegnes ufærdigt med farver, der ikke er set før og får øjets nethinde til at eksplodere i vanviddets evigt skærmende kontraster.
For hvem kan sige sig fri for i det rette element at forsyne sine omgivelser med tretornet galskab.